Det er en forholdsvis lille del af befolkningen, der tegner sig for hovedparten af den stærkt destruktive eller ligefrem voldsforbryderiske adfærd. Her er tale om en tilsyneladende vedvarende personlig disposition. Det er aggression også hos det mindretal af befolkningen, der udtrykker sin aggression mere indirekte i form af en konstant fjendtlig eller fornærmende holdning, sarkasme m.v. Det er væsentligt at efterforske, hvilken opvækst sådanne mennesker har haft.
Adskillige undersøgelser har derfor søgt at finde frem til, hvilken slags opdragelse, hvilke forældreholdninger m.v. der har frembragt unormalt aggressive børn. Der er naturligvis set bort fra mindre børns normale raserianfald i sådanne undersøgelser. Det ser ud til, at der kan være tale om ret forskellige opvækstbetingelser, og det er naturligvis vanskeligt at opnå pålidelige resultater om så sammensatte foreteelser. Hertil kommer, at det meste af forskningen er baseret på undersøgelse af drenge.
Der tegner sig dog et billede af, at stærkt aggressive børns forældre enten har været ligeglade, kolde, afvisende, autoritære eller ligefrem fjendtlige; ofte er dette hos forældrene koblet sammen med lav selvagtelse, evt. også lav agtelse for den anden forældrepart. En del af disse forældre har også anvendt en betydelig grad af straf, herunder fysisk straf, eller trusler om det.
Et barn bliver ikke aggressivt af at blive udsat for almindelig kritik af sin adfærd eller af den normale frustration, det udsættes for, fx ved afvænning og toilettræning. Derimod er der sandsynlighed for, at det bliver aggressivt, hvis det generelt bliver afvist og strengt straffet. I dette tilfælde bliver forældrene for det første modeller for barnet, der efterligner den aggressive adfærd og kommer til at betragte den som normal. Selv om forældrene straffer barnet strengt, når det har opført sig aggressivt, lærer barnet derfor ikke at holde op. Tværtimod lærer det at blive mere aggressivt.
Straf fører for det andet til frustration, som resulterer i mere aggression hos barnet, selvom det måske forskyder aggressionen bort fra forældrene, skjuler den eller opdæmmer den til et reservoir af indestængt had. Aggression kan også omdannes til neurotiske symptomer som fx fobier. Alt i alt er der således ikke belæg for det gamle ord, at den, der sparer på riset, spolerer barnet.
Modsat kan forældrene også være for eftergivende ved ikke at sætte faste rammer for aggressiv adfærd og ved ikke at stille konsekvente krav om aggressionskontrol. Derved lærer barnet, at aggressiv adfærd er tilladelig og kan føre til resultater. Den afgørende faktor er altså ikke forældrenes eftergivenhed i sig selv, men resultatet af den: manglende overholdelse af sociale regler.
Hver for sig kan disse to opvækstbetingelser, fjendtlighed og eftergivenhed, skabe stærkt aggressive børn. Når de kombineres, hvilket de sagtens kan, bliver resultatet et barn, som har fået både for lidt kærlighed og for stor frihed. Det ser ud til, at en sådan vilkårlighed og inkonsistens i opdragelsen er den ideelle grobund for aggression. Barnet ved ikke, hvordan det skal handle, og det har meget svage fornemmelser for, hvad man ønsker af det.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.