tvebo
Tvebo, se særbo.
Tvebo, se særbo.
tvebo, Særbo er et udtryk for en plante med enkønnede blomster, der er fordelt på særskilte hanlige og hunlige individer. Afledt af det latinske dioica, fx i Urtica dioica (stor nælde), taler man også om dioeciske planter. I Linnés seksualsystem
tvebo baldrian (Valeriana dioica), lægebaldrian (V. officinalis) og hyldebladet baldrian (V. sambucifolia) med underarterne hyldebladet baldrian (V. sambucifolia ssp. sambucifolia) og krybende baldrian (V. sambucifolia ssp. procurrens). Alle vokser på fugtig eller våd jordbund i fx enge og kær eller
tvebo, diøci), fx spinat og pil; hos disse er selvbestøvning selvfølgelig umulig. Flere andre kønssystemer kendes hos planter, fx gynodiøci (både hun- og tvekønsindivider af samme art, fx hos timian) og heterostyli. Enkelte tveboarter kan skifte køn, labilt køn, fx
tvebo (særbo). Hvis planten derimod har enkønnede blomster, men blomster af begge køn på samme plante, betegnes planten monøcisk eller enbo (sambo). Endelig benævnes planter flerbo, hvis der både forekommer tvekønnede og enkønnede blomster på samme plante. Blomsterstand Blomster kan
tvebo). Kønscellerne udvikles i skudspidserne, som bliver fortykkede og lidt aflange. Efter formeringen henfalder de fertile skud ned til en forgrening, hvor den ene gren har en vegetativ skudspis, hvorfra væksten fortsætter. Blæretang som spisealge Blæretang er en udmærket spisealge
tvebo, og han- og hunrakler ligner i store træk hinanden. Træet er naturligt hjemmehørende i Danmark. Det vokser bl.a. på heder og overdrev samt i skovbryn og skovlysninger. I åbne naturtyper må det mange steder holdes nede med jævnlig rydning
Diøcisk, (af gr. di- + oikos hus), inden for botanik tvebo-; særbo- (med han- og hunblomster på hver sin plante); særkønnet.
pga. overdreven fældning. Forgreningen er alsidig, og de skælformede blade sidder i tretallige kranse. Planten er tvebo (særbo). Den forveddede kogle består af tretallige kranse af kogleskæl. Kun én krans af kogleskæl er fertil, og hvert skæl bærer tre frø.
Danmark dyrkes to arter: A. aethusifolius med en højde på ca. 20 cm og A. dioicus, der er ca. 150 cm høj. De er sommerblomstrende stauder med hvidgule fjeragtige stande. Fjerbusk er tvebo, dvs. at der findes han- og hunplanter.