klassifikation

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

klassifikation, (af lat. classis 'afdeling' og afledn. af -ficere), opdeling af en given genstandsmængde (det logiske univers) i klasser ud fra klassifikationskriterier.

Ud fra begrebet "pattedyr" kan den organiske verden opdeles i to klasser, den ene bestående af organismer, der kan tilskrives den egenskab at være et pattedyr, den anden bestående af organismer, der fraskrives samme egenskab. Klassifikationskriterierne er her udtrykkene "x er et pattedyr" og "x er ikke et pattedyr". Hvis N er navnet på eller beskrivelsen af en bestemt organisme, er denne medlem af klassen af pattedyr, hvis udsagnet "N er et pattedyr" er sandt; hvis derimod "N er ikke et pattedyr" er sandt, er organismen medlem af klassen af de organismer, der ikke er pattedyr. En klassifikation af denne art, der deler det logiske univers i to klasser, kaldes en dikotomi. Ved anvendelse af tre eller flere klassifikationskriterier opdeles det logiske univers i tre eller flere klasser; en tredeling kaldes en trikotomi.

Sædvanligvis stilles der krav til klassifikationer om, at de skal være udtømmende, dvs. hver genstand indeholdt i det logiske univers skal være medlem af mindst én klasse, og entydige, dvs. at hver genstand indeholdt i det logiske univers højst må være medlem af én klasse. Disse krav kan være vanskelige at opfylde, da mange af vore begreber er vage og upræcise, således at det ikke klart kan afgøres, om en given genstand har en given egenskab eller ej. Ved klassifikation lægges der også vægt på, om den er naturlig i modsætning til tilfældig. En klassifikation er naturlig, dvs. resulterer i naturlige klasser, hvis anvendelse af forskellige klassifikationskriterier resulterer i samme inddeling. Se også diairesis.

Biologi. I biologisk klassifikation kan den hierarkiske gruppering af organismer baseret på fælles karakterer være vanskelig; fx regnes klassen "krybdyr" ikke som en naturlig enhed.

Antropologi. Klassifikation er et grundlæggende erkendelsesredskab for menneskets bestræbelser på at sætte natur og omverden i system. Dette afspejles i utallige sammenhænge, tydeligt i fx sprog og slægtskabssystemer. Inden for faget antropologi har man interesseret sig for de klassifikationsmønstre og -strukturer, der kommer til udtryk i forskellige kulturer, fx i naturfolks måde at kategorisere genstande og begreber på (se primitiv klassifikation).

Biblioteksvæsen. Inden for biblioteksvæsenet er DK5 et udbredt klassifikationssystem, efter hvilket fx de danske folkebibliotekers bøger er opstillet (se decimalklassifikation). Med stigende brug af it i bibliotekerne reduceres betydningen af denne type systemer imidlertid i forhold til kontrolleret og struktureret emneordsgivning, ordnet i tesauri (se tesaurus).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Ekspert
Brahde
Oprindelig forfatter
CHKo
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki