Metodologi, metodelære, i bred forstand studiet af procedurer og formål inden for en given disciplin; i snævrere forstand det filosofiske studium af de fremgangsmåder, der benyttes ved forskning og bevisførelse inden for de forskellige grene af videnskaben, samt en vurdering af disse metoders legitimitet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet metodologi kommer af græsk methodos, se metodisme, og -logi.

Blandt metodologiens fremgangsmåder kan nævnes den aksiomatiske metode, ved hvilken sætninger (teoremer) via slutningsregler udledes fra et sæt af grundlæggende sætninger (aksiomer); dette finder normalt sted inden for matematikken.

Inden for erfaringsvidenskaberne anvendes den hypotetisk-induktive metode, ved hvilken der forsøgsvis sluttes fra en endelig mængde singulære udsagn, fx rapporter om forsøgsresultater, til et universelt udsagn, eller den hypotetisk-deduktive metode, ved hvilken man ud fra en hypotese udleder en forudsigelse, der ved observation efterprøves med henblik på bekræftelse eller falsifikation af hypotesen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig