vicekansler
Vicekansler, (lat. vice- + kansler), stedfortræder for en kansler.
Vicekansler, (lat. vice- + kansler), stedfortræder for en kansler.
vicekansler og udenrigsminister. Efter interne kriser i partiet blev Westerwelle i maj 2011 afløst som partiformand og vicekansler af Philipp Rösler (f. 1973), men Westerwelle fortsatte som udenrigsminister. Nye kriser og magtkampe under Rösler var en medvirkende årsag til, at
vicekansler i 2007-2009. Frank-Walter Steinmeier, der er jurist, arbejdede tæt sammen med Gerhard Schröder, da denne var ministerpræsident i Niedersachsen. Han fulgte med Schröder efter valgsejren i 1998 og blev i 1999 statssekretær i Bundeskanzleramt. Han holdt sig
vicekansler i Angela Merkels anden regering. Westerwelle var en udadvendt politiker, som forsøgte sig med forceret imagepleje; politisk stod han for liberale mærkesager såsom skattelettelser og mindre magt til regeringen, mens han helt savnede udenrigspolitiske erfaringer. Efter interne kriser i
vicekansler; søn af Jørgen Vind. Efter tjeneste ved hoffet trak Vind sig i 1655 tilbage til sine skånske godser; efter tabet af landsdelen til Sverige måtte han dog sælge dem i 1661. I 1669 blev Vind gehejmeråd og viceskatmester, men
vicekansler ved Københavns Universitet. Efter uddannelse i Köln i Tyskland blev han i 1479 vicekansler for at planlægge grundlæggelsen af Københavns Universitet og var med til at vælge de første lærere. Han var kannik ved Frue Kirke og rådmand i
Schärf, 20.4.1890-28.2.1965, østrigsk socialdemokratisk politiker. Schärf var jurist og fungerede som partifunktionær i SPÖ. Han blev fængslet 1934 og igen efter Anschluß 1938. Schärf deltog i grundlæggelsen af SPÖ i 1945. Han var vicekansler 1945-57 og forbundspræsident fra 1957.
I 1740 blev Bestuzjev-Rjumin hjemkaldt til Sankt Petersborg, hvor han blev kabinetsminister, fra 1741 vicekansler. Fra 1744 var han Ruslands statskansler og den faktiske leder af udenrigspolitikken, indtil han i 1757 faldt i unåde og blev forvist fra hoffet.
vicekansler. Han var medlem af Det Øverste Gehejmeråd 1726-30 og af Ministerkabinettet 1731-41. Efter Peter den Stores død i 1725 var Osterman den faktiske leder af Ruslands udenrigspolitik, og han dannede skole i den russiske forvaltning ved at
politiker. Pittermann, der var uddannet lærer, blev fængslet 1934 og siden politisk forfulgt 1938-45. Han var 1945-71 medlem af Parlamentet for SPÖ og var 1957-67 partiformand samt præsident for Socialistisk Internationale 1964-76 og vicekansler 1957-66.