Martin Luther

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Martin Luther malet i 1543 af Lucas Cranach d.æ.; Uffizierne, Firenze. Siden 1532 var denne måde at portrættere Luther på blandt de prototyper, som Cranach og hans malerværksted kunne levere på bestilling. Det viste billede er den venstre del af et dobbeltportræt i lille format, malet på træ; den højre del er afbildet ved artiklen om Philipp Melanchthon. Samtidens europæiske lærde udvekslede indbyrdes sådanne portrætter af sig selv eller deres åndelige forbilleder.

Martin Luther, 10.11.1483-18.2.1546, tysk teolog og reformator, den centrale skikkelse i det brud med den romersk-katolske kirke, der resulterede i den evangelisk-lutherske kirkeretning.

Martin Luther blev født i Eisleben som søn af en bjergværksarbejder og sat i latinskole i Mansfeld, hvortil forældrene flyttede et år efter hans fødsel, og siden i Magdeburg og Eisenach. I 1501 blev han indskrevet ved universitetet i Erfurt, der da domineredes af skolastisk filosofi og teologi, og i 1505 magister artium.

Luther afbrød et påbegyndt jurastudium, fordi han under en rejse var blevet overrasket af et voldsomt uvejr og på stedet aflagde løfte til Gud om at blive munk, hvis han overlevede. Mod sin fars vilje indtrådte han i augustinereremitternes kloster i Erfurt for at sætte alle sine kræfter ind på sin sjæls frelse.

Efter et år aflagde han ordensløftet; se de evangeliske råd. I 1507 blev han præsteviet og begyndte et teologisk studium. I 1508-09 sendtes han til Wittenberg for at undervise i moralfilosofi, og efter tilbagekomsten blev det teologiske studium afbrudt af en rejse til Rom i ordenens ærinde. I 1511 tog han varigt ophold i Wittenberg, hvor han i hastig rækkefølge fik betroet den ene tillidspost efter den anden: Han blev klosterprædikant, subprior, dr.theol., professor ved det teologiske fakultet og snart også distriktsvikar, dvs. tilsynsførende med en række klostre.

Denne hastige karriere skyldtes ordenens generalvikar, Johann von Staupitz, hvem Luther betragtede som den, der havde bragt ham på det rette spor i hans søgen efter en nådig Gud. Anfægtelser var ikke fremmede for en munks livssfære, og Luther havde svært ved at finde hvile, skønt han ikke sparede sig i sin stræben efter at leve et helligt liv. Han tumlede med problemet om, hvordan han kunne blive befriet fra frygten for Guds vrede. Hjælpen fandt han i det bibelstudium, som fulgte med opgaven som professor.

Udvalg af Luthers teser
Martin Luther protesterede imod kirkens handel med aflad i sine 95 teser, der blev offentliggjort i Wittenberg 31.10. 1517. De er alle kortfattede, men udgør en tankemæssig helhed. Dette udvalg yder derfor ikke den fuldstændige originaltekst retfærdighed, men giver dog et indtryk af den kommende kirkereformators offentlige gennembrud.
20. Derfor mener paven med "fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe" ikke alle overhovedet, men kun dem, han selv har pålagt.
24. Størstedelen af kristenfolket må derfor nødvendigvis blive vildledt ved dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om ophævelse af alle straffe.
27. De, som siger, at sjælen flyver ud af skærsilden, ligeså snart pengene klinger i kisten, fører ren og skær menneskelære.
32. Evig fordømt tillige med deres læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
37. Enhver kristen, hvadenten han er levende eller død, har del i alle Kristi og kirkens goder, og dem får han af Gud, også uden afladsbreve.
39. Det er overmåde vanskeligt, også for de lærdeste teologer, overfor folket samtidig at prise afladens rige gave og pligten til sand anger.
40. Sand anger begærer og elsker straffen for synd, men afladen befrier i sin rundhåndethed derfra og skaber had dertil, i det mindste lejlighedsvis.
41. Den apostolske (dvs. pavelige) aflad må forkyndes med forsigtighed, for at folket ikke skal få den falske forestilling, at den har fortrin fremfor andre kærlighedens gode gerninger.
45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i stedet at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, men Guds vrede.
50. De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer, fremfor at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.
62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.
63. Men denne skat er naturligt nok særdeles afskyet, fordi den gør de første til de sidste (jf. Matth. 20,16).
64. Afladens skat derimod er naturligt nok højt værdsat, fordi den gør de sidste til de første.
94. De kristne bør formanes til med iver at efterfølge deres hoved: Kristus ved straflidelser, dødelser og helvedpinsler
95. og således hellere sætte deres lid til at indgå i Himmeriges rige gennem mange trængsler (jf. Ap.G. 14,22) end gennem den trygge bevidsthed om at eje fred.
Luthers skrifter i udvalg, da. oversættelse Niels Nøjgaard, (1962; 2. udg. 1980)

