vérité
Vérité, (fr., af lat. veritas), sandhed.
Vérité, (fr., af lat. veritas), sandhed.
vérité, filmæstetisk dokumentarfilmbevægelse, der slog igennem i Frankrig sidst i 1950'erne samtidig med den amerikanske pendant Direct Cinema. Begge grupper benyttede bærbare 16 mm-kameraer og lette båndoptagere, der stillede dem friere under optagelserne, og begge forsøgte at nå
vérité-inspirerede film om marginale rebeller i det pæne Schweiz. Efter debutfilmen, Charles mort ou vif (1969, Charles død eller levende), kom de tre veloplagte og politisk debatterende hovedværker, La Salamandre (1971, Salamanderen), Le Milieu du monde (1974, 112 kærlige
vérité dans les sciences. Bogen La géometrie indeholder Descartes' idéer om koordinatgeometri og algebra og er hans eneste værk om matematik, selvom han fremlagde mange andre idéer om matematik i talrige breve. Uafhængigt af Descartes udviklede også den franske matematiker
vérité historique? (1967) og Civilisation ou barbarie? (1981). Bøgerne fik stor betydning for udfoldelsen af négritude-filosofi og panafrikanisme, mens Diop af europæiske historikere søgtes latterliggjort som fantast og amatør. I senegalesisk politik var Diop i 1960'erne aktiv i
vérité markerede Marker sig især med lyriske og stærkt politisk engagerede film, fx Le joli mai (1963), som ofte udforskede hukommelsen i et meget personligt perspektiv. Mest berømt er dog den korte fiktionsfilm La Jetée (1962, År nul), der næsten
vérité-instruktøren Chris Marker. Også instruktører som Louis Malle og Roger Vadim samt skuespillerne Jeanne Moreau, Jean-Paul Belmondo, Jean-Pierre Léaud og Jean-Claude Brialy tog del i bølgen. Den ny bølge var et brud med den etablerede filmtradition
vérité-bevægelse at registrere den sociale og politiske virkelighed i dennes ubevogtede øjeblikke med 16 mm-letvægtskameraer og bærbare båndoptagere. Den igangsættende skikkelse var reportagefotografen Robert Drew (1924-2014), der dannede en filmgruppe med bl.a. Richard Leacock (1921-2011), D.A
Vérité eller "filmisk sandhed", og den filmiske sandhed skabes ifølge denne retning gennem instruktørens tilstedeværelse og dennes rolle som fortæller og formidler af sandheden. Det humanistiske engagement blev videreført i 1970'ernes og 1980'ernes dokumentarfilm som fx Barbara Kopples
vérité-bevægelse, der anført af Jean Rouch benyttede de nye 16 mm letvægtskameraer til en mere spontan virkelighedsgengivelse. I 1960'ernes politisk radikale klima var Truffaut og Godard foregangsmænd for lukningen af Cannes Filmfestivalen i maj 1968. De demonstrerede også