Jürgen Habermas

Habermas er født i Düsseldorf, Tyskland i 1929, og voksede op under Hitler-regimet og 2. Verdenskrig, hvilket har sat sine tydelige spor i hans tænkning. I 1954 afsluttede han sine studier i filosofi, psykologi og økonomi, og virkede dernæst et par år som freelancejournalist, før han i 1956 blev assistent for Theodor W. Adorno ved Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main. 1964 fik han et professorat i filosofi og sociologi ved universitetet sammesteds, og i 1971 blev han direktør for Max-Planck-instituttet for forskning i "livsbetingelser i den teknisk-videnskabelige verden" i Starnberg. I 1981 fik han igen et professorat ved universitetet i Frankfurt am Main, nu i filosofi. I 1994 blev han pensioneret.

Som professor emeritus har Habermas fortsat sit akademiske virke med en række filosofiske og samfundsteoretiske værker, gæsteophold og forelæsninger rundt omkring i verden. Han har gennem hele sit liv gjort sig aktivt gældende som offentlig politisk intellektuel i form af en jævn strøm af analyser, kommentarer, debatindlæg og interviews om begivenheder og udvikling i Tyskland, Europa og verden, herunder i direkte dialog med fremtrædende politikere.

Habermas har i kraft af sit vidtspændende forfatterskab og sin rolle i offentligheden været en af verdens mest indflydelsesrige intellektuelle i mange årtier.

Jürgen Habermas har som sit mål haft at fortsætte Frankfurterskolens oprindelige projekt: udarbejdelsen af en "kritisk" samfundsteori. Dette har bragt ham i berøring med mange forskellige emner og videnskabsgrene, især filosofi, sociologi, psykologi og sprogvidenskab. Det gennemgående tema for hans vidtfavnende forfatterskab er forudsætningerne for et åbent demokratisk samfund, baseret på borgernes aktive deltagelse i offentlig ræsonnerende samtale. Dette tema skal ikke mindst ses i relation til Tysklands antidemokratiske fortid.

At samfundsteori skal være kritisk forudsætter et normativt perspektiv på det samfund, den handler om. Det vil sige, at man taler ud fra en værdi om, hvordan "det gode samfund" bør se ud. Et sådant program er kontroversielt og er blevet opfattet som et brud med et videnskabsteoretisk grundprincip om værdifrihed.

Habermas' synspunkt er imidlertid, at samfundsteori ikke kan undgå at udtrykke en normativ kerne. Det skyldes, at den selv er en del af den samtale og refleksion, den handler om. Den normative kerne skal ikke og kan ikke være privat og subjektiv, men åben og til fri debat. Det overordnede sigte for kritisk samfundsteori skal være at nedbryde illegitim magt og ulighed, som kan hæmme den frie debat.

Dette ideal beskriver Habermas allerede i sit første og måske mest kendte hovedværk Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962, på dansk Borgerlig offentlighed, offentlighedens strukturændring: Undersøgelser af en kategori i det borgerlige samfund, 2012). Her beskriver Habermas, hvordan en relativt uafhængig offentlighed i løbet af 1700-tallet spirede frem i Europa. Det skete ud fra oplysningstidens idealer om fri, ræsonnerende samtale.

Udfoldelsen af de visioner, som dermed kom til syne, er ifølge Habermas siden blevet hæmmet og afsporet. Årsagen er de kommercielt styrede massemedier sammen med magtfulde politiske og økonomiske særinteresser. Offentligheden er yderligere blevet svækket gennem øget individualisme, privatisme og forbrugsorientering med afpolitisering til følge. Habermas taler her om en refeudalisering, der betyder en befæstelse af en hierarkisk magtstruktur.

Hans næste større værk er bogen Erkenntnis und Interesse (1968, Erkendelse og interesse). Den behandler mere almene filosofiske spørgsmål, særligt det erkendelsesteoriske grundlag for kritisk teori. Dette grundlag skal findes i forholdet mellem videnskabelig erkendelse og praksis. Habermas kritiserer positivismen for at foregive, at videnskaberne kan være helt værdi- og interessefrie udenforstående tilskuere. Han mener tværtimod, at al videnskab er udtryk for helt grundlæggende "erkendelsesledende interesser"; interesser, som han betragter som almene og knyttet til det at være menneske i et samfund i det hele taget.

Habermas taler her om tre erkendelsesledende interesser og tre tilsvarende typer af videnskaber, hver med deres særlige former for erkendelse og metoder: en teknisk, en praktisk og en frigørende erkendelsesledende interesse. Hertil svarer i hovedtræk opdelingen mellem teknisk-naturvidenskabelige videnskaber, der er orienteret efter generelle lovmæssigheder og teknisk naturbeherskelse, de humanistiske videnskaber, der søger efter meningsgivende fortolkning, og kritiske samfundsvidenskaber, der søger at afdække og kritisere illegitim magt og ulighed.

Habermas søgte hermed at forstå videnskabernes grundlag ud fra deres indlejring i menneskers praksis overfor naturen og indbyrdes i det sociale liv.

