erkendelsesteori

erkendelsesteori, filosofisk disciplin, der beskæftiger sig med erkendelsens former, definition, struktur, oprindelse og grænser. Ordet erkendelsesteori og tilsvarende ord på andre europæiske sprog blev først gængse fra 1800-t.s begyndelse, men siden antikken har såvel vestlig som ikke-vestlig filosofi omhandlet emner og problemer af erkendelsesteoretisk art.

To sammenhængende problemer har været fremherskende. Det ene angår erkendelsens dannelse, udvikling, stabilisering og ændringer, individuelt og samfundsmæssigt. Det andet angår de krav, der bør stilles til erkendelsen i dens forskellige former og omfanget af kravenes opfyldelse. Et traditionelt synspunkt har været, at erkendelse kræver et fundament af ufejlbarligt erkendte principper eller erfaringer. Skeptikere har hævdet, at et sådant fundament ikke foreligger, da ethvert begrundelsesforsøg indebærer en uendelig regres, en circulus vitiosus, eller en dogmatisk fastsættelse af, hvad der regnes som ufejlbarligt. Empirister har heroverfor argumenteret for, at erkendelsens udvikling hovedsagelig er betinget af sansemæssige erfaringer, mens rationalister har hævdet, at udviklingen af erkendelsen er betinget af den fornuftsmæssige indsigt i visse generelle principper, fx kausal- eller årsagsprincippet.

Fra nyere tid er erkendelsesteoretiske overvejelser nøje knyttet til redegørelsen for videnskabernes udvikling og resultater, idet en dækkende erkendelsesteori må indbefatte og harmonere med en tolkning heraf. I tråd med etableringen af videnskaber som fx psykologi, biologi og antropologi er erkendelsesteoretiske emner i 1900-t. i stigende grad blevet diskuteret i sammenhæng med metode- og teoriudviklingen inden for disse videnskaber.