Tidsånd, (efter ty. Zeitgeist), et folks eller en befolkningsgruppes kulturelle identitet (forstået som et sæt af fælles normer, tankemønstre og stemninger) til en bestemt tid.

Begrebet tidsånd, der sidst i 1700-tallet brugtes af bl.a. J.G. Herder og Goethe, har forbindelse til romantikkens historiesyn og idéen om en særlig folkeånd, som er knyttet til de enkelte nationalsprog. I den tyske idealisme, specielt Hegels filosofi, opfattedes tidsånden som led i en nødvendig udvikling fra det materielle og individuelle hen mod det evige og uendelige (en altomfattende verdensånd).

I moderne tid bruges begrebet normalt i en mindre vidtløftig betydning som betegnelse for særlig markante og typiske tendenser i ens egen tid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig