tryne
En tryne er et kegleformet snudeparti hos mange insektædere, halvbjørne og arter af svinefamilien. Trynen er meget bevægelig, rig på føleorganer og bruges til at rode i jorden efter fødeemner.
En tryne er et kegleformet snudeparti hos mange insektædere, halvbjørne og arter af svinefamilien. Trynen er meget bevægelig, rig på føleorganer og bruges til at rode i jorden efter fødeemner.
trynen og fremtræder som et par krumme horn på trynens overside. Huden er beklædt med stride hår, undtagen hos hjortesvin, der kan være helt nøgne. Farven varierer fra grå og brun hos det europæiske vildsvin (Sus scrofa) og hos vortesvin
tryne de storagtige og opmuntre de ydmyge blev knæsat som politisk ideal. Rigtige danskere var bønder. Rigtig danskhed var knyttet til "det levende ord", mundtligheden, mens læsning og da navnlig på fremmede sprog blev betragtet med mistænksomhed. Rigtige danskere tilhørte
Trynen hos fx muldvarp og svin samt næbspidsen hos mange fugle er særlig rige på føleorganer. En speciel form for føleorganer sidder ved basis af de lange og meget bevægelige varbørster, knurhår, som forekommer på mundomgivelserne, over øjnene og undertiden
tryne, der filtrerer jord og støv. Forbenene har fire kraftige kløer, bagbenene fem. Jordsvinet lever hovedsagelig af termitter og myrer, som det finder vha. lugtesans og hørelse og fanger med sin lange klæbrige tunge, der kan strækkes 30 cm ud
om Uwe Timms meget ældre storebror, der faldt på østfronten, og om den skygge, hans skæbne kastede over familien i årene efter krigen. Uwe Timm har også skrevet børnebøger bl.a. Rennschwein Rudi Rüssel (1989, da. Historien om Thorkild Tryne, 1991).
Yorkshiresvin, (efter amtet Yorkshire i Nordengland), engelsk baconsvin med kort tryne og fremadrettede, opretstående ører.
(Danmarks Oldtid)
tryner rodede de rødder og jordstængler op, som de åd. Alting syntes de at kunne fortære: svampe, orme, larver, snegle og mus. Og stødte de på ådsler, gik de heller ikke af vejen for dem. Deres farve var gråbrun til
(Naturen i Danmark)
tryner ledte efter fødeemner i skovbunden, kunne de rode jorden op i ned til en halv meters dybde. Og ved denne ‘pløjning’ fremmede de spiringen af de frø, de ikke fik sat til livs. Samtidig havde de en stor forkærlighed