ting
interesse, afgøre retstvister samt bekræfte ejendomsforhold mv. På tinge herskede en særlig fred, tingfred, der rakte så langt, man kunne se fra tinget, og som med tiden også kom til at gælde vejen til og fra tinget. Krænkelse af tingfrede
interesse, afgøre retstvister samt bekræfte ejendomsforhold mv. På tinge herskede en særlig fred, tingfred, der rakte så langt, man kunne se fra tinget, og som med tiden også kom til at gælde vejen til og fra tinget. Krænkelse af tingfrede
(Nordisk Mytologi)
Ting, forsamling, hvor offentlige anliggender afgøres, fx Folketing og nævningeting. Tinget har en central funktion både i de nordiske myter og i de nordiske samfund i oldtiden. Nærmest som et omkvæd lyder det i eddadigtet Vølvens Spådom, at de høje
ting, er der ikke tale om, at man først sanser noget og derefter tænker eller slutter sig til, hvad det er. Man oplever umiddelbart en ting som værende en ting af den og den art. Når man sætter sig ind
Ting og hans medarbejdere ved synkrotronen på Brookhaven National Laboratory en ny tung og langlivet elementarpartikel, som Ting kaldte J-partiklen (nu kaldet J-psi-partiklen). Sammen med Burton Richter, der uafhængigt af ham havde gjort samme opdagelse, fik Ting
ting" (res cogitans) og "den udstrakte ting" (res extensa) grunden til den moderne diskussion af sjæl-legeme-problemet. Begrebet om "den tænkende ting" omfatter alle aspekter af bevidsthedslivet: Det er en "ting, der tvivler, erkender, hævder, benægter, som vil noget
tings form, er en aktiv udfoldelse (energeia, en 'energi' eller 'væren i gang') af tingen selv forstået som noget muligt (dynamis, lat. potentia). Det virkelige er virksomt. Formålstjenlighed, modsat nødvendighed. Overtaget fra Aristoteles' drøftelse i Fysikken af forholdet mellem målrettethed
ting. Gensidighed Inden for en given kultur udgør de almene betydninger et fælles socialt videnslager. Dette lager tages normalt for givet som den forståelseshorisont, hvori den enkelte uden videre regner med, at ting opfattes på samme måde af andre som
ting. Disse billeder, eidola, er blevet opfattet som fysiske fænomener, der udstrømmer fra tingene (Demokrit, Epikur). Hos Aristoteles er det alene tingenes sansebare form, der omsætter sig til sjælens forestillingsbilleder. Også i 1600- og 1700-tallets empirisme indgår billede i
tingen i sig selv', eftersom vi altid erkender tingene, som de er for os, har dette klassiske billede, ved at hævde muligheden af at beskrive verden i sig selv, uden at den iagttages, som fra en engels eller Guds synspunkt
ting som rigdom, berømmelse og et godt helbred er egentlige goder. Disse ting har en vis værdi, men for stoikerne er et gode, noget der gør os lykkelige; og det eneste, der kan gøre os lykkelige, er ifølge stoikerne dyden