Jakob Böhme

Jakob Böhme, 1575-1624, tysk mystiker og teosof. Jacob Böhme, der levede i Görlitz i Schlesien, er blevet kaldt "skomageren fra Görlitz" efter sit oprindelig erhverv eller "philosophus teutonicus", den tyske filosof.

Jacob Böhme udviklede en dunkel, men ofte fyndigt formuleret teosofi, som trods gejstlighedens modstand mod hans egensindige bibellæsning vandt udbredelse. Han hentede inspiration i bl.a. Paracelsus' spekulative naturfilosofi, den jødiske kabbala, alkymistiske og magiske skrifter og i sine egne åndelige oplevelser.

Altets oprindelse, urgrunden, den udifferentierede enhed eller det store mysterium tillagde Jacob Böhme en vilje, der resulterer i en spaltning; denne spaltning overvinder den helhedssøgende vilje, således at helheden genoprettes i en rigere skikkelse end før.

Jacob Böhme hævder, at al udvikling og alt liv forudsætter modsætninger, og som treheden er det væsentlige formelle træk ved hans tænkning, er treenigheden det styrende princip. Hans kendteste værk er Morgenröte im Aufgang (1612, Den gryende morgenrøde), der senere fik titlen Aurora.

Både G.W. Leibniz og F.W.J. Schelling var påvirket af Böhme, og G.W.F. Hegel kaldte ham den første tyske filosof. I Danmark udgav biskop H.L. Martensen i 1881 monografien Jacob Bøhme med undertitlen Theosophiske Studier.