vokalisering
Vokalisering, (se vokalisere), det at vokalisere.
Vokalisering, (se vokalisere), det at vokalisere.
vokalisering sidst i stavelsen l ingen vokalisering, men velær udtale sal 'salt' [sɑw] [sɑɫ] velarisering sidst i stavelsen r velært r (Dog alveolært r i São Paulo mv.) alveolært r mar 'hav' [mɑχ] [mɑr] vokalisk palatalisering af s-lyde sidst
vokalisering. Sammen med andre anvisninger på, hvordan Torah skal foredrages, blev vokaliseringen med brug af en række særlige udtaletegn endeligt fastlagt af en gruppe skriftlærde (se masorah) i Palæstina ca. 700 e.Kr. Torahrullen eller -rullerne bliver opbevaret i et særligt
vokaliseringen i forhold til de beslægtede sprog. Endelig udviklede kanaanæisk en karakteristisk sondring mellem to forskellige infinitiver med hver sine funktioner samt en relativ partikel baseret på et ord, der oprindeligt betød ”sted”. De direkte bevidnede kanaanæiske sprog har alle
ˈlɛ:ʌ]. Denne vokalisering af r adskiller dansk udtale fra norsk og svensk. I en del ord fra fransk med tryk på sidste stavelse udtales -er som [e], fx atelier og metier. Læs mere i Den Store Danske r-lyde
vokalisering, eventuelt kombineret med præ- eller suffikser. Intern pluralis er udbredt på de etiopiske sprog, klassisk og moderne arabisk, oldsydarabisk og moderne sydarabisk, fx geez dǝngǝl, ”jomfru”, danāgǝl, ”jomfruer”, eller hagar, ”by”, ’ahgur, ”byer”. De to køn afspejles ikke bare