Fortolkningerne af Davids Salmer samt af Paulus' Romerbrev og Galaterbrev gav ham et syn på evangeliet, der afveg stærkt fra, hvad han havde lært under sit teologiske studium. Fra 1515 gik han åbenlyst til angreb på den skolastiske teologi, som han helst så fordrevet fra universitetet til fordel for studiet af Bibelen og kirkefædrene, navnlig Augustin.

Mens han var optaget af at afvise enhver idé om, at mennesket ved sine gerninger kunne opnå Guds velvilje, og af at betone, at frelsen alene beror på troen på Jesus Kristus som den af Gud skænkede retfærdighed, stødte han på den afladshandel, som paven havde igangsat for at skaffe penge til Peterskirkens opførelse.

Med sine 95 teser om afladen af 31.10.1517 blev han hurtigt berømt og berygtet langt ud over Tysklands grænser. Han bestred afladsprædikanternes påstand om, at man ved at købe disse pavelige begunstigelser kunne opnå Guds velvilje og forbedre afdøde slægtninges vilkår i skærsilden.

Martin Luther blev anklaget i Rom, flere skolastikere gik til angreb på ham, og i oktober 1518 blev han forhørt af kardinal Cajetan, men nægtede at bøje sig for den nøgne autoritet. Af paven såvel som af sine litterære modstandere forlangte han skriftbeviser og overbevisende grunde. I løbet af årene 1518-20 udsendte han et større antal trykte skrifter af tre typer: 1) polemiske svar til de skolastiske modstandere på latin; 2) lærde bibelkommentarer på latin; 3) folkelige skrifter på tysk. Navnlig den sidste kategori opnåede en udbredelse af hidtil uset omfang blandt såvel lægfolk som lærde.

Opgøret med den senmiddelalderlige kirke førte til forkastelse af pavedømmets guddommelige indstiftelse og af de sider af den eksisterende fromhedspraksis, der forudsatte, at mennesker ved deres gerninger kunne opnå guddommelig gunst: sjælemesser, relikvie- og helgendyrkelse, aflad, pilgrimsrejser m.m.

I en appel til kejser Karl 5. og de tyske rigsstænder fremsatte Martin Luther en lang række reformforslag, og i De captivitate Babylonica ecclesiae praeludium (1520, Forspil om kirkens babyloniske fangenskab) kritiserede han den gængse sakramentpraksis og reducerede sakramenterne til to: Dåb og nadver, mens hans traktat Von der Freiheit eines Christenmenschen (1520, Om et kristenmenneskes frihed) upolemisk beskrev den kristne som fri i troen fra alle menneskelige påbud, men bundet til næsten i kærlighed; se også frihed (teologisk frihed).

Martin Luther. Titelbladet til Martin Luthers første fuldstændige oversættelse af Bibelen til tysk, trykt i Wittenberg 1534; træsnittet er i det afbildede eksemplar af bogen blevet håndkoloreret. Allerede i 1522 forelå Luthers oversættelse af Det Nye Testamente, det såkaldte September-Testamente. Arbejdet med Det Gamle Testamente, hvortil Luther havde bistand af flere andre teologer, kunne først afsluttes i 1534, da også de gammeltestamentlige apokryfer var oversat. Undervejs var de forskellige dele af oversættelsen dog udkommet i særskilte udgaver.

