De frie kunster. I bogen Hortus Deliciarum fra ca. 1180 ses Sapientia (Visdommen) midt i en cirkel sammen med Platon og Sokrates, og udenom står de frie kunster som syv klassiske damer med deres attributter. Øverst er det Grammatikken med ris og bog, mod højre Retorikken med skrivetavle og griffel, Dialektikken (logikken) med hundehoved, Musikken med harpe, Aritmetikken med kugleramme, Geometrien med passer og Astronomien, der tæller stjerner. Under cirklen de fire evangelister. De sidder og skriver, inspireret både af Visdommen og de frie kunster samt Helligånden, der i form af en due hvisker dem i øret.

.

Erasmus af Rotterdam. Maleri af Hans Holbein d.y., 1523-24.

.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

.

Humanisme. Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen. Foruden andre tekster på latin indeholder bindet en lærebog i de frie kunster, bl.a. trivium artes, dvs. grammatik, retorik og logik. Lærebogen, Institutiones, er skrevet i 500-t. af Cassiodorus. De to bogmalerier viser Cicero siddende under et par grønne træer med hat og bog samt Rhetorica, talekunstens personifikation, der taler til en forsamling af lærde. Håndskriftet, der muligvis har tilhørt Petrarca, er udført i 1300-t.s første halvdel i Norditalien; i dag findes det i Bibliothèque nationale, Paris.

.

Perspektiv. Masaccio malede ca. 1427 freskoen Treenigheden i kirken Santa Maria Novella i Firenze. Med sit frontperspektiv giver billedet indtryk af et virkeligt rum, der åbner sig i muren, hvorpå det er malet. Alle vandrette linjer i motivet, som står vinkelret på billedfladen, fx i kassetteloftet, vil, når de forlænges nedefter, mødes i et punkt allernederst i billedet, det såkaldte hovedpunkt. Rumillusionen forstærkes ved, at billedet er placeret på muren, således at hovedpunktet befinder sig omtrent i beskuerens øjenhøjde, og ved at personerne er afbildet i naturlig størrelse.

.

Johann Wolfgang Goethe. Johann Heinrich Wilhelm Tischbein Goethe i Campagnen; maleri, 1786/88.

.

Humanisme. Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen. Foruden andre tekster på latin indeholder bindet en lærebog i de frie kunster, bl.a. trivium artes, dvs. grammatik, retorik og logik. Lærebogen, Institutiones, er skrevet i 500-t. af Cassiodorus. De to bogmalerier viser Cicero siddende under et par grønne træer med hat og bog samt Rhetorica, talekunstens personifikation, der taler til en forsamling af lærde. Håndskriftet, der muligvis har tilhørt Petrarca, er udført i 1300-t.s første halvdel i Norditalien; i dag findes det i Bibliothèque nationale, Paris.

.

Humanisme. Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen. Foruden andre tekster på latin indeholder bindet en lærebog i de frie kunster, bl.a. trivium artes, dvs. grammatik, retorik og logik. Lærebogen, Institutiones, er skrevet i 500-t. af Cassiodorus. De to bogmalerier viser Cicero siddende under et par grønne træer med hat og bog samt Rhetorica, talekunstens personifikation, der taler til en forsamling af lærde. Håndskriftet, der muligvis har tilhørt Petrarca, er udført i 1300-t.s første halvdel i Norditalien; i dag findes det i Bibliothèque nationale, Paris.

.

Humanisme er et ord der ofte bruges uklart. Det lader sig som regel henføre til to hovedbetydninger: humanisme som livssyn og humanismen som betegnelse for en periode i europæisk åndsliv, hvor tidens kulturelle bestræbelser relateredes til den antikke kultur.

Faktaboks

Etymologi
Ordet humanisme kommer af latin humanus 'menneskelig' og -isme.

Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter.

Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag. Hans indsigt i det menneskelige viser sig helt ud i omgangsformen, sådan som Erasmus af Rotterdam udvikler det i sine Fortrolige samtaler (1518). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil. Man kan, som den tyske filosof Hans-Georg Gadamer har gjort, kalde dannelse, dømmekraft, sund fornuft (sensus communis) og smag — forstået iden dybere betydning som sans for kvalitet — for "humanistiske ledemotiver".

Humanismen som historisk fænomen kan i europæisk tænkning bredt dateres til tidsrummet 1300-1600. Dens repræsentanter mente, at de nævnte egenskaber måtte erhverves ved at danne sig efter de gode tænkere og forfattere, først og fremmest antikkens autores; i humanistisk forstand ville de således blive "autoriteter", som individet kan identificere sig med — i modsætning til udefra påtvungne autoriteter af religiøs eller politisk art.

En sådan identifikation kaldte humanisterne for imitatio, et latinsk ord, som de hentede fra den klassiske retorik, hvor det netop ikke betød tankeløs efterligning, men frugtbar tilegnelse af store forbilleder. Det humanistiske livssyn kunne manifestere sig i "den typiske humanist", hvis handlekraft er underlagt en tolerance, der vurderes positivt efter devisen: Min svaghed er min styrke.

De humanistiske "ledemotiver" kan føre til verdslig sanseglæde og selvfølelse, men også til tolerance, der betragtes som et nøglebegreb. Samtlige anførte egenskaber får imidlertid først deres rette mening i lyset af humanismens bærende idé: Mennesket i centrum, mennesket som alle tings målestok (jf. den antikke homo mensura-sætning). Denne idé griber dybt ind i alle værdidomme. Den har både ført til vanskelige etiske konflikter og til store æstetiske omvæltninger.

Når mennesket "tager magten" i stedet for at se sig som et led i Guds frelsesplan (frelsesorden) eller som en anonym brik i statens magtspil, fører det behovet for nye etiske synsmåder med sig. Spørgsmålet om viljens frihed blev et hovedanliggende, og de to kamppladser blev kirken og samfundet.

Når mennesket bevidst betragter sig som midtpunkt i et nyt univers, opstår også nye udtryksformer og dermed en ny æstetik. Humanismens tredje kampplads blev derfor kunsten.

De etisk-religiøse konsekvenser

Den humanistiske bevægelse opstod i de italienske bystater i 1300-tallet. Det første centrum for udbredelsen var Firenze. Her kom digteren Francesco Petrarca til verden i 1304.

En menneskealder senere fremstod han som tidens nye menneskeideal, på italiensk uomo universale, 'universalmennesket', filosof, retor og poet i én person. Hans store forbillede var Cicero, hvis humanitas byggede på visdom og veltalenhed (lat. sapientia og eloquentia) som en udelelig helhed. I Petrarcas humanistiske program var to idéer styrende: Han ville forsone den kristne lære med antikkens humanitas, og han ville nyttiggøre de klassiske studier i samfundet.

Disse tanker blev på forskellig vis ført videre af yngre humanister. Coluccio Salutati anbefalede således, at teologerne, i stedet for at isolere sig i hellig enfold, skulle tage ved lære af klassisk poesi og retorik for at styrke forkyndelsen med de ciceronianske dyder klarhed og elegance (lat. perspicuitas og elegantia).

Teologiens krumspring

Humanisternes bestræbelse på at forsone den antikke lærdom med kristendommen hviler på et grundlag, der blev skabt allerede i de første kristne århundreder. For kirkefædrene var det et samvittighedsspørgsmål, om den sande kristne havde lov til at beskæftige sig med den hedenske universalopdragelse, grækernes enkyklios paideia, som hos romerne blev til artes liberales, de syv frie kunster. En af disse, retorikken, var en systematisk udviklet lære om at skrive og tale godt og overbevisende. Den var således adgangsbillet til en samfundskarriere, men i videre perspektiv tillige en kunstteori.

