bogstav, (sammensat af bog og stav i bet. 'lodret skrifttegn', opr. om runetegn), skrifttegn, der symboliserer en sproglyd, enten en vokal eller en konsonant. Det danske alfabet har 29 bogstaver, hvoraf ni angiver vokaler (a,e,i,o,u,y,æ,ø,å) og resten konsonanter.
Af de danske bogstaver stammer de første 25 fra det latinske alfabet. Sammen med de latinske bogstaver blev de oprindelig sammenskrevne tegn vv, ae og oe i formerne w, æ og ø overtaget fra tysk og angelsaksisk skrift. I tysk blev æ og ø senere udskiftet med ä og ö, som i begyndelsen af 1500-t. blev optaget i svensk, hvor man samtidig dannede å for det ældre aa. Å indførtes officielt i norsk 1917 og i dansk 1948.
De latinske bogstaver er lånt, formodentlig via etruskisk, fra det græske alfabet, som var det første, der havde bogstavtegn for både vokaler og konsonanter. I den semitiske skrift, hvorfra de græske bogstaver er lånt, blev vokalerne oprindelig ikke angivet, men senere markeret ved diakritiske tegn. Skellet mellem "store" bogstaver (majuskler eller versaler) og "små" bogstaver (minuskler) stammer fra den tidlige middelalder. I antikken brugtes kun én form: de store bogstaver. Se også alfabet.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki