Humanisme er et ord der ofte bruges uklart. Det lader sig som regel henføre til to hovedbetydninger: humanisme som livssyn og humanismen som betegnelse for en periode i europæisk åndsliv, hvor tidens kulturelle bestræbelser relateredes til den antikke kultur.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet humanisme kommer af latin humanus 'menneskelig' og -isme.
Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter.
Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag. Hans indsigt i det menneskelige viser sig helt ud i omgangsformen, sådan som Erasmus af Rotterdam udvikler det i sine Fortrolige samtaler (1518). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil. Man kan, som den tyske filosof Hans-Georg Gadamer har gjort, kalde dannelse, dømmekraft, sund fornuft (sensus communis) og smag — forstået iden dybere betydning som sans for kvalitet — for "humanistiske ledemotiver".
Humanismen som historisk fænomen kan i europæisk tænkning bredt dateres til tidsrummet 1300-1600. Dens repræsentanter mente, at de nævnte egenskaber måtte erhverves ved at danne sig efter de gode tænkere og forfattere, først og fremmest antikkens autores; i humanistisk forstand ville de således blive "autoriteter", som individet kan identificere sig med — i modsætning til udefra påtvungne autoriteter af religiøs eller politisk art.
En sådan identifikation kaldte humanisterne for imitatio, et latinsk ord, som de hentede fra den klassiske retorik, hvor det netop ikke betød tankeløs efterligning, men frugtbar tilegnelse af store forbilleder. Det humanistiske livssyn kunne manifestere sig i "den typiske humanist", hvis handlekraft er underlagt en tolerance, der vurderes positivt efter devisen: Min svaghed er min styrke.
De humanistiske "ledemotiver" kan føre til verdslig sanseglæde og selvfølelse, men også til tolerance, der betragtes som et nøglebegreb. Samtlige anførte egenskaber får imidlertid først deres rette mening i lyset af humanismens bærende idé: Mennesket i centrum, mennesket som alle tings målestok (jf. den antikke homo mensura-sætning). Denne idé griber dybt ind i alle værdidomme. Den har både ført til vanskelige etiske konflikter og til store æstetiske omvæltninger.
Når mennesket "tager magten" i stedet for at se sig som et led i Guds frelsesplan (frelsesorden) eller som en anonym brik i statens magtspil, fører det behovet for nye etiske synsmåder med sig. Spørgsmålet om viljens frihed blev et hovedanliggende, og de to kamppladser blev kirken og samfundet.
Når mennesket bevidst betragter sig som midtpunkt i et nyt univers, opstår også nye udtryksformer og dermed en ny æstetik. Humanismens tredje kampplads blev derfor kunsten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.