I kristendommens accept af denne "hedenske" lære lå opfattelsen af, at hvis forkyndelsen skulle nå menigheden, måtte den formes i et sprog, der vandt gehør. Kirkens sprog måtte ikke stå tilbage for den hedenske talekunst. I virkeliggørelsen af denne idé er to begivenheder vigtige.

Den første indtrådte, da bibeloversætteren Hieronymus overvandt sine anfægtelser og valgte at lukke Cicero ind i evangeliets lys. Den anden var Augustins retorik, udviklet i den fjerde og sidste del af De doctrina christiana (afsluttet 426 e.Kr.). Med Cicero som fører giver Augustin en udførlig anvisning på den stil, den kristne taler må anvende for at trænge igennem til sine tilhørere.

Man betegner den storstilede overføring af de antikke humanvidenskaber til kristendommen som translatio studii. Den var kristendommens mestertræk, og den har på godt og ondt formet hele den vestlige verdens kultur.

Hvor andre store skriftbaserede religioner som jødedom og islam i deres opdragelse valgte loven og profeterne/profeten og dermed trygheden i livssynet, udviklede katolicismen sig pluralistisk og valgte dermed de menneskelige muligheders mangfoldighed — sammen med det fravær af skråsikkerhed, der kendetegner humanisten.

Translatio studii

Translatio studii blev humanismens historiske fundament. De teologiske samvittighedsspørgsmål gnavede stadigvæk, og mange forkyndere slog sig i tøjret; bodsprædikanten Girolamo Savonarola dæmmede en kort tid i 1490'erne op for de humanistiske idéer i Firenze med sine idéer om at gøre byen til en ny gudsstat.

Et udtryk som humanitas christiana, kristen humanisme, turde ret beset være en selvmodsigelse, om end dette begreb i årtierne omkring 1500 for mange fremstod som et ideal (se bibelhumanisme).

For et menneske, der fuldt ud deler det humanistiske livssyn, må religionen fremstå som en faktor, der dikterer mennesket udefra. Viljen er Guds, ikke menneskets. Spørgsmålene om viljens frihed og arvesynden måtte derfor optage humanisterne. Med Reformationen blev konflikten svært tilspidset.

I 1500-tallets første del var Erasmus af Rotterdam den førende humanist i Nordeuropa. I kritikken af den katolske kirkes misbrug gav han Luther medhold en tid, om end han lagde afstand til radikaliteten i Luthers fremfærd.

I 1524 udsendte Erasmus sin bog om den frie vilje, De libero arbitrio. Hvis mennesket ikke besad en sådan, måtte moralbegrebet forflygtiges. Luther svarede året efter med bogen om viljens trældom, De servo arbitrio, og dermed var bruddet mellem humanisme og lutherdom en kendsgerning. Se også frihed (teologisk frihed).

Det aktive liv

Det andet store problem, som optog Petrarca og humanisterne, drejer sig om politik, om det enkelte menneskes forhold til samfundet.

Eftertanke og handling udgør to grundstrukturer i al menneskelig adfærd. I antikken afspejledes de i rivaliseringen mellem Platons filosofi og sofisternes retorik. Hos stoikeren Seneca fik de en særlig perspektivering, idet han som lærer for Nero søgte at fremme de sider hos den kommende kejser, der kunne gøre ham til et harmonisk menneske.

I middelalder og renæssance så humanisterne sig stillet over for et valg mellem yderpunkter: På den ene side kontemplationens ro i elfenbenstårnet (betydningen af selvvalgt isolation eller indre eksil fik ordet først i 1900-tallet), på den anden side den energiske tagen-del i samfundets liv og udvikling. Cicero havde følt denne konflikt på sin krop, og hans efterfølger Quintilian skildrer den i sit store værk om talerkunsten.

I humanisternes filosofi blev temaet mere aktuelt end nogensinde. Selvom Petrarca lagde megen varme i skildringen af sit "lifligste enebo hinsides Alperne", dvs. i Provence, drog hans rastløshed ham mod de store byers handlekraftige liv (vita activa), hvor forsamlinger holdes og beslutninger tages. Han gjorde fælles sag med de mennesker, der ikke kan finde ro i det vegetative liv (vita contemplativa), og til dem hører talerne. Petrarca var digter, men han var også retor, og han fandt, at de to virksomheder forenede eftertanke og handling.

Mange af humanisterne tilhørte den højere embeds- eller handelsstand. Coluccio Salutati, Petrarcas åndelige arvtager, var kansler for republikken Firenze; han ville nyttiggøre idealmennesket, filosof-digter-retor, i det praktiske liv. I sit forfatterskab dyrkede Giovanni Boccaccio, der nedstammede fra en bankier, individets sanseglæde og lidenskab, og båndene til kirken løsnedes.

Også Lorenzo Valla forsvarede kødets ret; han var åndsbeslægtet med Petrarca og blandt humanismens betydeligste fortalere. Lægesønnen Marsilio Ficino hørte til kredsen af humanister, som florentinerkøbmanden Cosimo Medici d.æ. samlede om sig i "Accademia Platonica".

Uden for Italien levede store humanister med den samme konflikt mellem besindelse og handling i sig; gennem deres virke søgte de på forskellig vis at løse den. Det gælder fx hollænderen Erasmus af Rotterdam, englænderen Thomas More, tyskerne Rudolf Agricola, Ulrich von Hutten og Philipp Melanchthon, svenskeren Olaus Petri og danskeren Poul Helgesen.

De æstetiske konsekvenser

Sproget og kunsten blev de udtryksformer, hvormed "renæssancemennesket", det nye menneske, skulle tage sit univers i besiddelse.

Det skabende sprog

Humanisternes vigtigste erkendelse var, at sproget ikke blot afbilder en verden, der er skabt af Gud, men at denne verden bliver til gennem sproget, der udtrykker menneskets tagen-del i sin tilværelse.

Sproget skulle være konkret, rigt på billeder og sansning, ikke abstrakt-skolastisk. Metaforen sejrede over begrebsbestemmelsen. Af trivium artes, dvs. de tre litterære discipliner grammatik, retorik og dialektik, som man tog i arv fra romerne, måtte følgelig retorikken blive den vigtigste.

Den appellerede nemlig både til forstand og følelse, og følelse var ifølge Cicero uadskillelig fra menneskelig visdom. Filosofi og retorik, tanke og tale, dannelse, visdom og veltalenhed var ét.

En afgørende begivenhed indtraf i 1421, da biskop Gherrardo Landrini af Lodi (i nærheden af Milano) fandt en codex, kaldet "L", der indeholdt alle Ciceros retoriske skrifter. Indtil da havde man navnlig bygget på Ciceros breve, som Petrarca havde fremdraget og gjort til en hjørnesten i den nye dannelse.

Det nye fund vakte opstandelse i de humanistiske kredse, og skrifterne blev ivrigt kopierede, hvad der var heldigt, for siden hen forsvandt codex L sporløst og er ikke siden dukket op. Opdagelsen gjorde for alvor retorikken populær. Den første trykte bog i Italien var ikke Bibelen, men Ciceros bog om taleren, De oratore, ca. 1464.

Som officiel æstetik havde retorikken haft indflydelse også i middelalderen. Med Cicero-renæssancen gjorde den sig på ny gældende i det offentlige liv. Den blev kongevejen fra kontemplation til handling, den forbandt en skabende kraft med et virke i samfundet.

Dens forening af æstetik og politik fik afgørende betydning for livet i Firenze og de øvrige italienske bystater, hvor der ved snart sagt enhver offentlig lejlighed blev holdt pragttaler på latin og modersmålet, på vers og prosa. Veltalenhed kunne, om det gjaldt, åbne vejen til pavestolen. Opdagelsen af den romerske retorik gjorde renæssancen til en latin-humanisme.

Det var Petrarcas sorg, at han ikke kunne læse Platon på originalsproget, og græskstudiet kom overhovedet sent i gang. En begyndelse blev gjort, da kansleren Salutati i 1397 ansatte byzantineren Chrysolaras som lærer i græsk.

Den kulturelle forbindelse med Grækenland blev yderligere styrket ved koncilet i Firenze (1437-45). Men selv i Accademia Platonica stod det sløjt til med græskkundskaberne.

Kunstens humanisering

Cicero kastede også en brand i sjælen på kunstnerne. Billedkunst og arkitektur havde siden Platon rangeret på niveau med håndværk som vinbrygning og skomageri. Kunstnerne indså, at hvis deres kunnen skulle agtes, så måtte den fremtræde som "rigtig kunst", ars, ikke blot som simpelt håndværk, som ordet oprindelig betød, men som en "videnskab", der ligesom den beundrede retorik forenede talentfuld praksis med respektindgydende teori.

De store banebrydere for en sådan teori blev humanisten og kunstteoretikeren Leon Battista Alberti, der selv var arkitekt, og maleren Leonardo da Vinci. En ledende idé i den ny kunst var Ciceros lære om concinnitas, dvs. delenes indbyrdes harmoni, de smukke og rationelt begrundede proportioner.

I sit skrift om maleriet (lat. 1435, ital. 1436) gav Alberti sin berømte definition af et billede: "Maleriet er altså simpelthen et snit gennem synspyramiden i en given afstand, fremstillet med kunst på billedfladen med linjer og farver, efter at centrum på forhånd er angivet og belysningen fastlagt".

Arkitekten Filippo Brunelleschi, der stammede fra Firenze, havde vistnok ca. 1417 opdaget centralperspektivet. Denne opdagelse, som Alberti inddrager i sin bestemmelse af billedet, er ikke blot et storartet symbol på mennesket, det menneskelige øje, som centrum i universet, men også et grundlag for vores nutidige oplevelse af verden gennem film og tv. Perspektivet er i egentlig forstand en humanistisk konception med afgørende indflydelse på den vestlige verdens billedsyn.

Alberti udformede sine bygningsværker efter menneskelige mål, men deres skønhed var begrundet i den pythagoræiske lære om enheden mellem tal, geometri og musikalske intervaller. Da San Francesco-kirken skulle opføres i Rimini, formanede han sin bygningskonduktør om, at hvis man afveg fra de rette proportioner i pillerne, "ville hele denne musik gå tabt". 1800-tallets og 1900-tallets klassicerende arkitekturstrømninger står i gæld til Albertis humanistiske arkitekturteori.

Det er humanismens sproglære og beundringen for Cicero, der gav impulsen til renæssancens kunstteori og til billedkunstens prestige. De to hjørnestene blev perspektivlæren og læren om de menneskelige proportioner, som humanisterne nærede en grænseløs beundring for, og som nåede sit højdepunkt med Albrecht Dürers proportionslære.

Også gennem kunsten havde mennesket erobret sin egen virkelighed. Grunden blev lagt til det moderne menneske, der ser sin verden som "et kamera med lukkeren åbnet" (Christopher Isherwood).

I musikken fandt en tilsvarende "humanisering" sted. Den gamle flerstemmighed (polyfoni) havde brugt menneskestemmen som rent musikalsk materiale og med dette bygget storslåede tonekatedraler til Guds ære. Humanisterne fandt polyfonien fx i messe og motet skadelig for det individuelle, poetiske udtryk. Desuden var den ufolkelig.

Tonerne skulle i højere grad tjene ordet, musikken skulle underordnes sproget. Det førte til skiftet fra polyfoni til homofoni, hvor musikken udtrykker den individuelle følelse eller affekten, som man sagde med et ord, lånt fra retorikken.

