urbe condita
Urbe condita, se ab urbe condita.
Urbe condita, se ab urbe condita.
Ab urbe condita er et udtryk, der anvendtes til tidsangivelse. Det er desuden titel på den romerske historiker Titus Livius' hovedværk.
er forkortelse for urbe condita, se ab urbe condita.
urbe condita var disponeret efter år, men indeholdt også fortællinger, der rakte ud over de enkelte år. Tacitus kaldte det ene af sine værker om Roms historie for Annales. De første middelalderlige annaler var udløbere af de såkaldte påsketavler; på
urbe condita, 'fra byens grundlæggelse'), men til de fleste formål, herunder private og offentlige dokumenter, angav man året med formlen NN et NN consulibus 'i det år, da NN og NN var konsuler'. Konsulatsåret begyndte den 1. marts, fra midten
urbe condita, a.u.c.), Muhammeds udvandring til Medina (16. juli 622 e.Kr.), grundlæggelsen af et bestemt dynasti eller tiltrædelsen af en bestemt konge samt den i vore dage mest udbredte, Kristi fødsel, som blev indført af munken Dionysius Exiguus i 525 og
urbe condita. Men i modsætning til grækerne havde romerne succes med deres imperiedannelse, fordi de tidligt etablerede en procedure, for at ikke-romere kunne få romersk borgerskab. De erobrede "romaniseredes" politisk og efterhånden også kulturelt. Helt fra begyndelsen var der
urbe condita, dvs. 'fra byens grundlæggelse', beskriver Roms udvikling fra dens sagnagtige begyndelse i midten af 700-t. f.Kr. til Livius' egen tid. Efter græsk-hellenistisk tradition lagde Livius hovedvægten på den enkeltes moralske kvalifikationer, som han mente var den