farisæisme - eKr

farisæisme - eKr, (af hebr. parush 'adskilt'), jødisk bevægelse, som skilte sig ud som en særlig gruppe i forbindelse med Makkabæeropstanden ca. 160 f.Kr. I løbet af to århundreder udviklede bevægelsen sig fra at være en fromhedsretning blandt flere andre til at blive den jødiske retning, som med sin lære og livsholdning religiøst formåede at samle den jødiske nation efter templets fald i år 70 e.Kr.

Centrum i den farisæiske lære er Torah forstået som dels den skrevne lov, dels den mundtligt overleverede tradition. Den skrevne lov og specielt Mosebøgerne har ubetinget gyldighed, men udlægningen af budene foregår i overensstemmelse med den mundtlige tradition, som altid er i udvikling under ledelse af rabbinerne i enhver generation. Denne progressive tendens i farisæismen har siden da præget jødedommen.

Ifølge farisæisk teologi er Gud det almægtige åndelige væsen, som holder retfærdighed og barmhjertighed sammen. Gud har givet mennesket en fri vilje til at vælge mellem godt og ondt, og Torah er givet som menneskets ledetråd. I Talmud, hvor den mundtlige Torah er samlet, som den så ud ca. 500, kan forholdet udtrykkes sådan: "Når mennesket vælger at gøre det gode, hjælper de himmelske magter det. Når mennesket vælger at gøre det onde, lader de vejen stå åben" (Shab. 104a); eller: "Alt er i Guds hånd undtagen gudsfrygt" (Ber. 33b). Farisæernes lære omfatter desuden punkter som de dødes opstandelse, hinsidig dom med belønning og straf samt Messias' komme.

Frem til år 70 blev farisæismen bekæmpet af de teologisk konservative saddukæere, som ikke anerkendte den mundtlige Torah. Også politisk var de to grupper modstandere. Se jødedom (rabbinsk jødedom).