Efter et par års litterær kamp, hvori mange af Tysklands lærde deltog, de fleste på Luthers side, nåede pavens bandtrusselsbulle til landet i efteråret 1520, og i april 1521 nægtede Luther over for Rigsdagen i Worms at tilbagekalde sine skrifter. Et kejserligt edikt erklærede ham i rigens akt, dvs. fredløs.

Kurfyrst Frederik 3. den Vise af Sachsen, der hele tiden havde beskyttet sin professor, lod ham i hemmelighed tage ophold på slottet Wartburg, men i marts 1522 vendte Luther tilbage til Wittenberg, hvor reformationsrøret under hans fravær havde fremkaldt kaotiske tilstande, som han hurtigt bragte til ophør blot ved at prædike.

Hverken band eller rigsakt kunne på dette tidspunkt standse Reformationen. Under sit ophold på Wartburg havde Luther oversat Det Nye Testamente til tysk, og siden fortsatte han med Det Gamle Testamente, således at en fuldstændig Bibel kunne trykkes i 1534. Ved sit sproglige mesterskab fik Luthers bibeloversættelse stor betydning for tysk sprog og litteratur.

Midt i 1520'erne var Martin Luther nået så vidt, at han i sine tysksprogede skrifter havde behandlet de fleste emner af grundlæggende betydning: den kristne tros grundelementer (det senere katekismestof), den kristne etik, ægteskabet, kirkebegrebet (herunder det almindelige præstedømme), det kirkelige embede, forholdet til den verdslige øvrighed, rentetagning, fattigforsorg m.m. Disse korte skrifter var letforståelige for den brede befolkning, der derigennem kunne danne sig en helt ny opfattelse af den kristne frihed.

I stedet for evindelig jagen efter "fortjenester", der fik mennesker til at forsømme deres ansvar over for familie og erhverv, henviste Luther de gode gerninger til hverdagens forhold til næsten, og han betonede den sociale forpligtelse med en styrke, der ellers var ukendt i samtiden. Kirkeligt set ville han gøre alle kristne myndige ved at gøre dåben og troen til eneste grundlag, mens det kirkelige embede i stedet for at være et præstedømmes formidling af gudsforholdet skulle forstås som ordets tjeneste, dvs. varetagelse af forkyndelse og forvaltning af sakramenter.

Martin Luther. I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

Snart viste det sig imidlertid, at den nye kristne frihed kunne tolkes anderledes, end Luther gjorde det, og der opstod grupper, der afviste den verdslige samfundsordning eller fundamentalt ønskede at forandre den kirkelige orden ved bl.a. at forkaste barnedåben og oprette menigheder, der var "rene", dvs. som kun bestod af sande kristne (se døberbevægelser).

Over for de uroligheder, som derigennem blev igangsat, reagerede Luther skarpt. Han ønskede kirken opretholdt i dens hidtidige skikkelse, kun renset for, hvad der betragtedes som kirkelige misbrug; først og fremmest afviste han enhver tanke om at bruge evangeliet til at omstyrte samfundet med.

I dette lys skal hans vrede over den radikale reformator Thomas Müntzer og de tyske bondeopstande 1524-25 ses; Müntzer ville udrydde de ugudelige med sværdet, og de væbnede bønder i Den Tyske Bondekrig ville styrte fyrster og øvrighed under påberåbelse af evangeliets ord.

Erasmus af Rotterdam malet ca. 1530-32 i Freiburg af Hans Holbein d.y.; Kunstmuseum Basel. Portrættet er udført på en rund træplade, der blot måler 10 cm i diameter. Det viser Erasmus, som han så ud i sit sidste livsstadium, lidt over 60 år gammel.

På samme tid førte Martin Luther en litterær strid om den menneskelige vilje med Erasmus af Rotterdam. Erasmus, som i en lang årrække havde kritiseret centrale sider af den katolske kirke, støttede Luther i de første år efter 1517, men de evangeliskes brud med paven misbilligede han, ligesom han generelt fandt Luthers adfærd for fremfarende og for uforsonlig.

Erasmus fandt det i De libero arbitrio (1524, Om den frie vilje) nødvendigt at betone den menneskelige viljes handlefrihed af hensyn til moralen i samfundet og menneskets ansvarlighed, mens Luther i sit svar, De servo arbitrio (1525, Om den trælbundne vilje), fandt det afgørende for frelsesvisheden, at alt afhænger af Gud, og derfor hævdede, at viljen er bundet til det onde, medmindre Gud ved sit ord skænker mennesket Helligånden; se også viljens frihed.

