René Descartes

I 1637 udgav René Descartes et værk i fire dele, hvori han i den første, berømte Discours de la méthode (Om Metoden, 1937; 1967; 1994) skitserer sin metode i fire regler:

1. Man bør kun anse det for sandt, som er evident
2. Man bør opdele et givent problem i så enkle delproblemer som muligt
3. Man bør begynde med det mest enkle og forståelige
4. Man bør holde regnskab med, hvor i processen man befinder sig.

Af de tre andre dele regnes især den geometriske del for Descartes' væsentligste videnskabelige arbejde; i La géométrie tog han algebraen i brug til at analysere geometriske problemer, og han indførte en notation, hvor han brugte alfabetets første bogstaver til at betegne kendte størrelser og dets sidste til at betegne ukendte størrelser. Dermed havde han lagt grunden til den analytiske geometri.

I Meditationes de prima philosophia (1641, Meditationer over den første filosofi, dvs. over metafysik; da. oversættelse i Poul Dalsgård-Hansen Descartes, 1966; 1991) søgte Descartes at vise, at skepticismen er selvgendrivende. Når man tvivler om alt og dermed tænker, er det evident, at man eksisterer. Derfor gendriver den universelle tvivl sig selv, idet den tænkende ikke kan betvivle sin egen eksistens.

Det er denne "første vished", der ofte (men ikke af Descartes selv) formuleres som cogito ergo sum, 'jeg tænker, altså eksisterer jeg'. Også kausalloven (årsag) er evident, og ved hjælp af den kan han bevise, at der eksisterer en gud og en omverden. Denne argumentation tager sit udgangspunkt i bevidsthedens forestillinger eller idéer; dermed repræsenterer Descartes et brud med den tidligere filosofi, der tog sit udgangspunkt i guddommen.

I Meditationes argumenterer Descartes også for, at der er fundamental forskel mellem bevidsthed og materie. I renæssancen blev den fysiske verden opfattet som en organisme, der gennemstrømmes af åndelige kræfter.

Descartes ville, i stil med Galilei, bestemme den fysiske verden udelukkende ud fra kvantificérbare, målelige egenskaber; da det forudsatte en eliminering af det åndelige og ikke-kvantificérbare fra universet, førtes Descartes til at karakterisere det materielle som udstrakt, dvs. som rumligt (res extensa), og bevidstheden som tænkende og urumlig (res cogitans).

Det vil sige, at Descartes får adskilt det materielle og det tænkende (det sjælelige) i to forskellige substanser – dualisme. Han ser altså mennesket som et dualistisk væsen, som består af det sjælelige, bevidstheden og det materielle, kroppen. Den sjælelige substans er karakteriseret ved, at den tænker og er uudstrakt, den materielle substans, kroppen er karakteriseret ved, at den ikke tænker og er udstrakt. Sjælen er fri og tænker ud fra logikkens principper. Kroppen er ufri og virker efter mekanikkens principper.

Og spørgsmålet bliver, hvordan de to forskellige substanser kan interagere med hinanden, hvilket de åbenlyst gør. Den første, der rejser dette spørgsmål, er prinsesse Elisabeth af Böhmen, som Descartes havde en omfattende brevveksling med. Hendes løsning på problemet er at se det tænkende som også havende udstrækning. Men i værket Les Passions de l’ậme (1649, sjælens følelser) postulerer Descartes, at en vekselvirkning mellem de to så forskellige substanser kan forekomme, og at koglekirtlen (glandula pinealis) er det sted, hvor det sjælelige og kropslige står i forbindelse med hinanden.

I Principia philosophiae (1644, Filosofiens principper), Descartes' systematiske hovedværk, opstiller han læren om den fysiske verden som et materielt system, der er underkastet matematisk formulerbare stødlove. Værket rummer en af de mest gennemførte formuleringer af 1600-tallets mekaniske naturopfattelse.

I 1649 modtog René Descartes en invitation fra den svenske dronning Kristina om at komme til Stockholm for at indvie hende i sine videnskabelige teorier. Det kolde klima nedbrød hastigt hans helbred, og han døde året efter sin ankomst.

• filosofi
• analytisk geometri