substantiv

substantiv, navneord, grammatisk betegnelse for en ordklasse, der betegner mulige referenter, dvs. ting, man kan tale om, enten konkrete ting, fx hus, stol, eller tænkte forhold, fx spøgelse, trylledrik. Syntaktisk fungerer substantiver ofte som subjekt, objekt, prædikativ eller styrelse i en præpositionsforbindelse.

Ordklassen substantiver betegner oftest både appellativer (fællesnavne) og proprier (egennavne), men bruges også om appellativer alene, idet proprier kun benævner et væsen eller et sted uden at sige meget om dettes nærmere beskaffenhed, mens appellativer beskriver et tilhørsforhold til en klasse, fx Inge og København over for pige og hovedstad.

I mange sprog, også dansk, har substantiverne et køn, fx et bord, en stol. De bøjes på dansk i tal, fx en stol, flere stole, i bestemthed, fx en stol, stolen, og i kasus, idet der for at angive genitiv kan tilføjes -s, fx stol, stols. I alt har et dansk substantiv således normalt otte forskellige former: stol, stols, stolen, stolens, stole, stoles, stolene, stolenes; se også dansk sprog.

Substantiver synes at udgøre en universel ordklasse. På alle sprog behandler man på en ensartet måde alle de ord, der betegner noget konkret, hvad enten det er levende væsener, ting eller ikke-tællelige fænomener som sukker og vand. Alle ord, der betegner en klasse af konkrete genstande, tilhører kategorien substantiver, men ikke alle substantiver betegner noget konkret. Der kan være tale om dels begreber, fx ære, dels afledte substantiver, der er dannet af adjektiver ved tilføjelse af fx -hed, jf. skøn, skønhed, og af verber ved tilføjelse af fx -ning, jf. skrive, skrivning.

Se også ordklasse.