venetisk
Venetisk, der er nærmest beslægtet med de italiske sprog, jf. eχo 'jeg' over for latin ego, kendes fra indskrifter fra 500-t. f.Kr. til Kristi fødsel. Indskrifterne er fundet omkring byerne Este, Padova, Vicenza og Trieste og er skrevet i
Venetisk, der er nærmest beslægtet med de italiske sprog, jf. eχo 'jeg' over for latin ego, kendes fra indskrifter fra 500-t. f.Kr. til Kristi fødsel. Indskrifterne er fundet omkring byerne Este, Padova, Vicenza og Trieste og er skrevet i
venetisk. Det indoeuropæiske grundsprog, som alle disse sprog går tilbage til, er ikke skriftligt overleveret, men det kan rekonstrueres på basis af sprogenes ældste kendte trin, hvor slægtsligheden er størst. De enkelte sproggrenes tidligste overlevering De tidligst overleverede sprog mod
ikke af italisk oprindelse. Veneterne stod på venskabelig fod med Rom og blev i 200-tallet f.v.t. Roms forbundsfæller. Fra dette folk er flere hundrede indskrifter bevaret, hvoraf mange er skrevet på venetisk. Læs mere i Den Store Danske venetisk
venetiske landskab omkring fødebyen Pieve di Soligo i provinsen Treviso. Andrea Zanzotto er en isoleret skikkelse, der har poesi fra antikken over Hölderlin til hermetikerne som forudsætning og som værn mod "hver dags rædsel" i den moderne verden. På den
korte indskrifter: ligurisk, lepontisk, venetisk, østitalisk, tidligere kaldet palæosabellisk samt messapisk. Lepontisk er et keltisk sprog, mens de øvrige sprogs tilhørsforhold til den italiske sprogfamilie er omdiskuteret. Læs mere i Den Store Danske indoeuropæiske sprog italiske folk latin sabelliske sprog
Balkan er der en del låneord fra venetiansk i andre europæiske sprog, bl.a. græsk og albansk. Venetiansk må ikke forveksles med sproget venetisk, der blev talt i samme område i oldtiden. Læs mere i Den Store Danske italiensk Venedigs historie