trinitarisk
Trinitarisk, (lat. trinitarius), vedr. treenigheden.
Trinitarisk, (lat. trinitarius), vedr. treenigheden.
trinitarisk i sin opbygning og bevidner troen på Gud som Fader, Søn og Helligånd. Den første artikel taler om Gud som den fader, der er almægtig og himlens og Jordens skaber. Den mere udførlige anden artikel forkynder Jesus Kristus som
trinitariske dogmestridigheder fra de første århundreder om Helligåndens virke i kirken og i verden, Logos' (Ordets) inkarnation, menneskets guddommeliggørelse (theosis), menneskets og verdens forklarelse (metamorphosis) og frelseshistoriens dramatisk-symbolske genfremstilling i gudstjenesten. Den ortodokse kirke er både rettroenhedens kirke og
trinitariske stridigheder, der opstod som følge af uenigheder mellem Arius og biskop Alexander af Alexandria. Han underskrev den nikænske trosbekendelse i år 325, om end han var betænkelig, måske på grund af sit tilhørsforhold til Origenes' teologi. Euseb er mest
Nicænum, kristen, treleddet (trinitarisk) trosbekendelse fra 325; se den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Gud netop som treenig i evighed er én. Treenighedsteologien har ofte måttet bruge filosofiske begreber for at udtrykke den trinitariske gudstro, som også har inspireret megen kunst og symboldannelse. Læs mere i Den Store Danske nådestolen modalisme Gud (kristendommens gudsbegreb)
(Dansk Biografisk Leksikon)
trinitariske spekulationer over Logos og Gudsmennesket har retning hen imod Martensens Christelige Dogmatik. "Paradoxet" er forsvundet og har givet plads for "Mysteriet" der i det hele tjener N. som nødhjælpskategori i tankevanskeligheder. Også i spørgsmålet om forholdet mellem kristelig etik