thalamus
Thalamus, (lat., af gr. thalamos 'indre værelse'), mellemhjernens øvre del, se hjerne.
Thalamus, (lat., af gr. thalamos 'indre værelse'), mellemhjernens øvre del, se hjerne.
thalamus, og i sidste ende til hjernebarken. Modsætningen til afferente baner er efferente (fraførende) baner. Begge betegnelser kan undertiden bruges om de samme baner, afhængigt af sammenhængen; fx kan nervebanerne fra thalamus til hjernebarken betegnes som efferente i forhold til
thalamus (gr. thalamos 'kammer'), modtager impulser fra hjernestammen og rygmarven og sender dem videre til hemisfærernes motoriske og sensoriske hjernevindinger. Mellem thalamus og basalganglierne ligger den hvide substans, capsula interna, som ofte beskadiges ved et slagtilfælde. Det nederste område af
thalamus, men inden da krydses nervetrådene, dvs. nervetråde på højre side krydser over til venstre side og omvendt. Fra thalamus går de sensoriske nervetråde videre til den sensoriske hjernebark i hemisfærerne. Krydsningen af de sensoriske baner er forklaringen på, at
thalamus, hvorfra der er forbindelse til amygdala, der er en del af det limbiske system. Amygdala får endvidere impulser fra storhjernens bark, hvilket dels kan forklare, at kognitive faktorer kan påvirke angstreaktioner, dels at nogle former for angsttilstande, såkaldt generaliseret
thalamus samt mamillaria. Hippocampus er desuden af betydning for evnen til rumlig orientering og evnen til at bringe indtryk fra forskellige hjerneområder (fx lyd og syn) i relation til hinanden i et samlet hukommelsesindtryk. Endelig er den del af arbejdshukommelsen
Thalamus fra Montpellier, der bevæger sig helt fra Kristi fødsel op til 1446. Den første renæssancebevægelse møder man i 1500-t., bl.a. under indflydelse fra italiensk litteratur og under indtryk af gasconsk-reformatorisk modstand under Religionskrigene. Vigtige navne er her
thalamus og hypothalamus. Disse indgår i samlet reguleringssystem, der også kaldes det retikulære aktiveringssystem, som har betydning for et stort antal grundlæggende reguleringer fx bevidsthed, vejrtrækning og hjerteaktivitet, men også vågen-søvn-reguleringen. Vågen-søvn-reguleringen kaldes også homeostatiske proces
Talamus, se thalamus.
(Dansk Biografisk Leksikon)
primate thalamus, Chicago 1938 2f. Gordon Norrie: Af medicinsk fakultets hist. III, 1939 14ff 152f. E. Dahl-Iversen: Vor kirurgiske arv, 1960 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. maj 1960 66–79. Johs. Brix: Lægevirke i Sønderjylland før 1864, 1980 107f.