Johannes Duns Scotus

Johannes Duns Scotus, ca. 1264-8.11.1308, med tilnavnet Doctor Subtilis 'den skarpsindige lærer', engelsk skolastisk teolog og filosof, født i Skotland. Han var franciskaner og studerede i Oxford og Paris, hvor han forelæste over Petrus Lombardus' Sentenser; i 1305-07 var han teologisk professor i Paris, derefter i ordenens studiehus i Köln, hvor han døde og blev begravet.

Johannes Duns Scotus var en original tænker, der forenede aristoteliske og nyplatonisk-augustinske motiver. I erkendelseslæren afviste han illuminationslæren og fastholdt den aristoteliske tankegang, at al erkendelse stammer fra sansningen. Han forsøgte at gøre metafysikken til en selvstændig videnskab, der har væren som sin genstand. Væren besidder sand enhed, hævdede han, og væren kan derfor i samme forstand udsiges om Gud og det af Gud frembragte.

Mens uendelighed karakteriserer guddommelig væren, er skabt væren ifølge Scotus kendetegnet ved at være sammensat. Den består dels af materie, som har en egen beskaffenhed, dels af en flerhed af former, formalitates, som i deres indbyrdes forskellige kombinationer bestemmer de skabte tings væsen. Herudover har hver enkelt ting en særegen form, som fastlægger dens individualitet.

I modsætning til aristotelisk tænkning og i forlængelse af platonisk-augustinsk tradition mente Scotus, at viljen går forud for intellektet. Viljen er principielt fri og ikke bundet af fornuftens dom. Derfor var Gud i sit valg af skabelsesorden og af frelsesorden helt ubundet af sit intellekt.

Johannes Duns Scotus havde mange elever; de dannede en skoleretning, som bestod helt frem til oplysningstiden. I 1593 blev han udnævnt til franciskanerordenens officielle lærer.