positivisme

© AKG

Auguste Comte. Samtidigt fransk litografi. Comte fik vidtrækkende betydning for fransk videnskab og åndsliv i 1800-t.s slutning, ikke mindst for sociologen Émile Durkheim.

positivisme, i filosofien en række centrale retninger i 1800- og 1900-t.s åndsliv. I en udbredt, men upræcis betydning bruges betegnelsen ofte som et skældsord, omtrent synonymt med scientisme, om de filosofiske og videnskabsteoretiske strømninger, som har naturvidenskaben som et forbillede for al menneskelig erkendelse. Positivisme er således forbundet med en påstand om, at der ikke findes nogen form for erkendelse, der ikke er rent erfaringsmæssig.

Kunstordet positivisme blev skabt sidst i 1700-t. af C.H. Saint-Simon; hans elev Auguste Comte brugte betegnelsen om den tænkemåde, han ville indføre i videnskaben, og som fik stor indflydelse i 1800-t.s åndsliv. Det "positive" betyder det "givne", dvs. det iagttagelige, det faktiske, det virkelige, men også, specielt i 1800-t., det nyttige.

Vigtige forudsætninger for enhver form for positivisme er naturvidenskabens og teknologiens store og stigende succes fra renæssancen og frem, men også Francis Bacon, den britiske empirisme og oplysningstidens franske filosofi spiller en rolle.

Navnlig i 1800-t. indeholdt positivisme også en historiefilosofisk udviklingsteori eller almen evolutionisme, der på samme måde som i marxismen indebærer en fremskridtstro, hvor historien uundgåeligt bevæger sig gennem en række faser fra det lavere til det højere.

De centrale træk ved 1900-t.s logiske positivisme (filosofien udelukkende som et kritisk analyseredskab, modviljen mod metafysisk tænkning, tesen om videnskabens enhed) findes allerede hos Comte.

Andre væsentlige positivister var i 1800-t. briterne Jeremy Bentham, John Stuart Mill og Herbert Spencer samt de franske videnskabsteoretikere Henri Poincaré og Pierre Duhem.

Harald Høffding var på mange måder inspireret af positivismen. I 1900-t.s begyndelse blev positivisme til empiriokriticisme, hvis ledende skikkelser er tyskeren Richard Avenarius og østrigeren Ernst Mach. Efter 1. Verdenskrig gled denne over i den logiske positivisme, som var en dominerende retning helt frem til 1960'erne. Se også retspositivisme.