totalitet
Totalitet, (se total), helhed.
Totalitet, (se total), helhed.
Totaliter, (af lat. totalis; se total + -iter adverbiel endelse), helt; ganske.
totalitet. Derfor er nykritikken optaget af (7) tekstens spændinger, modsigelser og tvetydigheder, forhold, der ofte benævnes ironi (bredt forstået som modsætninger fremkaldt af sammenstød af betydningsnuancer), og derfor antyder digtet mere end én mening. Idéen om tekstens spændingsfyldte totalitet fører
og det græske værensbegreb, ser Habermas således som indbyrdes sammenlignelige udtryk for den idéhistoriske tilblivelse af forestillingen om en ny kosmologisk totalitet. Se mere i Den Store Danske monoteisme polyteisme religionskritik oldtiden pagtens ark Egypten – religion Grækenlands religion zarathustrisme konfucianisme
Totalitet og uendelighed, 1996), og fremhæver i stedet betydningen af mødet med "den Anden", som han mener giver adgang til en etisk og religiøs dimension, der ikke kan beskrives ved hjælp af traditionelle metafysiske begreber. Emmanuel Levinas har øvet indflydelse
totalitet blev bestemmende for Geschichte und Klassenbewusstsein, der fik afgørende betydning for tilblivelsen af nymarxismen som intellektuel bevægelse. Her blev marxismen for første gang fremstillet som en teoretisk videreførelse af den tyske idealismes filosofi. Under sit eksil i Moskva 1933-1944 udviklede
totalitet i bevægelserne, hvilket han bl.a. søgte gennem harmoni i forholdet mellem musik og bevægelse. Mange, især de Björkstén-inspirerede, fandt, at denne gymnastikform var præget af slaphed og sanselighed, hvilket betød, at den visse steder havde vanskeligt ved at
totalitet (1917), relation (1921) og analogi (1923) og beskæftigede sig indgående med filosofiens historie. Det blev bl.a. til monografier om Baruch Spinoza (1877, 1918, 1921), Immanuel Kant (1893, 1894) og Kierkegaard (1892, 1912) samt den monumentale Den nyere Filosofis Historie
totalitet, som er særegen og ikke kan forstås ved at se på de enkelte delelementer. Dette synspunkt, som bl.a. blev fremført af Émile Durkheim, hævder, at der findes strukturer med en selvstændig eksistens uafhængigt af individer, og som begrænser disses
Bidrag til det Hæsliges Æsthetik, 1854), peger Rosenkranz ud over Hegel; når han argumenterer for berettigelsen af "det hæslige" i kunsten, er det dog stadig på en hegelsk baggrund, idet han forudsætter, at det uskønne er underordnet en "skøn totalitet".