dialekt

dialekt, ved en dialekt, også kaldet folkemål, forstås almindeligvis en sprogform, der er karakteristisk for en geografisk del af et større sammenhængende sprogområde. Betegnelsen dialekt bruges imidlertid på meget forskellig måde. Når det gælder et sprog som dansk, der har en standardiseret skriftlig norm og en forholdsvis standardiseret rigsmålsudtale, betegner man ofte enhver lokal afvigelse fra denne rigsmålsudtale som dialekt. Der kan her være tale om ret små afvigelser, fx i tonegangen, i udtalen af visse vokaler, fx a-kvaliteten i et ord som bakke, eller i brugen af bestemte grammatiske konstruktioner, fx for vi andre og manden tog hans hat.

Inden for sprogvidenskaben bruger man betegnelsen dialekt om en lokal sprogform set i dens helhed. Dialekter af samme sprog kan afvige meget stærkt fra hinanden; det er især ofte tilfældet for lydsystemet og for dele af ordforrådet, men der kan også være betydelige grammatiske forskelle. Således har de traditionelle danske dialekter øst for Lillebælt ligesom tysk tre grammatiske køn, idet fx månen er hankøn, solen hunkøn og huset intetkøn, mens rigsmålet, sønderjysk og østjysk bortset fra djurslandsk kun har to køn og vestjysk ligesom engelsk helt mangler denne grammatiske kønsforskel ved betegnelser på tællelige ting. Se danske dialekter.

Begrebet dialekt har dog under alle omstændigheder en relativ karakter: Man kan kalde jysk som helhed en dansk dialekt; men man kan også tale om nørrejysk eller endnu mere specifikt om vendelbomål som en dialekt. Ofte kaldes lokale sprogformer for underdialekter. Inden for sprogvidenskaben skelner man i øvrigt mellem dialekt og regionalsprog, idet der ved det sidste forstås en forholdsvis rigsmålsnær fællesnorm for et større geografisk område, fx Fyn.

Der er uheldigvis ikke nogen veldefineret grænse mellem begrebet dialekt og begrebet sprog. Inden for sprogvidenskaben har man forsøgt at bruge gensidig forståelighed mellem nabodialekter som kriterium, når man taler om dialekter af samme sprog. Ofte lægges der dog mere vægt på det historiske kriterium: De danske dialekter har deres rod i gammeldansk, dvs. dansk fra 1100-1525, og er dermed dialekter af et og samme sprog. Dette giver problemer med placeringen af skånsk, der ud fra ét synspunkt er en svensk dialekt, ud fra et andet en (gammel) dansk dialekt.

Den almene opfattelse af, hvad der er sprog, og hvad der er dialekt, bygger på nogle mere eller mindre implicitte og meget problematiske kriterier. Det ene er af politisk art: Nationer har sprog; lokale grupper har dialekter. Det andet vedrører anvendelsesområderne for en sprogform: Hvis den skrives, har man et sprog, ellers en dialekt. Tager man udgangspunkt i disse synspunkter, er det ikke overraskende, at færøsk i 1800-t. blev rubriceret som en dansk dialekt, selvom det i virkeligheden er et sprog, der er nærmere beslægtet med vestnorsk og islandsk end med dansk. I modsætning hertil kan nævnes, at man taler om kinesiske dialekter, skønt der i virkeligheden er tale om sprog, der indbyrdes er mere forskellige end de nordiske. Se også sociolekt.