Aarhus Universitet, indgang til aulaen

Over hovedindgangen til Aarhus Universitet hænger Olaf Stæhr-Nielsens keramikrelief "Videnskabernes Træ". Det symboliserer, at videnskaben vokser og forgrener sig gennem specialisering og differentiering mellem fagene. I den oprindelige udforming fra 1949 havde relieffet symboler for hovedområderne humaniora, sundhedsvidenskab, økonomi, jura og teologi. Siden er kommet yderligere symboler for naturvidenskab (selvstændigt fakultet ved universitetet i 1954), statskundskab (selvstændigt institut i 1959) og psykologi (1968). De tekniske videnskaber blev organisatorisk indlejret i universitetet i 2011 og fik eget fakultet i 2020. De har endnu ikke fået et eget symbol i relieffet.

Aarhus Universitet, indgang til aulaen
Af /Aarhus Universitet.

Videnskabsteori omhandler videnskabens særkende, metoder, praksis og organisering. Som universitetsfag trækker videnskabsteori især på humanistiske og samfundsvidenskabelige fagområder lige fra filosofi og historie til retorik, sociologi, psykologi, økonomi og kommunikation.

Videnskabsteori beskæftiger sig med videnskab inden for alle videnskabelige hovedområder. Den danske betegnelse videnskabsteori er dermed mere omfattende end den tilsvarende engelske, philosophy of science, der er fokuseret på naturvidenskab og primært bruger begreber og metoder fra filosofi.

Formålet med videnskabsteori er at beskrive, hvordan videnskabelige erkendelser opstår, og hvordan videnskab i øvrigt fungerer. Nogle, men ikke alle, videnskabsteoretikere ønsker at opstille retningslinjer eller normer for god videnskab.

Tidlig og moderne videnskabsteori

De tidligste videnskabsteoretiske ideer, der er bevaret på skrift, stammer fra den græske antik. Her gjorde filosoffer som Platon og Aristoteles sig til fortalere for, at videnskab består i at udforske og forstå verden uden henvisning til overleverede myter eller guder.

Den moderne videnskabsteori opstod først i begyndelsen af 1900-tallet. I dag fungerer videnskabsteori både som en introduktion til videnskaben for elever og studerende og som et selvstændigt videnskabeligt fagområde.

Når man bruger og forsker i videnskabsteori, forholder man sig gerne til en række videnskabsteoretiske hovedstrømninger. Her er samlet et udvalg af de mest anvendte.

Hermeneutik

Skolen i Athens
Platon og Aristoteles er placeret i centrum for Rafaels fresko i Vatikanet. Billedet viser mange af Antikkens berømte filosoffer samlet ved akademiet eller skolen i Athen (selv om de ikke alle levede samtidigt). Dengang som nu var videnskabsteori en integreret del af det at bedrive videnskab, og der var mange bud på, hvad videnskab er, og hvordan videnskab virker. En fællesnævner er den akademiske samtale om faglige emner, som på forskellig vis optager alle filosofferne på billedet.
Af .

Hermeneutik betyder 'oversættelse og fortolkning'. I den vestlige videnskabsteoretiske tradition har hermeneutikken rødder tilbage til Aristoteles’ værk De interpretatione. Her undersøger Aristoteles en række sammenhænge mellem sprog og logisk tænkning. Han beskriver hypotetiske sætninger, hvis sandhedsværdi afhænger af fremtidige hændelser. Vi kan altså ikke med sikkerhed af- eller bekræfte hypoteser, men må forholde os åbent, undersøgende og fortolkende til dem.

Svaret på fortolkningens åbenhed

Den tidlige hermeneutik foregik primært inden for rammerne af en religiøs verdensforståelse. Den fortolkede hellige skrifter, som for den troende per definition indeholder den absolutte sandhed, men alligevel viser sig at være åbne for fortolkning.

Løsningen på denne tvetydighed var hermeneutik forstået som en metodisk, rationel tilgang til fortolkning af religionens tekster og andres fortolkning af samme.

Forståelse af teksters oprindelse og udvikling

Moderne hermeneutik opstod som del af renæssancen i 1400- og 1500-tallet. Her løsrev hermeneutik sig delvist fra den religiøse kontekst, blandt andet ved gennem omhyggeligt historisk arbejde at påvise, at også religiøse tekster har en kompliceret tilblivelseshistorie, der har betydning for, hvordan de er blevet til, og hvordan de skal forstås.

I løbet af 1700- og 1800-tallet udviklede blandt andre Friedrich Schleiermacher og Wilhelm Dilthey hermeneutik til en humanistisk disciplin, der gik ud på at forstå eller udlægge teksters historiske oprindelse og udvikling.

Et grundvilkår for al fortolkning og forståelse

Senere argumenterede Hans-Georg Gadamer for, at hermeneutik beskriver et grundvilkår for al menneskelig forståelse. For Gadamer vil forståelse altid være betinget af en historisk situeret forforståelse, som ikke kan reduceres eller fjernes med et metodisk greb.

Objektiv hermeneutik

Andre som Karl R. Popper fremlagde en såkaldt objektiv hermeneutik, hvor hermeneutik – forstået som en fremadskridende videnskabelig proces – er en vej til en gradvis bedre fælles forståelse af objektive sagsforhold.

Positivisme

An Experiment on a Bird in an Air Pump (Et eksperiment med en fugl i en luftpumpe), 1768
Den britiske maler Joseph Wright af Derby var interesseret i naturvidenskabens og industriens verden. Hans maleri fra 1768 forestiller et eksperiment med en fugl placeret i en vakuumpumpe (en særligt effektiv luftpumpe opfundet af Otto von Guericke i 1650). I 16- og 1700-tallet optog spørgsmålet om det luftomme rum mange videnskabsfolk, og eksperimenter udført med luftpumper blev set som den bedste måde at af- eller bekræfte dets eksistens og virkning på levende organismer. På billedet bliver eksperimentet udført foran en gruppe tilskuere, der ser på med en blanding af forundring, frygt og fascination.

I forhold til hermeneutik er positivisme som videnskabsteori en relativ ny opfindelse, foreslået og udviklet af den franske filosof, matematiker og sociolog August Comte.

Fremskridtets videnskabsteori

Som 1800-tallets hermeneutikere anså Comte videnskab og videnskabsteori som værende knyttet til historisk kontekst, altså som foranderlig og påvirket af samfundsmæssige udviklinger. Han var alligevel, som de fleste andre på hans tid, fast overbevist om, at både videnskab og samfund gjorde fremskridt.

Videnskab giver positiv viden

Positivismens grundlæggende ide er, at videnskaben selv udvikler metoder til frembringelse af positiv viden. Ordet positiv betyder her det givne eller det faktuelle, men også det, som er nyttigt og formålstjenligt i forhold til videnskabens eget fremskridt og samfundets bedste.

I 1900-tallet opstod den logiske positivisme med fokus på det observerbare eller iagttagelige. Der var mange videnskabsteoretikere og filosoffer knyttet til eller inspireret af den logiske positivisme, såsom Moritz Schlick, Ludwig Wittgenstein, Rudolf Carnap og Carl G. Hempel.

Verifikation af den positive viden

Af samme grund har den logiske positivisme haft stor indflydelse, ligesom den har mange nuancer. Der er generelt et ønske om at gøre videnskabelige teorier så logiske, dvs. så præcise, sammenhængende og dækkende som overhovedet muligt.

Hertil kommer et verifikationsprincip, som siger, at videnskabelige udsagn eller hypoteser skal kunne efterprøves eller verificeres gennem positiv viden. Ellers er de meningsløse som videnskab.

Kritisk rationalisme

Et møde i Videnskabernes Selskab, 1897
P.S. Krøyers billede af et møde i Videnskabernes Selskab hænger i Carlsbergfondets domicil på H.C. Andersens Boulevard nr. 35 i København, hvor Selskabet har holdt til siden 1899. På billedet ses 49 videnskabsmænd, der lytter til selskabets ældste medlem, professor Japetus Steenstrup med kridt i højre hånd og venstre pegefinger løftet. Mødet symboliserer et fællesskab og en enhed i videnskaben, trods medlemmernes meget forskellige faglige baggrund.

Modsat den logiske positivisme, som havde mange ophavsmænd (kun enkelte -kvinder), er den kritiske rationalisme som videnskabsteoretisk retning primært knyttet til én persons navn, nemlig Karl R. Popper. Andre bidragsydere til den kritiske rationalisme er filosoffen Hans Albert, neurofysiologen John C. Eccles og samfundsforskeren Ernest Gellner.

Popper kritiserede den logiske positivismes verifikationsprincip for at være uopnåeligt og foreslog det erstattet med et falsifikationskriterium. Ifølge Popper er det kun de teorier, som giver anledning til falsificerbare hypoteser, som kan og bør være en del af videnskaben.

Udledning af falsificerbare hypoteser

Popper brugte selv betegnelsen den hypotetisk-deduktive metode til at forklare falsifikationsprincippet. Den hypotetisk-deduktive metode består i at udlede (deducere) hypoteser, der kan falsificeres gennem observationer.

Kritisk rationalisme er en udvidet udgave af falsifikationskriteriet og den hypotetisk-deduktive metode. Kritiske rationalisme siger, at videnskab er en kritisk, rationel tilgang til alle metoder, teorier og resultater, hvilket betyder, at al videnskab skal kunne – og bør – vurderes objektivt af andre videnskabsfolk.

Videnskab er alt det, vi ved, vi ikke ved

Ifølge Poppers kritiske rationalisme bør videnskabsfolk hovedsagelig interessere sig for de mindst sandsynlige videnskabelige hypoteser, som giver størst mulighed for falsifikation. Den kritiske rationalisme forstår ikke videnskab som en samling af velbegrundede teorier og deraf følgende hypoteser, men derimod som en fortløbende, fremadskridende proces, der gør os i stand til at forkaste det, vi med sikkerhed ikke ved.

Fænomenologi

Musee D'Orsay
Fænomenologer interesserer sig for erkendelsens mulighedsbetingelser, set fra det erkendende subjekts perspektiv. Tid er en sådan mulighedsbetingelse for erkendelse, som allerede Aristoteles var opmærksom på. Den fænomenologiske undersøgelse af tid omhandler bl.a. den oplevede tidsopfattelse og forholdet mellem tid og bevidsthed, herunder hvordan tid på forskellig vis er med til at forme vores viden, relationer og eksistens.
Af //Millennium Images/Ritzau Scanpix.

Fænomenologi opstod sideløbende med den logiske positivisme i begyndelsen af 1900-tallet. Akkurat som den logiske positivisme var der bag fænomenologien mange videnskabsfolk, såsom Edmund Husserl, Martin Heidegger og Maurice Merleau-Ponty.

Fænomenologi henviser til en bred vifte af forskellige filosofiske interesser, og videnskabsteori er ikke den mest fremtrædende af disse. Som videnskabsteoretisk retning er fænomenologien kritisk indstillet over for et snævert fokus på spørgsmålet om videnskabelige hypotesers sandhedsværdi, altså det som kendetegner både den logiske positivisme og Poppers hypotetisk-deduktive metode.

Sanserne sætter betingelser for erkendelse

Generelt er fænomenologer interesserede i at undersøge verdens fænomener i al deres mangfoldighed, herunder – inspireret af filosoffen Immanuel Kant – de erkendelsesmæssige betingelser i vores bevidsthed, der muliggør, at fænomenerne optræder for os, som de gør.

Fænomenologer er for eksempel optaget af at finde ud af, hvordan forskellige sanseindtryk – fx visuelle, auditive eller taktile – præger den måde, vi opfatter verden på, eller at undersøge den betydning, vi tillægger verden og dens mange fænomener.

Videnskab er en praksis

Den fænomenologiske videnskabsteori forstår derfor videnskab som en række forskellige praksisformer og -fællesskaber, der alle er opstået historisk og hver har deres egne normer, metoder og teorier. Det er de konkrete praksisser og fællesskaberne, der i henhold til en fænomenologisk videnskabsteori udgør mulighedsbetingelserne for videnskabelig erkendelse og forståelse.

Pragmatisme

Chicago Philosophy Club, 1896

Pragmatisme som filosofi og videnskabsteori har dybe rødder i USA. Billedet viser en række filosoffer tilknyttet Chicago Philosophy Club ved University of Chicago, heriblandt George Herbert Mead og John Dewey (hhv. nr. 5 og 6 fra venstre i bagerste række). Den amerikanske pragmatisme var knyttet til den progressive bevægelse, der havde et socialt engagement og en stærk tro på, at videnskab og ny teknologi kan være med til at skabe politiske reformer til gavn for samfundet.

Af /University of Chicago Library, Special Collections.

I lighed med fænomenologien er den pragmatiske videnskabsteori optaget af at forstå de konkrete og historisk situerede praksisser og fællesskaber, der udgør videnskaben. Derudover er der inden for pragmatismen ofte et ønske om at beskrive eller opstille retningslinjer for god, videnskabelig praksis på det konkrete videnskabelige felt.

Sandheden er det, der står tilbage

Charles Sanders Peirce var den første, der formulerede et pragmatisk grundlag for videnskabelig praksis. Hans pragmatiske maksime siger, at videnskabsfolk undersøger betydningen af videnskabelige teorier ved at opstille hypoteser udledt af teorierne og derefter undersøge sandhedsværdien af de praktiske konsekvenser, som hypoteserne har.

I modsætning til positivismens verifikationsprincip og Karl Poppers falsifikationisme er der ikke i Pierces pragmatisme en forestilling om, at hypoteser endegyldigt kan verificeres eller falsificeres på en bestemt måde. Ifølge Pierce viser sandhedsværdien af videnskabens hypoteser sig først, når undersøgelsen eller udforskningen er ovre, og det kræver en kollektiv beslutning, som kan være mere eller mindre begrundet.

Hvordan vi tænker

Andre vigtige personer for udvikling af pragmatismen er William James, Pierces nære ven og diskussionspartner John Dewey, Jane Addams og George Herbert Mead. Dewey formulerede i bogen How We Think (1910, revideret udgave 1933) et pragmatisk grundlag for en videnskabelig indstilling til argumentation og tænkning.

Ifølge Dewey tager videnskabelig argumentation udgangspunkt i analysen af en konkret problemstilling. Analysen kan resultere i en arbejdshypotese vedrørende problemstillingen og fungerer dermed som en fiksering af undersøgelsens mål og midler. Som afslutning på undersøgelsen kan man begrunde en be- eller afkræftelse af arbejdshypotesen, alternativt en revision af hele problemstillingen og den foreslåede arbejdshypotese.

Videnskab er instrumentel og institutionel

Senere pragmatiske videnskabsteoretikere er blandt andre Richard Rorty og Susan Haack. De har hver især udviklet den pragmatiske videnskabsteori i forskellige retninger.

Rorty brugte pragmatisme til at udfordre videnskabens, især naturvidenskabens, evne til at finde sandheden eller sandheder om verden. For Rorty er videnskaben primært instrumentel, dvs. kan bruges i en sammenhæng til at udvirke eller opnå bestemte ting.

Haack kritiserer Rortys videnskabsteoretiske instrumentalisme og forsvarer videnskabens evne til at søge og finde vigtige sandheder. Haack understreger, at videnskab ikke kun er videnskabelig argumentation, men også et omfattende socialt eller institutionelt system til skabelse, undersøgelse og deling af viden.

Socialkonstruktivisme

Bruno Latour, 2013

Bruno Latour er en af de mest kendte og mest vidtfavnende videnskabsteoretikere med baggrund i socialkonstruktivisme - et begreb, han selv tidligt gjorde op med. På billedet modtager han Holberg-prisen, overrakt af den norske minister for uddannelse og forskning, Kristin Halvorsen. Latour fik prisen, ofte omtalt som humanioras Nobelpris, for sin ambitiøse og radikale genfortolkning af begreber som modernitet, videnskab, natur og samfund, som har haft indflydelse inden for stort set alle samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningsfelter.

Af //AFP/Ritzau Scanpix.

Socialkonstruktivisme som videnskabsteoretisk retning interesserer sig for de sociale institutioner, herunder sprog og argumentation, der underbygger den videnskabelige praksis og viden. Den socialkonstruktivistiske tankegang opstod i løbet af 1960'erne som en del af en fænomenologisk tradition inden for videnssociologi.

Paradigmer styrer videnskaben

En anden inspirationskilde for socialkonstruktivismen var videnskabshistorikeren Thomas S. Kuhns teori om videnskabelige paradigmer som udgangspunkt for al videnskabelig aktivitet, af Kuhn kaldet normalvidenskab. Paradigmer omfatter de antagelser, værdier, standarder og konkrete eksempler til efterfølgelse, som videnskabsfolk på det pågældende felt er fælles om.

Videnskab bygger på konkurrence og anerkendelse

Sociologen Pierre Bourdieu foreslog på baggrund af sin teori om felt og habitus, at videnskab som sådan udgør et særligt socialt felt præget af konkurrence og uskrevne regler for, hvordan man udmærker sig og bliver anerkendt inden for videnskaberne. Gennem uddannelse og træning udvikler videnskabsfolk en videnskabelig habitus, altså nogle særlige adfærdsmæssige dispositioner og tilgange til erkendelse og viden, der er herskende inden for deres videnskabelige disciplin, og som kan bruges til at positionere sig inden for feltet, dvs. videnskaben.

Videnskabens kernegrupper afgør uenigheder

Andre sociologer som Harry M. Collins undersøgte det, han kaldte videnskabens kernegrupper. De er ifølge Collins arnestedet for skabelse, validering og kritisk diskussion af videnskabelig viden inden for højt specialiserede områder. Kernegruppens medlemmer er eksperterne på det pågældende område, og der eksisterer både enighed og uenighed omkring fortolkningen af teori og resultater mellem eksperterne.

Ifølge Collins er der ingen på forhånd etablerede regler, metoder eller standarder, der kan afgøre, hvilken fortolkning der til sidst bliver den dominerende. Det er kernegruppen, der i sidste ende træffer afgørelsen gennem en kompleks, social forhandlingsproces.