Med sin kritik af det traditionelle videnskabssyn og sin nye formulering af et grundlag for kritisk teori inspirerede Habermas 1960'ernes studenteroprør. Den militante del af oprøret tog han dog selv skarpt afstand fra.

Inden for sociologien har Jürgen Habermas bidraget med sine forsøg på at sammenføje hermeneutisk og fænomenologisk sociologi med systemteori og funktionalisme. Her har hans teori om system og livsverden fået størst indflydelse.

I Legitimationsprobleme der Spätkapitalismus (1973, Legitimationsproblemer i senkapitalismen) analyserer Habermas, hvordan de økonomiske krisetendenser i senkapitalistiske samfund svækker velfærdsstatens legitimitet. Det sker, siger han, fordi de øgede krav og forventninger om, at det offentlige skal afhjælpe virkningerne af økonomiske kriser, ikke kan indfries.

I hovedværket, Theorie des kommunikativen Handelns (1981, dansk uddrag Teorien om den kommunikatie handlen, u.å.) forsøger Habermas dels at vise, at fornuften har et grundlag i sproglig kommunikation. Det gør han med udgangspunkt i analytisk sprogfilosofi, jf. talehandlingsteori. Dels søger han at vise, at system og livsverdenen er udviklet historisk. Denne udvikling er sket i takt med fremvæksten af moderne markedsøkonomier, stater og retssystemer og med udspaltningen af selvstændige områder for videnskab, kunst og moral.

I midten af 1980'erne engagerede Jürgen Habermas sig i debatten om postmodernismen. Det sker i værket Der philosophische Diskurs der Moderne: Zwölf Vorlesungen (1985, ”Den filosofiske diskurs om det moderne. Tolv forelæsninger”). Han kritiserede postmodernismen for bl.a. at være irrationel, relativistisk og politisk konservativ. Specielt kritiserede han Michel Foucault og Niklas Luhmann for ”kryptonormativisme”, dvs. at de under dække af tilsyneladende værdineutrale formuleringer formidlede normative vurderinger.

Sammen med Karl-Otto Apel udviklede Habermas i starten af 1980’erne den såkaldte diskursetik ("Diskursethik – Notizen zu einem Begründungsprogramm", 1983, på dansk: ”Diskursetik. Notitser til et begrundelsesprogram”, 1996).

Diskursetikken er en teori om, hvordan almene handlingsnormer kan begrundes i et samfund, hvor der ikke er enighed om retfærdighed, værdier eller hvad der skal forstås ved et godt liv. For at handlingsnormer kan anerkendes som gensidigt forpligtende, kræver det, at alle berørte personer, som deltager i en rationel samtale, tilslutter sig dem.

Den næste grundpille i Habermas’ samfundsteori er hans demokratiteori, som han udfolder i bogen Faktizität und Geltung (1992; Fakticitet og gyldighed). Her behandler han forholdet mellem demokrati, grundrettigheder, retsstat og civilsamfund.

Selve titlen, ”Fakticitet og gyldighed”, udtrykker en dobbelthed, der kendetegner retten i demokratiske retsstater: den skal på den ene side fremstå som faktisk gældende; den skal kunne håndhæves effektivt. Og på den anden side må den være subjektivt gyldig i betydningen legitim, retfærdig i borgernes subjektive vurdering. Den skal udtrykke borgernes vilje.

Habermas har siden 1980’erne også interesseret sig for religionens rolle i moderne samfund, herunder også det filosofiske spørgsmål om forholdet mellem tro og viden. Det har betydning for hans erkendelsesteori, hans teorier om det moderne og for, hvad der skal tælle som gode argumenter i samtale både politisk og moralsk.

Habermas har desuden siden 1960’erne markeret sig som en engageret deltager i offentlig debat om tidens store samfundsproblemer og begivenheder. Det er sket gennem store essays, debatindlæg, interviews og foredrag.

Blandt de emner, han har behandlet, kan nævnes følgende:

• Studenteroprøret (1968-1970)
• Terrorisme og Berufsverbot i Vesttyskland (1977-1978)
• Velfærdsstatens krise (1985)
• Civil ulydighed (1985)
• Historikerstriden i Vesttyskland (kontroverser om Holocaust)
• Den tyske genforening (1989/1990)
• Europæisk integration og europæisk forfatning (1990’erne)
• Forfatningspatriotisme og verdensborgerskab (1990’erne)
• Krigsforbrydelser og folkedrab under Balkankrigen (1990’erne)
• Genteknologi og kloning (1998)
• Kontroverser om sekularisering, religion og politik i det offentlige rum (2002)
• Irakkrigen (2003)
• En europæisk forfatning (igen, 2010)
• Foredrag for Det Europæiske Råd om solidaritet og krise i EU (2011)
• Essays og debatindlæg om demokrati og udbygning af EU (2012 og følgende år)
• Krigen Rusland–Ukraine (2022-23).

Mange af disse essays er offentliggjort i serien Kleine Politische Schriften I-XII (1981-2013).

Habermas har modtaget en lang række priser og andre æresbevisninger, herunder Sonningprisen i København (1987) og Holbergprisen i Bergen (2005).

• kritisk teori
• Frankfurterskolen
• sociologi
• etik
• handlingsteori