Efter ca. 1500 skrev humanisterne musik til antikke oder, men de store omvæltninger skete dels med den lutheranske menighedssang, hvor det enkelte menneske bekender sin tro i menighedens syngende fællesskab, dels med monodien, forudsætningen for operaen, hvor sangen bliver udtryk for den individuelle affekt (se også Camerata). Også her er mennesket kommet i centrum.

Nyhumanisme og humanitet

I forbindelse med den tyske idealisme opstod en nyhumanisme i 1700-t.s anden halvdel. Den repræsenteredes af navne som Johann Joachim Winckelmann, Johann Gottfried von Herder. Johann Wolfgang von Goethe og Wilhelm von Humboldt.

Den forstod sig selv som fuldbyrdelsen af den gamle humanisme gennem personlighedens dannelse. Antikken forblev det store eksempel, men med stærkere fokus på den græske kultur. "Dannelse" kom på alles læber sammen med det næsten ensbetydende ord humanitet, hvis oprindelig ideelle betydning siden gik tabt i 1900-t.s materialisme.

Udfoldelse af humanitet og humanitær bistand kan vel stadig udspringe af en humanistisk tankegang, men sigter i 1900-tallets anden halvdel på bevarelse af liv, sundhed og miljø. Ordet human kan bruges helt diffust om såvel åndelige som materielle forhold. Man kan i fuldt alvor diskutere mere eller mindre "humane" aflivningsmetoder af både dyr og mennesker.

Humanismens kriser

Det humanistiske livssyn har befundet sig i en stadig krisetilstand. I sin første fase var humanismen en stor bevægelse, som kirken måtte tage alvorligt. Efter kirken rykkede nye modstandere frem: Naturvidenskaberne (jf. scientisme), de moderne politiske ideologier og den moderne kapitalisme. Alle kommer på forskellig vis i konflikt med det humanistiske livssyn.

Den naturvidenskabelige udfordring

René Descartes havde i 1630'erne begyndt sin argumentation med det tænkende jeg, men konsekvensen blev en sandhed uden for mennesket — og før sproget, der igen blev reduceret til blot og bart værktøj. Efterhånden tog scientismen magten fra kirken som overpersonlig autoritet. Den forkastede meninger og tro til fordel for såkaldt sikker viden.

Fra humanistisk hold kom den vægtigste indsigelse fra Giambattista Vico, der i 1700-t.s fire første årtier var professor i retorik i Napoli. Han forsvarede sproget som skabende kraft og mente, at i opdragelsen måtte gamle humanistiske dyder som dannelse, dømmekraft, sund fornuft og god smag gå forud for den rationelle analyse. Mennesket lever ikke af viden alene, men også af meninger; det mestrer ikke blot sin tilværelse som en matematiker, men også som en dommer.

Fra Descartes og scientismen går der en linje til den videnskabsteoretiske debat i 1800- og 1900-tallet. For humanismen drejer det sig om videnskabens påståede værdifrihed. Spørgsmålet er ved 1900-tallets slutning stadig lige aktuelt. Kan humanistiske studier være ægte videnskab, når menneskelige værdidomme ikke opgives fuldstændig til fordel for naturvidenskabens formalistiske metoder?

Den politiske udfordring

Humanismens anden store krise indtraf under indtryk af 1900-tallets krigskatastrofer og totalitære politiske ideologier. Krigens meningsløshed førte til bevægelser som anarkisme, der, om ikke andet, mødes med humanismen i hævdelsen af individets autonomi, og pacifisme, der var mere bekvem for borgerskabet.

I 1921-23 udsendte Jaroslav Hašek sin burleske roman om Den gode soldat Svejks Eventyr. Men efter Mussolinis overfald på Etiopien (1935) og hans og Adolf Hitlers støtte til general Francisco Franco i Den Spanske Borgerkrig (1936) måtte pacifisme og "pladderhumanisme" igen stå for skud. Et tragisk højdepunkt var den aldrende Neville Chamberlains velmenende "Peace in our time", 1938.

