subjekt

subjekt, (af lat. subiectum, perf.part. af verbet subjicere 'lægge under'), grundled, grammatisk betegnelse for det sætningsled, der sammen med et verbal kan danne en sætning, fx Peter i Peter arbejder. Subjektet betegner ofte den, der udfører den handling, som udtrykkes i verbalet, og repræsenterer den semantiske rolle agent. Sammen med objektet udgør subjektet de centrale sætningsled eller aktanter.

Et subjekt består normalt af et substantiv, et substantivsyntagme, et pronomen eller en ledsætning. Subjektet står i nominativ i de fleste indoeuropæiske sprog, men kan i sprog, der tilhører andre sprogtyper, stå i andre kasus.

Subjektets fremtrædende rolle i sætningsdannelsen fremgår bl.a. af, at det i de fleste sprog kommer før objektet. I nogle sprog kan subjektets person og tal udtrykkes i verbalet og evt. prædikativet, jf. fr. l'homme est mortel 'mennesket er dødeligt' over for plur. les hommes sont mortels. I mange sprog, fx dansk, skal subjektpladsen altid udfyldes; her benyttes ofte det foreløbige eller formelle subjekt det, der, også kaldet det grammatiske subjekt, jf. Det er svært at gøre alle tilpas og Der er mus i skabet. I disse eksempler regnes leddene at gøre alle tilpas og mus for sætningens egentlige eller logiske subjekter.

Da subjektet kodes ret forskelligt i forskellige sprog, kan der næppe opstilles tværsproglige formelle kriterier for, hvornår noget kan kaldes et subjekt. I en semantisk definition ses det prototypiske subjekt som det led, der er både agent og sætningens tema, dvs. det, sætningen handler om. Se også prædikation, sprogtypologi og sætning.