Konrad Celtis, 1459-1508, tysk humanist og latindigter. Konrad Celtis studerede i Köln og Heidelberg, bl.a. hos Rudolf Agricola; sidst i 1480'erne opholdt han sig i Italien, hvor mødet med flere fremtrædende italienske humanister blev af afgørende betydning for ham.
I 1492 blev han professor ved universitetet i Ingolstadt. Han blev, bl.a. på kejser Maximilian 1.'s anmodning kaldet til universitetet i Wien i 1497 og forblev dér til sin død.
Som latinsk digter skrev Celtis dramaer og digte i klassiske versemål; samtidens højeste anerkendelse opnåede han, da han i 1487 blev digterkronet af den tysk-romerske kejser Frederik 3. i Nürnberg. Celtis' begejstring for den klassiske oldtid dannede baggrund for hans arbejde med det tyske områdes historiske og litterære monumenter. I benediktinerklosteret Sankt Emmeram i Regensburg fandt han således et håndskrift med Hrotsvitas latinske digte og dramaer fra 900-t., som han udgav på tryk i 1501. Tacitus' Germania udgav han i 1500.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki