Claude-Adrien Helvétius

Han beskrev sin opfattelse af materialistisk sensualisme i De l'Esprit (Om ånden), der blev publiceret i 1758. Det var det eneste af hans værker, der udkom i hans levetid, og det var skrevet over en længere årrække. Udgivelsen skete med censurens tilladelse og kongeligt privilegium, men den blev hurtigt en skandale.

Skandalen bestod i, at Helvétius ikke havde brug for åndelige eller religiøse forklaringer. Naturen og sanserne var tilstrækkelige. Bogen blev fordømt af teologerne på Sorbonne. Den kom på pavens liste over forbudte bøger kaldet Index librorum prohibitorum, og retten til udgivelse blev tilbagekaldt i 1759. Parlamentet i Paris dømte den til at blive brændt af bødlen. Helvétius blev tvunget til at tage offentlig afstand fra bogen og forlade Paris i en længere periode.

Når det enkelte menneske således er et produkt af uddannelse, relationer, omgivelser og sansninger i hverdagen, er det et produkt af tilfældigheder. Det skyldes, at disse påvirkninger konstant varierer. Derfor har alle mennesker som udgangspunkt lige muligheder, og det er tilfældige omstændigheder, der skaber forskellene.

Tilfældighed er ifølge Helvétius ikke en generel forklaring på verden, men på dannelsen af det menneskelige sind. Begrebet bliver dermed centralt for at afvise enhver forklaring, der bygger på determinisme – altså forestillingen om, at alle begivenheder har en årsag. I denne sammenhæng er det uddannelse, der er den vigtigste ressource til at understøtte menneskets optimale udvikling og afhjælpe dets ufuldkommenhed. En ufuldkommenhed, der ifølge Helvétius fremmes af religion.

Som et kuriosum kan nævnes, at kapitel 1 i del 10 af De l’Homme har overskriften ”L’éducation peut tout” (Uddannelse formår alt).

I 1738, kun treogtyve år gammel, blev han udnævnt til kongelig skatteopkræver af den franske dronning Marie Leszczyńska. Det bragte ham i kontakt med Voltaire, der boede på Cirey i hans skattedistrikt. Denne satte pris på den unge Helvétius’ litterære interesser.

Helvétius blev velhavende ved at være kongelig skatteopkræver, og i 1743 købte han Château de Voré i Perche, sydvest for Paris. Han forlod stillingen i 1751 med en formue, der gav ham mulighed for et liv med litteratur, kunst og deltagelse i det sociale liv i Paris.

Samme år giftede han sig med den adelige Anne-Catherine de Ligniville d'Autricourt, som fra 1760 organiserede en litterær salon. Her kunne han derfor møde tidens vigtige personer i sit eget hjem. Blandt disse talte fx Paul-Henri Thiry d’Holbach, Jean le Rond d’Alembert og Honoré Gabriel Riqueti Mirabeau.