verbum Dei
Verbum Dei, (lat. verbum + bøjningsform af Deus), guds ord.
Verbum Dei, (lat. verbum + bøjningsform af Deus), guds ord.
verbum, verbum, der i de fleste bøjningsmønstre kun har passiv form, men i sin betydning er aktiv. Fænomenet er første gang beskrevet af romerske grammatikere og gælder formentlig oprindeligt refleksive verber, der har aflagt deres aktive bøjningsform. Deponente verber var
Verbum, også kaldet udsagnsord, er en grammatisk betegnelse for en ordklasse, der betegner handlinger som banke, save, processer som vokse, visne eller tilstande, fx stå, være. Fælles for alle verber er, at de udtrykker noget, der forløber i tid, og
Verbum vicarium, (lat. verbum + neutrum af vicarius stedfortrædende), stedfortrædende verbum (fx gøre i: "du lovede at vaske op, men du har ikke gjort det").
verbum sættes et tryksvagt objekt foran adverbiet i centralfeltet, fx så kender jeg hende ikke. I helsætninger med både finit og infinit verbum sættes et negativt led på adverbiets plads i centralfeltet: derfor havde han ingenting mærket; for ledsætninger gælder
Infinit verbum, inden for grammatik bøjningsform (af et verbum), der ikke kan stå som sætningsverbum; det modsatte af finit.
Verbum dicendi, (lat. verbum + dicendi bøjningsform af dicere sige), udsagnsverbum (fx sige, udbryde, hviske).
Verbum sentiendi, (lat. verbum + sentiendi bøjningsform af sentire føle), sanseverbum (fx føle, høre, se).
Verbum voluntatis, (lat. verbum + voluntas, voluntatis vilje), viljesverbum (fx ville).
verbum sættes sidst: huo som geste biude wil 'den, som vil indbyde gæster'; og ligesom i det forrige citat kunne rækkefølgen i centralfeltet være subjekt — finit verbum — adverbium, jf. allæ storæ fiskæ thær man ma æi bæræ 'alle store fisk