Kunsten har vist sig som et pålideligere barometer. Middelalderkunsten havde hyldet Gud. Humanisternes kunst havde hyldet mennesket. Modernismen fordrev det. Efter et gudcentreret og et menneskecentreret verdensbillede synes at følge et posthumanistisk.

Fra 1916 afsvor dadaismen tilliden til mennesket under henvisning til krigens meningsløshed. Som en væsentlig faktor i modernismen pegede Ortega y Gasset i 1925 på "menneskets fordrivelse fra kunsten". Dog må det føjes til, at modernismen følges tidsmæssigt ad med funktionalismen, hvis anskuelser bygger på en humanistisk tankegang, nemlig opfyldelse af almenmenneskelige behov for lys, luft, råderum til at bo, arbejde, færdes og rekreere sig.

1900-tallet bød på en dramatisk skærpelse af Petrarcas problem. Kunne humanisten uden videre finde den ro i vita contemplativa, der er en betingelse for al fornuftig handling? Ansigt til ansigt med fascismens og nazismens dumhed og ondskab måtte man stille sig det spørgsmål, om man kan forblive humanist, hvis man bekæmper volden med dens egne midler? Ikke-vold blev for mange et udtryk for dette dilemmas nødløsning.

Den økonomiske udfordring

Med efterkrigstiden kommer det humanistiske livssyns tredje krise, hvis største fare gemmer sig i dens uhåndgribelighed. De nazistiske magthavere var synlige, de førte sig frem som kulørte kamphaner.

Storkapitalen, som reelt stod bag, var anonym som hajens grå skygge. I dag er det den, der har magten. Det er det moderne samfunds såkaldte markedsmekanismer, der overpersonligt styrer mennesket med materielle værdinormer, reklameskrig og mediekultur som våben — og rådvildhed som resultat hos samfundets borgere, der ofte kaldes forbrugere og ikke borgere.

Kirken havde været en værdig modspiller til humanismen, fordi den befandt sig på samme åndelige niveau; den var med sin kloge tilpasningsevne til at diskutere med. Den økonomiske markedstænkning er i rendyrket form humanismens direkte modsætning, som man ikke kan diskutere med. Fra et humanistisk synspunkt lader skaderne sig ikke udbedre æstetisk, kun etisk.

Forbrugersamfundets massemedier dyrker nemlig ikke blot makværket i vaskepulverreklamer, tv-serier og muzak, men opsluger også som en molok alt det lødige: god litteratur, gode film, god musik for at bruge det til at underholde/beherske mennesket. Her er det ikke nok at mobilisere de humanistiske idealer om kvalitet.

Det er vigtigere at samle sig om to gamle dyder, som humanisterne og deres antikke forbilleder holdt i ære: Tid til fordybelse i det kontemplative liv og mulighed for gensidighed i det aktive liv. Fordybelse er tv-kulturens værste fjende. Dens venner er overfladiskhed og rastløshed. Gennem deres omfang og indflydelse får ætermedierne i realiteten magt til at gribe ind i og omforme samværsformer og adfærd mellem mennesker. Den ægte samtale mellem levende mennesker om vitale spørgsmål har trange kår blandt fortravlede nutidsmennesker.

Men behovet er ikke dermed afskaffet. De økonomiske magthavere giver lige så lidt svar som en tv-skærm, og så er der kun psykologer og sagsbehandlere tilbage. Man har villet se ætermediernes eksplosive vækst og nutidens notoriske interesse for retorik som en ny chance for Grundtvigs "levende ord", en ny æra for mundtligheden. Men desværre får gensidigheden, den menneskelige kontakt "på torvet", kun lov at udfolde sig i periferien. Den er ikke et moderigtigt forbillede, den har for tiden ingen samfundsmæssig gennemslagskraft.

På denne baggrund er debatten om livskvalitet unægtelig et nødråb. At genskabe muligheden for menneskelig værdighed, glæde og fordybelse inden for de givne rammer af mediekultur og markedsøkonomi er derfor den største udfordring for en moderne humanisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig