eder

eder, bandeord, sproglige udtryk for ønsker eller forsikringer, hvis oprindelig religiøse karakter bevirker, at nogle opfatter dem som bespottelige, andre blot som mere eller mindre stødende mod god tone, mens atter andre uanfægtet accepterer eller ynder dem som et middel til at fremhæve vished eller holdning.

En ed kan være formet som en sætning med verbet i optativ (ønskemåde), fx Gud fri os vel! / Gud døde mig! / fanden tage mig! / pokker stå i det! Ofte er objektet mig afsvækket til -me, fx kraftedeme 'kræft æde mig', også uden verbum som i fandeme eller uden subjekt som i spilleme, oprindelig fanden spille mig. Opfindsomt udbyggede varianter er fx den onde (med udtalt d) lyne og brodere mig / kraftpetervælteme. Omvendt er enkelte oprindelig sætningsformede eder reduceret til adverbier; således må gu / sågu / sgu antagelig stamme fra 'så Gud hjælpe mig'.

Til eder regnes også forsikringer som ved Gud og forbandelser som for helvede / det var fandens / det var som satan.

Da eder dækker et psykologisk behov, samtidig med at de kan vække anstød, er eufemistiske omskrivninger opstået. Eksempler på sådanne "afholdseder" er ved grød svarende til ved Gud, og for søren / søreme / sørenjenseme / saftsuseme / sagomeleme, der alle har Satan som kerne.

Danskernes flittige brug af eder er gammel. Allerede 1557 lod biskop Peder Palladius et advarende skrift trykke Om den store Guds Bespaattelse met Suæren oc Banden.