Uenighed i den evangeliske lejr om den rette stillingtagen i konkrete situationer bragte Luther i strid med andre evangeliske ledere og fremskyndede efter 1525 en nyordning af kirken i territorier med evangelisk sindede fyrster. Luther deltog med forslag til nyordning af en tysksproget gudstjeneste, med salmer til brug ved gudstjenesten (bl.a. "Vor Gud han er så fast en borg" og "Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!") og med sin Store og Lille Katekismus. Han afviste at lade sine forslag og de kirkeordninger, der blev gennemført i Sachsen, være bindende; han ville ikke optræde som "pave", og i modsætning til Jean Calvin og andre reformatorer betragtede han kirkens ydre ordning som en fri sag, blot den kunne tjene evangeliets forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.

Martin Luther. Efter offentliggørelsen af sine 95 teser i Wittenberg blev Martin Luther indkaldt til et forhør i forbindelse med rigsdagen i Augsburg i oktober 1518. Forhøret blev foretaget af den pavelige legat Thomas Cajetanus og drejede sig især om retfærdiggørelse ved troen alene, hvilket var Luthers synspunkt, over for den guddommelige nåde i sakramenterne og den skat af gode gerninger, som pavestolen hævdede at besidde. Forhøret endte med, at Luther blev forvist fra rigsdagen og måtte flygte fra Augsburg. Farvelagt træsnit fra Ludwig Rabus Historien der Heyligen Ausserwählten Gottes Zeugen (1557).

I slutningen af 1520'erne kom Luther i strid med Huldrych Zwingli i Zürich om forståelsen af nadveren, som Zwingli ville opfatte som rent symbolsk, idet han anså troen som Helligåndens gave for at være helt uafhængig af alle ydre ting. Luther holdt fast ved, at Gud virker gennem det ydre ord, dvs. forkyndelsen og de ord, der er knyttet til sakramenterne. Derfor skal nadverordene forstås, som de lyder.

I 1530'erne opstod en intern strid i kredsen af Wittenbergreformatorer, som førte til et brud mellem Luther og hans elev Johann Agricola, som ville hævde, at Guds lov ikke gælder for kristne. For Luther befandt mennesket sig bestandig mellem loven, der dømmer det, og evangeliet, der tilsiger det syndernes forladelse; den såkaldte antinomisme tager kraften af begge dele, mente han (se også lov (lov og evangelium)).

I 1530'erne, da dels forhandlinger på rigsplan om religionsstriden, dels overvejelser over evt. væbnet forsvar for evangelisk kristendom stod på dagsordenen, måtte Philipp Melanchthon blive hovedforhandleren, fordi Luther som fredløs måtte blive hjemme. Han deltog dog i rådslagninger med kurfyrsten og søgte så længe som muligt at hindre anvendelse af våben, men måtte til sidst bøje sig. Den Augsburgske Bekendelse (1530), som blev samlingsmærke for de evangeliske fyrster og byer, anerkendte han med en vis kritik af dens forsigtighed.

Med sine bibelkommentarer og prædikener og mangfoldige øvrige skrifter på tysk vedblev han at øve betydelig indflydelse. Uforfærdet og uden hensyn til, hvad andre mente om ham, tog han løbende stilling til alle begivenheder og forhold, der forekom ham af betydning for den evangeliske sag. Det kunne undertiden føre til udsagn, der i deres kompromisløse skarphed forfærdede selv hans nærmeste venner.

Et højdepunkt i grovhed og hensynsløs vrede nåede han i en række skrifter vendt imod paven, tyrkerne og jøderne fra begyndelsen af 1540'erne. Skønt den form, disse skrifter har, næppe kan forsvares af nogen, er der dog aldrig tale om meningsløse følelsesudladninger. Luther har altid et teologisk anliggende, men han bærer selv en betydelig del af ansvaret for, at dette anliggende ofte er blevet overset, fordi det fremføres i en så ubehagelig og hadefuld form.

Wittenberg. Lutherhaus, der oprindeligt var opført som augustinereremitkloster stammer fra 1504. Martin Luther boede her fra sin ankomst i Wittenberg i 1508, først som munk og fra 1525 sammen med sin familie. I 1883 blev bygningen indrettet som museum. Foto 1996.

Reformationens indførelse førte overalt til, at præsterne opgav cølibatet og giftede sig. Luther var, da han i 1525 indgik ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora, en af de sidste i sin kreds, der gjorde det. Hans hjem, det tidligere augustinereremitkloster i Wittenberg, blev et samlingssted for evangeliske fra Tyskland og fra udlandet.

Gennem Luthers brevveksling får man indtryk af en familie, præget af stor gensidig omsorg og kærlighed. Forskellige elever nedskrev gennem årene Luthers Tischreden (1566, Bordtaler), hvis mangfoldighed i emner og sindsstemninger vidner om hans levende interesse for alle menneskelige anliggender.

Som forfatter hører Martin Luther til verdenslitteraturens mest produktive. En videnskabelig udgave af hans samlede skrifter blev påbegyndt i Weimar i 1883; den afsluttedes 100 år senere med bind 61. Men udgaven omfatter meget mere: seks bind Tischreden, ti bind arbejder vedr. den tyske bibeloversættelse og 17 bind breve til og fra ham. Hertil kommer et antal registerbind, hvoraf hidtil 10 bind er udkommet (2007).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Martin Luther. Titelbladet til Martin Luthers første fuldstændige oversættelse af Bibelen til tysk, trykt i Wittenberg 1534; træsnittet er i det afbildede eksemplar af bogen blevet håndkoloreret. Allerede i 1522 forelå Luthers oversættelse af Det Nye Testamente, det såkaldte September-Testamente. Arbejdet med Det Gamle Testamente, hvortil Luther havde bistand af flere andre teologer, kunne først afsluttes i 1534, da også de gammeltestamentlige apokryfer var oversat. Undervejs var de forskellige dele af oversættelsen dog udkommet i særskilte udgaver.

© Dette billede må du ...

Martin Luther. Efter offentliggørelsen af sine 95 teser i Wittenberg blev Martin Luther indkaldt til et forhør i forbindelse med rigsdagen i Augsburg i oktober 1518. Forhøret blev foretaget af den pavelige legat Thomas Cajetanus og drejede sig især om retfærdiggørelse ved troen alene, hvilket var Luthers synspunkt, over for den guddommelige nåde i sakramenterne og den skat af gode gerninger, som pavestolen hævdede at besidde. Forhøret endte med, at Luther blev forvist fra rigsdagen og måtte flygte fra Augsburg. Farvelagt træsnit fra Ludwig Rabus Historien der Heyligen Ausserwählten Gottes Zeugen (1557).

© Dette billede må du ...

Martin Luther, som han så ud i 1520, da han offentligt brændte bøgerne med den kanoniske ret og pave Leo 10.s bandtrusselsbulle, men endnu selv bar tonsur og augustinernes ordensdragt. Lucas Cranach d.æ. er mester for dette kobberstik, det ældste regulære Lutherportræt. Indskriften på latin betyder Det uforgængelige billede af sin ånd udtrykker Luther selv, mens hans forgængelige ansigtstræk fastholdes ved hjælp af Lucas' voks, dvs. af dette kobberstik. En sådan skelnen mellem udødelige tanker og dødelige mennesker var yndet blandt samtidens humanister.

© Dette billede må du ...

Martin Luther malet i 1543 af Lucas Cranach d.æ.; Uffizierne, Firenze. Siden 1532 var denne måde at portrættere Luther på blandt de prototyper, som Cranach og hans malerværksted kunne levere på bestilling. Det viste billede er den venstre del af et dobbeltportræt i lille format, malet på træ; den højre del er afbildet ved artiklen om Philipp Melanchthon. Samtidens europæiske lærde udvekslede indbyrdes sådanne portrætter af sig selv eller deres åndelige forbilleder.

© Dette billede må du ...

Martin Luther. I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

Viser 6 af 6 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
10/11/2013
JohnHenning
11/01/2010
Redaktionen
10/11/2009
Ekspert
TeHa
Oprindelig forfatter
Grane
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki