Logik er læren om de grundlæggende principper og regler for korrekte slutninger. Som videnskab blev logik grundlagt i oldtiden, se aristotelisk logik. I nutiden kan den indholdsmæssigt placeres i grænseområdet mellem filosofi og matematik; den har mange praktiske anvendelser, specielt i moderne datalogi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet logik kommer af græsk logike, af logikos 'angående talen, fornuften', afledt af logos.

Alle sprogbrugere er i stand til at udføre visse enkle logiske slutninger og at identificere sådanne. Fx vil man umiddelbart anerkende denne slutning som korrekt:

1) hvis det fryser, er der is på søen; 2) der er ikke is på søen; 3) altså: det fryser ikke.

Sådanne simple slutninger foretager alle mennesker i dagligdagen med god fornemmelse for, hvornår de er korrekte. I logikken studerer man sådanne slutninger, forsøger at finde ud af, hvad der gør dem korrekte, og, i den udstrækning det er muligt, at reducere dem til visse simple, grundlæggende slutningsmønstre.

Det er interessant at bemærke, at slutningen fra 1) og 2) til 3) i eksemplet ovenfor er tvingende nødvendig. Det er ikke muligt at hævde sandheden af 1) og 2), men benægte sandheden af 3), uden at modsige sig selv. Endvidere afhænger gyldigheden udelukkende af de småord, som står i kursiv. Udskifter man sætningerne med nogle, der har et andet indhold, men bevarer småordene, så vil man igen have en korrekt slutning. Fx er følgende også en korrekt slutning:

1) hvis det brænder, starter alarmen; 2) alarmen starter ikke; 3) altså: det brænder ikke.

De to slutninger har samme logiske form, men indholdet af sætningerne i de to tilfælde er meget forskelligt. Det ses således, at den logiske korrekthed af slutningerne udelukkende afhænger af den logiske form og ikke af indholdet i sætningerne. Det er sætningsformerne "hvis..., så..." og "ikke...", der bestemmer den logiske form. For at gøre dette tydeligere indføres betegnelser for de indgående sætninger. Dette giver følgende slutningsskema:

1) hvis A, B; 2) ikke B; 3) altså: ikke A.

Ved passende valg af A og B kan man nemt komme frem til de to slutninger ovenfor. De er begge eksempler på dette generelle slutningsskema.

Sætningslogik

En vigtig opgave for logikken er at identificere de småord og sætningsformer, som er bestemmende for en slutnings logiske form. Ligesom "ikke" og "hvis..., så..." spiller ordene "og" og "eller" en afgørende rolle.

Sætninger opbygget vha. "hvis..., så..." kaldes implikationer. Opbygges de af "ikke", "og" og "eller", kaldes de hhv. negationer, konjunktioner og disjunktioner. De nævnte småord kaldes logiske konnektiver, og man har i moderne logik indført tegn for dem: ⇒ for "hvis..., så...", ¬ for "ikke", ∧ for "og" og ∨ for "eller". Sætninger, der ikke indeholder disse ord, kaldes atomare sætninger.

Der kan således bygges en omfattende klasse af sætninger op ved at tage udgangspunkt i de atomare sætninger og sammenføje dem ved anvendelse af implikation, negation, konjunktion og disjunktion. Dette system af sætninger kaldes det udsagnslogiske eller sætningslogiske sprog. Man kan derefter undersøge, hvilke regler der gælder for slutninger udelukkende formuleret i dette simple sprog.

Generelt er man i logikken interesseret i at undersøge, om det er logisk korrekt at slutte fra et antal præmisser A1,...,An til en konklusion K, hvor A'erne og K er sætninger formuleret i fx sætningslogikkens sprog. Korrekt logisk følge defineres således:

K følger af præmisserne A1,...,An betyder, at K's sandhed er en konsekvens af præmissernes sandhed. Eller sagt på anden måde: Det er umuligt at have en situation, hvor alle præmisserne er sande, men konklusionen falsk.

Slutningsskemaet ovenfor er et eksempel på et logisk gyldigt slutningsskema. Man skriver A1,...,An ⊧ K, hvis K følger logisk af præmisserne.

Hvis man skal vise, at K følger af præmisserne, skal man i princippet vise, at uanset hvordan sandheden af de indgående udsagn varieres, vil konklusionen altid blive sand, når alle præmisserne er sande. Tilsvarende kan man vise, at et slutningsskema er logisk ugyldigt, ved at angive en situation, hvor alle præmisserne er sande, men konklusionen falsk.

En anden måde at argumentere for, at konklusionen K følger af præmisserne A1,...,An, er at vise, at man kan udlede konklusionen fra præmisserne ved at anvende allerede accepterede gyldige slutningsskemaer på præmisserne igen og igen og således til sidst komme frem til konklusionen. Hvis dette er muligt, skriver man A1,...,An ⊦ K og siger, at K kan bevises ud fra præmisserne A1,...,An ved anvendelse af bestemte slutningsregler.

Det er muligt at vise, at man for sætningslogikkens vedkommende kan finde et lille antal logisk gyldige slutningsskemaer, ud fra hvilke det er muligt at bevise alle logisk gyldige slutninger. Der gælder således, at en konklusion følger fra et sæt af præmisser, hvis og kun hvis konklusionen kan bevises ud fra de samme præmisser. Dette kan udtrykkes således:

A1,...,An ⊧ K hvis, og kun hvis, A1,...,An ⊦ K

Der er således fuldstændig overensstemmelse mellem logisk gyldighed og beviselighed i sætningslogikken. Man siger, at sætningslogikken er semantisk fuldstændig.

I nogle tilfælde kan en sætning K vises at være sand betingelsesløst, dvs. uden at forudsætte præmisser. I dette tilfælde siger man, at K er et logisk sandt udsagn. Fx er alle udsagn af formerne p∨¬p og (p⇒q)⇒(¬q⇒¬p) logisk sande i sætningslogikken. Sådanne sætningsformer kaldes tautologier. Der gælder, at K følger af præmisserne A1,...,An hvis, og kun hvis, A1,...,An⇒K er en tautologi (A1,...,An er her en konjunktion af udsagnene).

Prædikatslogik

Der er mange logiske slutningsformer, hvis gyldighed ikke kan påvises, hvis de formuleres i sætningslogikkens sprog. Betragt fx følgende slutning:

1) For alle mennesker gælder: hvis de spiser gift, dør de; 2) Søren spiser gift; 3) Altså: Søren dør.

Udtrykkene "for alle..." og "der findes..." er andre vigtige logiske konnektiver. De kaldes hhv. alkvantor og eksistenskvantor og betegnes ∀ og ∃. Udvides sætningslogikkens sprog med disse nye konnektiver, fremkommer prædikatslogikken, der er langt mere udtryksfuld end sætningslogikken. Disse to logiske systemer udgør grundlaget for den moderne logik.

Prædikatslogikken er også semantisk fuldstændig i betydningen "A1,...,An ⊧ K hvis og kun hvis, A1,...,An ⊦ K", hvilket igen betyder, at alle gyldige prædikatslogiske slutninger kan bevises ud fra en lille mængde simple slutningsskemaer. Dette blev vist af Kurt Gödel i 1930.

Selvom det i prædikatslogikken er muligt at bevise alle logisk sande sætninger, er prædikatslogikken ikke afgørlig. Der findes nemlig ingen effektiv procedure, som til en given sætning afgør, om den er sand eller ej. Prædikatslogikkens principielle uafgørlighed blev bevist af Alonzo Church i 1936.

Udvidelser

Både sætnings- og prædikatslogikken kan udvides til mere udtryksfulde logiske systemer. Således kan man tilføje logiske konnektiver, som udtrykker nødvendighed og mulighed, hvilket giver modallogik; man kan tilføje konnektiver vedr. tid, hvilket giver temporallogik; man kan tilføje konnektiver vedr. vurderinger og påbud, hvilket giver deontisk logik; man kan tilføje konnektiver vedr. viden, hvilket giver epistemisk logik.

Disse forskellige logiske systemer kaldes under ét for intensionelle logikker og er karakteriseret ved, at sammensatte udsagns sandhedsværdier ikke direkte afhænger af deludsagnenes sandhedsværdier. Udsagnet "Peter tror, at det regner" kan jo være sandt eller falsk, uanset om "det regner" er sandt eller falsk. De spiller en afgørende rolle i moderne erkendelsesteori, og flere af dem har fundet anvendelse i datalogi.

Højereordenslogik

En anden måde at udvide på er at tilføje mere komplicerede kvantorer. I eksemplet ovenfor blev der kvantoriseret over mennesker, altså objekter. Man kunne også tillade kvantorer, som fx løber over egenskaber. I mange situationer behøver man sådanne kvantorer, fx hvis man vil formalisere Leibniz' princip, som siger, at hvis to objekter har alle egenskaber fælles, så er de identiske. Dette kunne udtrykkes ved:

For alle a og b: hvis, for alle egenskaber P, a og b begge har P, er a = b.

Når man udvider med kvantorer over egenskaber, får man andenordenslogik. Man kunne så fortsætte med kvantorer over egenskaber ved egenskaber, hvilket giver tredjeordenslogik, og derfra videre til fjerdeordens- og femteordenslogik og så fremdeles. Fortsætter man med at tilføje kvantorer af alle endelige ordener, når man frem til endelig typeteori.

Typeteorien, der blev udviklet af A.N. Whitehead og Bertrand Russell, har i 1900-t.s slutning fået en renæssance i form af den simple, endelige typeteori. Algoritmer og konstruktive logikker kan i endelig typeteori beskrives på elegant vis, og denne teori spiller derfor en afgørende rolle i såvel teoretisk datalogi som i studiet af matematikkens grundlag.

Ikke-aristotelisk logik

Det er også muligt at komme frem til andre typer logikker ved at variere definitionen af logisk følge. I definitionen af korrekt logisk følge ovenfor tales om sandhed, og det forudsættes stiltiende, at alle udsagn enten er sande eller falske. Men når man kvantoriserer over uendelige områder, fx over de naturlige tal 1,2,3..., kan det være vanskeligt at afgøre, om et kvantoriseret udsagn er sandt. Fx ved man ikke i dag, om alle lige, naturlige tal kan skrives som sum af to primtal. Man ved altså ikke, om dette udsagn er sandt, og man kan heller ikke være sikker på, om man nogensinde vil få viden om det. Nogle vil derfor sige, at denne type udsagn ikke har nogen sandhedsværdi, før man rent faktisk kan afgøre, om de er sande eller falske. Dette fører til konstruktivistisk og intuitionistisk logik, hvor udsagn ikke behøver at have sandhedsværdier. En anden mulighed er at indføre tre eller flere sandhedsværdier, hvilket giver polyvalente logikker. I begge tilfælde brydes den klassiske logiks bivalensprincip, at enhver hævdende sætning enten er sand eller falsk.

Der findes i dag mange forskellige logiske systemer, og det er et åbent filosofisk spørgsmål, om der blandt disse mange systemer er et eller flere, som erkendelsesteoretisk er mere grundlæggende end de øvrige. Navnlig diskuteres det, om den klassiske logik, hvor alle meningsfulde udsagn kan tildeles en bestemt sandhedsværdi, sand eller falsk, kan begrundes, eller om man må indskrænke logikken til de erkendelsesteoretisk set mere sikre konstruktive logikker.

Anvendelser

Udviklingen af moderne logik har ført til mange betydningsfulde resultater, som kaster lys over menneskelig argumentation og rationalitet, og som spiller en afgørende rolle i moderne filosofi, matematik og datalogi. I 1900-t.s begyndelse blev udviklingen af logikken drevet af filosofiske og erkendelsesteoretiske problemstillinger, især i forbindelse med matematikkens grundlag. I dag er logikken et væsentligt værktøj i matematik og datalogi. Den er således blevet en praktisk anvendelig videnskab.

Især nye former for aksiomatisering af logikken, kaldet naturlig deduktion, sekventkalkyle og resolutionskalkyle, har haft stor betydning. Datalogiske værktøjer og programmeringssprog, fx bevisassistenter og logikprogrammering, har mange praktiske anvendelser.

Logiske symboler

symbol betegnelse anvendelse betydning
¬ negation ¬A ikke A
konjunktion A∧B A og B
disjunktion A∨B A eller B
(materiel) implikation A⇒B hvis A, så B; A medfører B
(materiel) biimplikation A⇔B A hvis og kun hvis B; A er logisk ækvivalent med B
alkvantor x p(x) for alle x er p(x) sand
eksistenskvantor x p(x) der findes mindst et x, så p(x) er sand
∃! ∃!x p(x) der findes netop ét x, så p(x) er sand

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig