virelai
Virelai, (fr., af oldfr. vireli, vist opr. et omkvæd uden betydning), en af de franske chansonformer fra 1300- og 1400-t., der betegnes som formes fixes. Teksterne omhandler som i de andre formes fixes den høviske kærlighed; dog er der
Virelai, (fr., af oldfr. vireli, vist opr. et omkvæd uden betydning), en af de franske chansonformer fra 1300- og 1400-t., der betegnes som formes fixes. Teksterne omhandler som i de andre formes fixes den høviske kærlighed; dog er der
virelai og ballade (formes fixes). Tonalt og harmonisk blev der efterhånden tale om en nyorientering, fx i brugen af ledetoner og i den gradvise anvendelse af treklangssystemet. Teoretikernes hovedærinde var dog notationen, der var en videreudvikling af Franco af Kölns
virelai: AbbaA..., altså en barform (bba) omgivet af omkvæd, der synges til a-stykkets melodi. Ballata var Francesco Landinis (1325-97) yndlingsform, og vi kender næsten 150 to- og trestemmige ballataer fra hans hånd. Som navnet siger, var det oprindeligt
for middelaldersange fra Spanien og Portugal. Genren er overleveret i kong Alfonso 10. den Vises smukke og illustrerede samling af over 400 sange til Jomfru Maria fra sidste halvdel af 1200-t. Disse cantigas er enstemmige sange i virelai-form.
virelai. Han var den første, der skrev en afhandling om poetik på fransk, Art de dictier (1393); her løses forbindelsen mellem tekst og musik, og hans ca. 1500 digte synes heller ikke at have været bestemt til at blive sunget
virelai og ballade. I de flerstemmige chansoner ligger melodien og teksten i overstemmen (diskantlejet), der akkompagneres af to mere instrumentalt prægede understemmer, tenor og kontratenor. De tre formes fixes er overtaget fra dansemusikken og trouvèresangen, og de består alle tre
Jacob de Senleches, Jacomi, fransk komponist, der var virksom ca. 1378-95, navnlig i Nordspanien. Jacob de Senleches' overleverede tre ballader og tre virelaier (alle trestemmige) er ekstreme eksempler på den manieristiske stil, karakteriseret ved stor notationsteknisk og rytmisk kompleksitet.
frangere 'bryde', dvs. 'afbryde igen'), omkvæd, den flere gange tilbagevendende tekstligt ens del af en vokal komposition med flere strofer, fx folkevise eller populær refrænsang; se ritornel, rondo og kor (chorus) samt de middelalderlige sangformer ballade, rondeau, virelai og ballata.
virelai. Mange lokale en- og flerstemmige sange er i øvrigt overleveret i håndskrifter fra 1200- og 1300-t. Vokalpolyfonien og den fransk-nederlandske tradition blev i Spanien repræsenteret af en række fremtrædende komponister, der i perioder virkede i Rom. Til
virelai) og caccia (også med fransk forbillede). I epokens begyndelse var madrigalen (først to- og siden trestemmig) den mest yndede, og i slutningen var det ballataen (to- såvel som trestemmig), der hyppigst blev brugt af komponisterne, hvoraf de mest betydelige