Videnskabelig viden er forankret i praksis, instrumenter og publikationer

Filosof og antropolog Bruno Latour interesserede sig for, hvordan videnskabelige fakta og fortolkninger bliver etableret og accepteret. Han påpegede blandt andet betydningen af den eksperimentelle praksis og brug af instrumenter til at ”indskrive” data vedrørende genstandsområdet. Gennem en kompliceret publikations- og diskussionsproces med andre fagfæller kan disse data gradvist blive til etableret videnskabelig viden.

Fra socialkonstruktivisme til aktør-netværks-teori

Latour tog i sine senere arbejder afstand fra socialkonstruktivisme som videnskabsteori på grund af dens særlige fokus på sociale institutioner og processer. Sammen med Michel Callon og John Law udviklede Latour aktør-netværks-teorien, der interesserer sig for alle aktører og deres relationer, såvel sociale som materielle.

Feministisk videnskabsteori

Julia Suárez-Krabbe

Julia Suárez-Krabbe er lektor ved Roskilde Universitet og forsker bl.a. i feministisk videnskabsteori og dekolonialisering. Billedet blev bragt i forbindelse med en artikel i Politiken d. 23. september 2017, hvor Suárez-Krabbe stillede sig kritisk over for "det kridhvide pensum" på universiteterne, som ifølge hende stort set kun består af hvide mandlige teoretikere fra Vesten. "De grundlæggende kriterier for al videnskabelig tænkning er, at man skal stille sig kritisk over for sine egne grundantagelser og være opmærksom på sin egen bias og kontekst", udtalte hun til avisen.

Af //Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix.

Feministisk videnskabsteori tager udgangspunkt i ideen om, at alle videnskabsfolk er situerede, dvs. placeret i en historisk og social kontekst, der har indflydelse på den videnskab, som bliver lavet. Ideen bliver nogle gang kaldt ”standpunktsteori”, og den har klare forbindelser til hermeneutisk og fænomenologisk videnskabsteori. Fremtrædende feministiske videnskabsteoretikere er Sandra Harding, Donna Haraway og Helen Longino.

Hvad videnskaben "står på"

At videnskab er situeret, har (mindst) to implikationer. For det første betyder det, at videnskaben er begrænset af de historiske omstændigheder og sociale fællesskaber, som videnskaben ”står på”.

Mange feministiske videnskabsteoretikere har gjort opmærksom på, at videnskaben har været og er domineret af mænd – nogle videnskabelige discipliner mere end andre – og det har haft betydning for den videnskab, der er blevet lavet.

Videnskab er situeret

For det andet betyder den historiske situerethed, at videnskab kan ændres, hvis vi ændrer rammerne for videnskabens sociale fællesskaber. For eksempel kan en videnskab med flere kvinder være med til at sætte fokus på nogle af de blinde vinkler med hensyn til biologisk og socialt køn, som den mandsdominerede videnskab har haft.

Anvendt videnskabsteori

Videnskabsteori kan anvendes til at skabe bedre forståelse af videnskabens komplekse virkelighed. Aspekter af ovennævnte videnskabsteoretiske hovedstrømninger kan være mere eller mindre relevante for forskellige videnskabelige områder og problemstillinger.

Videnskabsteori giver ingen specifikke anvisninger på, hvordan man skal bedrive eller beskrive videnskab. Videnskabsteoriens historie giver anledning til at tro, at det ikke er muligt at komme til et entydigt svar på, hvad videnskab er, og hvordan videnskab virker.

En af årsagerne til dette er, at videnskaben hele tiden udvikler sig. Denne udvikling har indtil videre været forbundet med en øget grad af differentiering af de videnskabelige områder og deraf følgende øget kompleksitet i videnskaben – og i videnskabsteorien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Heine Andersen

En enkelt bemærkning til den ellers fremragende og meget velskrevne artikel. Jeg synes det er uheldigt og misvisende at placere Robert K. Mertons videnskabssociologi under "socialkonstruktivisme", heller ikke som en "forløber". Mertons program undlod omhyggeligt at bevæge sig ind på det kognitive indhold i videnskaberne, til forskel fx Strong Program, Collins, Latour mfl. Socialkonstruktivisme betøde et skarpt brud med Mertons videnskabssociologi.

svarede Kristian Hvidtfelt Nielsen

Tak Heine. Jeg er helt enig i din kommentar. Jeg vil snarest ændre det og indsætte en henvisning til din fine artikel på lex.dk om videnssociologi, hvor Merton m.fl. bliver behandlet mere udførligt.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig