• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

apollinsk-dionysisk

Oprindelig forfatter FSte Seneste forfatter Redaktionen

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

apollinsk-dionysisk, begrebspar, der angiver to forståelsesformer. Det kan bruges om to typer af dialektisk forbundne livs- og kunstopfattelser: Den apollinske er den velformede, afklarede og afgrænsede; den dionysiske er den ekstatiske, berusende og grænsesprængende livsstil.

Begrebsparret har navn efter de græske guder Apollon og Dionysos; sammenstillingen skyldes Friedrich Nietzsches tolkning af antikkens kunst i bogen Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik (1872).

Ifølge Nietzsche (og Arthur Schopenhauer før ham) er tilværelsen kaotisk og blind, men mennesket skaber sig en nødvendig illusion om en ordnet, formet helhed.

Denne apollinske illusion formidles i billedkunst og digtning, men dionysiske indslag af kaos og ekstase afslører tilværelsens grumme grundvilkår, formidlet kunstnerisk gennem musik og dans. Antikkens mennesker var fuldt fortrolige med de sider af tilværelsen, der er vildskabens, nattens og orgiets.

Efter Friedrich Nietzsche er Oswald Spengler blandt dem, der har brugt begrebsparret til at karakterisere den vestlige kultur. I en sådan bredere betydning vil det apollinsk-dionysiske kunne jævnføres med begrebspar som kultur og natur, fornuft og følelse, civilisation og barbari, refleksion og spontanitet — og med den dialektiske forbindelse mellem kosmos og kaos, der kommer til udtryk op igennem religionernes historie.