Aggression er et af de mest kontroversielle emner i psykologien. Det skyldes, at det indbefatter en række vanskelige og vigtige spørgsmål såsom: Er der forskellige former for aggression? Er den ens hos mennesker og dyr? Hvordan forklares aggression? Er den medfødt eller indlært og kulturelt bestemt? Hvordan opstår og kontrolleres aggression? Er mennesket godt eller ondt?

Faktaboks

Etymologi
Ordet aggression kommer af latin aggressio, af aggredi 'angribe', af ad 'til' og gradi 'gå i skridt'.

Aggression kan defineres som adfærd med det mål at true eller skade først og fremmest medlemmer af egen art og dernæst medlemmer af andre arter eller ting. Præstationsorienterede, konkurrencebetonede eller selvhævdende handlinger er således ikke i sig selv aggressive, men kan naturligvis være det. Imidlertid betegnes også følelser ofte som aggressive. Det gælder fx vrede, had og raseri. Sådanne følelser kommer ikke altid til udtryk i aggressive handlinger. De kan være ledsageomstændigheder og ikke årsager til aggressioner. Omvendt behøver aggressive handlinger ikke være ledsaget af aggressive følelser, idet handlingerne kan være køligt kalkuleret eller endog medfølende som det mindste af to onder i en given situation.

Aggression hos dyr

Dyr konkurrerer om visse goder, og konkurrencen kan føre til aggressiv adfærd og kamp. Hos de fleste arter er hannerne mere aggressive end hunnerne, og trusler og kampe mellem hanner drejer sig hyppigst om territorieafgrænsning, dominans, parring og næring. Truslerne og kampene er normalt ritualiserede og afstedkommer sjældent alvorlig skade, fordi der i adfærdsmønstret indgår positurer hos den underlegne part, som hæmmer modpartens aggressioner, eller den underlegne flygter uden for farezonen, hvorefter den ikke længere forfølges.

Sådanne gensidige mønstre er hensigtsmæssige for artens overlevelse. De findes også hos mennesker, men ikke i nær samme grad som hos dyr. Hvis flugtmuligheden ikke er til stede fx hos dyr i fangenskab, kan kampen dog ende med drab. Hos løver, chimpanser og hyæner skal der desuden være iagttaget tilfælde af drab på artsfæller under naturlige omstændigheder. Det forekommer muligvis hyppigere end hidtil antaget. I tilfælde af overbefolkning på et territorium opstår der aggressiv adfærd, som fører til emigration og dermed til en spredning af populationen, der kan være hensigtsmæssig. Men hvis territoriet af en eller anden grund er begrænset, afstedkommer aggressionerne en social forstyrrelse, der hos eksempelvis gnavere kan føre til massedrab eller død af stress.

Hos de fleste arter er hannerne som nævnt de mest aggressive, men hunnerne deltager også i dominansstridigheder og i territoriekampe om knappe fødemængder og fx sove- og redepladser. Hos de fleste pattedyr udløser truslen mod ynglen et aggressivt forsvar hos hunnen og i visse tilfælde også hos hannen.

Aggressivt forsvar forekommer også ved mange andre lejligheder i dyreriget og kommer til udtryk som truende afværgeadfærd af forskellig slags. Undertiden optræder seksuel aggression, hvilket vil sige destruktiv adfærd udløst af de samme påvirkninger, der normalt fører til seksuelle reaktioner. Endelig kan man tale om en mere generel irritabel aggression, der viser sig som vrisne udfald eller ukontrollabelt raseri. Denne aggression udløses af stressende forudgående begivenheder i form af frustration eller smerte. Hvor genstandene for angrebet i de hidtil nævnte typer aggression er ret bestemte, kan genstandene for den irritable aggression være mangfoldige og uspecifikke.

Undertiden betegnes rovdyrets angreb på sit byttedyr som aggression. Det er i en vis forstand rigtigt, da byttedyret unægtelig lider skade. Men det er ikke des mindre uheldigt, dels fordi de to dyrearter ikke konkurrerer om den samme resurse, dels fordi et rovdyr nu engang ikke kan gøre andet end at angribe byttedyr. I den forstand er rovdyrets drab på byttedyret lige så lidt aggressivt som koens fortæring af græs. Det nytter derfor ikke at forklare menneskelig aggression ved, at vi er rovdyr, rent bortset fra, at det i øvrigt er en tvivlsom karakteristik.

Aggressionsformer hos mennesker

Der må skelnes mellem i det mindste to forskellige former for aggression hos mennesker.

Den første kan kaldes reaktiv aggression. Den ledsages af aggressive følelser og opstår, når man fx bliver udsat for en fornærmelse eller forhindret i at opnå et mål, man har sat sig.

Den anden er instrumentel aggression. Den opstår ikke som reaktion på negative påvirkninger og er heller ikke en spontan handletilbøjelighed, men snarere en måde at løse problemer på. Den er et middel til at opnå et mål af materiel eller social art ved fx at sætte en konkurrent skakmat. Derfor er den ikke nødvendigvis ledsaget af aggressive følelser.

En i dag forladt hypotese beskrev under navnet spontan aggression en form for aggression, der skulle komme af sig selv uden forudsigelig foranledning. Dette fænomen har aldrig efterfølgende kunnet påvises, hverken eksperimentelt eller undersøgelsesmæssigt, og i moderne forskning inden for bl.a. evolutionspsykologien afvises det, at aggression kan opstå uden årsag.

Aggressionsteorier

Der findes fem psykologiske teorier til forklaring af aggression. Som for så mange andre psykologiske foreteelsers vedkommende er forklaringerne forskellige med hensyn til, hvor stor en rolle, de tillægger arv og miljø. Måske kan teorierne kun tilsammen forklare alle forekomster af aggression.

Instinktteorien

Denne forklaring antager, at alle organismer biologisk er sådan indrettet fra naturens hånd, at de enten til stadighed eller i visse perioder af en årscyklus frembringer fysiologiske energier, som nødvendigvis må udløses i aggressiv adfærd. Opfattelsen forfægtes i dele af etologien (fx af Konrad Lorenz). Her mener man, at mennesker ikke er så forskellige fra dyr, som vi oftest holder af at tro. Vi har nogle grundlæggende instinkter, og blandt disse aggressionen, fælles med dyrene. Ligesom skelettet hører instinkterne til organismens fundamentale byggesten, der indvirker på alle dele af organismen; men selv lader de sig kun vanskeligt ændre af indre eller ydre forhold. Instinkterne er meget konservative dele af organismen; de styrer den, mens de selv kun lader sig påvirke indirekte.

Andre etologer antager derimod ikke så nære ligheder mellem mennesker og dyr og anfægter også antagelsen om energikilder til den aggressive adfærd. De mener, at nok påvirker medfødte hormonale og neurale faktorer tilbøjeligheden til aggressiv adfærd, men de skaber ikke spontane indre aggressive impulser. Både dyr og mennesker kan leve i lange perioder uden at udvise aggression, medmindre ydre påvirkninger fremkalder aggressive reaktioner. Mennesker er som andre dyr født med dispositioner til aggressiv adfærd, men ikke med et instinkt for aggression. De mener heller ikke, at aggression hos mennesker udløses af så bestemte stimuli fælles for hele arten som hos dyr, eller at mennesker har så bestemte artsspecifikke adfærdsmønstre for aggression, som tilfældet er hos dyr.

Alle etologer er imidlertid enige om, at aggressiv adfærd er evolutionært opstået og tjener de samme funktioner til overlevelse og regulering af den sociale adfærd hos mennesker og dyr, især mht. territorieforsvar, rangorden og dominans. Denne tanke går tilbage til bl.a. Darwin og fremhæver, at aggression medvirker til at skabe regler for omgangsformerne imellem individerne. Dermed fremmer aggression stabile sociale hierarkier, der mindsker aggression blandt gruppens medlemmer snarere end øger den, til gavn for både gruppens og de enkelte individers overlevelse og tilpasning. Evindelige kampe mellem artsfæller er uhensigtsmæssige, og det har evolutionen derfor skabt biologiske og sociale mekanismer til at undgå. Grundlæggende kan aggression således have en positiv funktion for sociale dyr, skønt dens negative sider umiddelbart springer mest i øjnene for menneskers vedkommende.

Driftsteorien

Psykoanalysens opfattelse af aggression ligner på visse punkter instinktteoriens. I psykoanalysen kaldes aggression for en drift, og driften antages at være knyttet til en medfødt fysiologisk energikilde. Derimod mener man ikke, at aggression udløses af bestemte eller artsspecifikke stimuli; heller ikke at aggression udgør et fast adfærdsmønster fælles for alle mennesker.

Freud arbejdede gennem årene med et antal forskellige drifter ud over seksualiteten. I begyndelsen knyttede han aggressiv adfærd sammen med de såkaldte jeg-drifter, der mest har selvopholdelse som funktion. Som for dyrs vedkommende fordrer selvopholdelse også hos mennesker undertiden nødvendigheden af at kunne udvise aggression. Senere indskrænkede Freud al motivation i alt liv, altså ikke kun i menneskeliv, til to drifter. Dels den livsopbyggende Eros, som både seksualiteten og jeg-drifterne er bundet til, og hvis energikilde kaldes libido. Dels den livsnedbrydende dødsdrift Thanatos, som aggressionen er bundet til, og hvis energikilde kan kaldes destrudo. Døden er livets mål, eller endda mere end det, for i alt organisk stof er der indbygget en slags stræben mod at vende helt tilbage til en uorganisk tilstand, og denne stræben viser sig som aggression. Al aggression er således først og fremmest vendt mod organismen selv i form af ubevidste selvdestruktive tilbøjeligheder. Disses tilfredsstillelse er ikke lystfyldt, således som tilfældet er med den til livsdriften knyttede seksualitet, med mindre aggression blandes med seksualitet og dermed bliver erotiseret.

Hos depressive patienter er sådanne selvdestruktive tendenser fremtrædende, og behandlingen af dem kan have været én af Freuds inspirationer til denne idé. Den kan også være påvirket af buddhistisk tænkning om nirvana og af datidens undergangsstemninger hos Schopenhauer, Nietzsche eller Spengler. Den 1. Verdenskrigs rædsler har med sikkerhed spillet ind. Måske er tanken tillige blot en konsekvent udmøntning af termodynamikkens anden lov om entropien, som Freuds forestillinger om energiprocesserne var påvirket af.

Den indadvendte aggression eller tendensen til selvdestruktion imødegås af libidoen, energikilden til Eros. Eros og Thanatos blandes, hvilket bevirker, at Thanatos delvis neutraliseres, og individet beskyttes dermed mod selvudslettelse. Jeget, som er den psykiske styringsinstans vendt mod den ydre realitet, tager den delvist neutraliserede Thanatos i sin tjeneste og drejer aggressionen udad mod omgivelserne. Gennem opvæksten hæmmes de aggressive driftsimpulser (såvel som de seksuelle) delvis af den psykiske instans, Freud kalder overjeget, og som er samvittighedens sæde.

Antagelsen af en dødsdrift har ikke vundet særlig udbredelse hos Freuds efterfølgere. Men at aggression er en medfødt drift ligesom seksualitet, tvivles der ikke på hos de fleste psykoanalytikere. Ej heller betvivles det, at aggression formentlig er en lige så vigtig drivkraft som seksualitet, at disse to drifter er grundmotivationen i alt menneskeliv, og at de ofte og måske altid er blandet sammen. Nogle som fx Melanie Klein mener endog, at aggression er en vigtigere årsag til psykiske konflikter, angst og neurotiske symptomdannelser end seksualiteten. Andre psykoanalytikere som fx Heinz Hartmann afviger fra Freud deri, at tilfredsstillelsen af den aggressive drift antages at være ligeså lystfyldt som tilfredsstillelsen af den seksuelle. Endelig fremhæves det af nogle psykoanalytikere, at aggression ikke kun bør forstås som destruktiv adfærd. Den spiller også en vigtig rolle i udviklingen af selvstændighed og karakterdannelsen som helhed samt i trangen til kropslig udfoldelse og til at udforske og mestre virkeligheden.

Behovsteorien

Aggression er også blevet forklaret som en almenmenneskelig disposition eller handletilbøjelighed, der ofte kaldes et behov. Behovsteorien ligner instinkt- og driftsteorien derved, at den betragter aggression som en medfødt psykisk impuls. Derimod antager den ikke, at den aggressive impuls er bundet til den fysiologiske energikilde. Bl.a. Henry A. Murray har opstillet en liste på 20-30 sådanne almenmenneskelige behov, hvoraf aggression er et. Men selvom det aggressive behov antages at være almenmenneskeligt, optræder det med meget forskellig styrke hos forskellige individer. Aggression er således også et individuelt personlighedstræk, og det er let at vise, at mennesker er overordentlig forskellige i henseende til, hvor fremherskende den aggressive tilbøjelighed er hos dem.

Frustrationsteorien

En helt anden slags forklaring er, at blokering eller frustration af målrettet adfærd vækker aggressive følelser og adfærd. Frustrationsteorien hviler ikke på antagelser om medfødte aggressive energier eller impulser, som instinkt- og driftsteorien gør det, men forudsætter dog som behovsteorien, at aggression er en almenmenneskelig, medfødt handletilbøjelighed eller -mulighed. Fx ledsagedes et skarpt fald i uldpriserne i USA's sydstater i begyndelsen af 1900-tallet af en stigende tilbøjelighed hos de hvide farmere til at lynche sorte. Faldet i uldpriserne var frustrerende og medførte øget aggression mod de sorte, selvom de naturligvis ikke var årsagen til prisfaldet. Dette kaldes aggressionsforskydning.

Ruslands nederlag til Japan i 1904 efterfulgtes af store pogromer mod jøderne, og Hitler forstod om nogen at anvende jøderne som syndebuk for Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig. Eksemplerne er endeløse, også i hverdagen. Derfor har frustrationsteorien umiddelbar appel, den er indlysende for enhver fra dagligdagen. Ikke desto mindre kan den langt fra forklare al aggression.

Det er åbenlyst, at teorien kun gælder for det, der ovenfor blev kaldt reaktiv aggression, derimod ikke for den instrumentelle og den spontane aggression. Men heller ikke hvad den reaktive aggression angår, er teorien fuldt dækkende. For det første bliver ikke alle mennesker uvægerligt aggressive, når de frustreres. Den personlighed, der er opbygget gennem udvikling og opdragelse, spiller ind, og det medfører, at mennesker ikke reagerer ens i ens situationer. For det andet kan frustration udløse andre reaktioner end aggression, fx tilbagetrækning, fortvivlelse, hjælpeløshed eller konstruktive modforanstaltninger. For det tredje kan aggression udmærket optræde uden forudgående frustration, hvad enten den skyldes imitation og indlæring, eller at aggression, som de foregående teorier mener, er en egenskab ved alle menneskers eller nogle menneskers natur. Det er endda den slags tilfælde af aggression, der virker mest alarmerende på os, fordi den forekommer uforståelig. For det fjerde kan aggression udløses af andet end frustration, fx af fornærmelser, ydmygelser, trusler, svigt, skuffelse, utilfredshed, konflikt, nederlag og undertiden smerte.

Disse indvendinger ugyldiggør imidlertid ikke nødvendigvis den antagelse, at aggression kan være menneskets mest grundlæggende reaktion på frustration.

Indlæringsteorien

Den indlæringsteoretiske forklaring hævder, at aggression kan forekomme både uden medfødte aggressive energier eller impulser og uden frustration eller andre negative påvirkninger.

For det første kan det være resultatet af, at individet gennem opvæksten er blevet belønnet for aggressiv adfærd. Aggressionen er da blevet forstærket. For det andet kan den aggressive adfærd læres ved at iagttage, at den fører til resultater eller slet og ret bare optræder hos andre. Disse fungerer da som modeller, der imiteres. Jo højere status og jo større lighed med iagttageren forbilledet har, jo mere imiteres den pågældende. Individet behøver med andre ord ikke selv at have fået sin aggression forstærket for at lære den.

For det tredje øger forstærkningen af én slags aggression, fx fysisk angreb, sandsynligheden for forekomsten af andre typer aggressiv adfærd som eksempelvis sarkasme. Forstærkningen af én slags handlinger udbredes til andre handlinger, der har noget centralt til fælles med den første. Dette kaldes generalisering.

For det fjerde generaliseres også stimuli, således at aggression kan udløses af personer eller situationer, der opleves som havende en vis lighed med personer eller situationer, der tidligere har foranlediget aggressiv adfærd. Indlæringsteorien hævder også, at frustration eller andre negative påvirkninger kun vækker en ubestemt følelsestilstand til live. Om denne tilstand specifikt udmunder i aggression, afhænger af individets tidligere indlæringshistorie. Især drejer det sig her om, hvorvidt individet har lært at mestre sådanne situationer, og hvad individet tror, at følgerne af situationen vil blive.

Aggressionsforskydning

Begrebet "syndebuk" stammer fra Det Gamle Testamente. Jøderne havde hvert år en såkaldt forsoningsdag, der blev kaldt yom kippur. På denne dag gik ypperstepræsten ind i templet og lagde sine hænder på hovedet af en levende buk, der derefter blev drevet ud i ørkenen. Hele folkets synder blev gennem dette ritual udsonet og skubbet over på et enkelt væsen. På samme måde kan aggression forskydes fra den genstand, som den egentlig er rettet mod, og lægges over på en anden. Det sker, fordi det egentlige objekt er for farligt og skræmmende, for svært af få ram på eller er uerkendt.

I socialpsykologien opfatter man fordomme, der er forbundet med aggression, som syndebukfænomener. Man udvælger sig et offer for den forskudte aggression, dels fordi det er "synligt" (lige ved hånden) og dels så svagt, at man tror at kunne besejre det uden at risikere liv og lemmer. Sådan forklares eksempelvis undertiden racefordomme og fordomme mod indvandrere, og fra hverdagslivet kendes den evige historie om funktionæren, der bliver skældt ud af chefen (uden at turde svare igen), og derfor går hjem og deler lussinger ud i familien.

Gruppeaggression

Syndebukmekanismen er meget ofte et gruppe- eller massefænomen — man står sammen om at bekæmpe en svag fjende. Et eksempel på denne adfærd er skolebørns mobning af en kammerat. I grupper føler de fleste mennesker, at de ikke har så stort et personligt ansvar for deres handlinger som ellers; det gælder formodentlig især ved aggressiv adfærd. Hvis man i en gruppe hidser sig op over et eller andet fænomen eller en person, indtræder der ofte en sænkning af den individuelle selvovervågning, og man mister kontrol over eller føling med de sociale normer, der normalt regulerer adfærden. Medlemmer af en gruppe kan i høj grad stimulere hinanden til en stigende aggression og til en "dehumanisering" af offeret, således at man ser bort fra, at personen kan have gode egenskaber, og udelukkende betragter vedkommende som ond, skræmmende og ødelæggende. Aggressionen vokser og retfærdiggør syndebukmekanismen. Til gengæld bevirker denne ophidselse, at gruppemedlemmerne ikke retter aggressiv adfærd mod hinanden, og dette kan stimulere sammenholdet indadtil. Denne mekanisme har ledere og demagoger kendt til alle tider, når de har villet styrke deres magtposition og udglatte interessemodsætningerne i en gruppe: De opfinder en syndebuk i skikkelse af en fremmed gruppe, et folk, en race eller en nation. Nazityskland er et instruktivt eksempel, men fænomenet kendes overalt i dagens verden — såvel nationalt som internationalt. I det politiske liv vil offeret for en aggression kalde udøveren for en aggressor, men denne vil kalde sin handling for et retfærdigt selvforsvar, en sikkerhedsforanstaltning, en værnelse af nationale interesser, en opretholdelse af folkets ære osv.

Man søger ofte at skelne mellem aggressive og ikke-aggressive angreb fra den ene nation mod den anden; sidstnævnte skulle være acceptable efter international lov, fordi de bliver overvåget af FN eller tilsvarende overstatslige organisationer. Det er måske muligt at skelne sådan, men det virker sjældent overbevisende. Nationerne anvender nemlig de betegnelser for deres handlinger, som kan fremme deres interesser.

Aggression mellem grupper kan måske aldrig helt afskaffes. Gennem millioner af år har mennesket levet i små og tætte grupper, og denne afgrænsning har udgjort deres sociale identitet. En gruppe er kun en gruppe, fordi dens medlemmer oplever, at de tilhører netop den og ingen anden. Et sådant tilhørsforhold til én bestemt gruppe (eller nogle, der ligner), kan mennesket ikke leve uden. Vi er nødt til at kunne skelne mellem dem og os. "Vi" og "de andre" er begreber, som vi forstår ved at sætte skel, og ethvert skel åbner mulighed for aggression, i hvert fald den, der skal beskytte de livsnærende og kærlige forbindelser internt i gruppen og opretholde den som en enhed. Det gode og det onde hænger således sammen som et paradoks, vi må lære at leve med.

Det er en urgammel skik at bygge grænser op og "dehumanisere" andre gruppers medlemmer. Inden for etnologien har man fundet ud af, at mange stammer, flokke og klaner har kaldt sig selv for "mennesker" for at skille sig ud fra andre grupper. De "andre" var således ikke blot fremmede, men på kanten af ikke at være mennesker. Denne afgrænsning mellem "os" og "de andre" fjerner man ikke gennem formaninger, men kun ved at øge kendskabet til "de andres" levevis — det kan måske gøre os til søstre og brødre i den globale landsby. De moderne medier har et stort ansvar at varetage i den forbindelse.

Aggressionssocialisering

Det er en forholdsvis lille del af befolkningen, der tegner sig for hovedparten af den stærkt destruktive eller ligefrem voldsforbryderiske adfærd. Her er tale om en tilsyneladende vedvarende personlig disposition. Det er aggression også hos det mindretal af befolkningen, der udtrykker sin aggression mere indirekte i form af en konstant fjendtlig eller fornærmende holdning, sarkasme m.v. Det er væsentligt at efterforske, hvilken opvækst sådanne mennesker har haft.

Adskillige undersøgelser har derfor søgt at finde frem til, hvilken slags opdragelse, hvilke forældreholdninger m.v. der har frembragt unormalt aggressive børn. Der er naturligvis set bort fra mindre børns normale raserianfald i sådanne undersøgelser. Det ser ud til, at der kan være tale om ret forskellige opvækstbetingelser, og det er naturligvis vanskeligt at opnå pålidelige resultater om så sammensatte foreteelser. Hertil kommer, at det meste af forskningen er baseret på undersøgelse af drenge.

Der tegner sig dog et billede af, at stærkt aggressive børns forældre enten har været ligeglade, kolde, afvisende, autoritære eller ligefrem fjendtlige; ofte er dette hos forældrene koblet sammen med lav selvagtelse, evt. også lav agtelse for den anden forældrepart. En del af disse forældre har også anvendt en betydelig grad af straf, herunder fysisk straf, eller trusler om det.

Et barn bliver ikke aggressivt af at blive udsat for almindelig kritik af sin adfærd eller af den normale frustration, det udsættes for, fx ved afvænning og toilettræning. Derimod er der sandsynlighed for, at det bliver aggressivt, hvis det generelt bliver afvist og strengt straffet. I dette tilfælde bliver forældrene for det første modeller for barnet, der efterligner den aggressive adfærd og kommer til at betragte den som normal. Selv om forældrene straffer barnet strengt, når det har opført sig aggressivt, lærer barnet derfor ikke at holde op. Tværtimod lærer det at blive mere aggressivt.

Straf fører for det andet til frustration, som resulterer i mere aggression hos barnet, selvom det måske forskyder aggressionen bort fra forældrene, skjuler den eller opdæmmer den til et reservoir af indestængt had. Aggression kan også omdannes til neurotiske symptomer som fx fobier. Alt i alt er der således ikke belæg for det gamle ord, at den, der sparer på riset, spolerer barnet.

Modsat kan forældrene også være for eftergivende ved ikke at sætte faste rammer for aggressiv adfærd og ved ikke at stille konsekvente krav om aggressionskontrol. Derved lærer barnet, at aggressiv adfærd er tilladelig og kan føre til resultater. Den afgørende faktor er altså ikke forældrenes eftergivenhed i sig selv, men resultatet af den: manglende overholdelse af sociale regler.

Hver for sig kan disse to opvækstbetingelser, fjendtlighed og eftergivenhed, skabe stærkt aggressive børn. Når de kombineres, hvilket de sagtens kan, bliver resultatet et barn, som har fået både for lidt kærlighed og for stor frihed. Det ser ud til, at en sådan vilkårlighed og inkonsistens i opdragelsen er den ideelle grobund for aggression. Barnet ved ikke, hvordan det skal handle, og det har meget svage fornemmelser for, hvad man ønsker af det.

Aggression og kønsroller

Der er næppe tvivl om, at visse biologiske kønsforskelle gør sig gældende; men i dette afsnit drejer det sig om de sociale faktorer bag kønsforskellene.

Drenge og piger socialiseres ikke på samme måde noget sted på Jorden. I vestlig kultur antages det almindeligvis, at mænd er mere aggressive end kvinder. Men det gælder ikke alle aggressionens udtryksformer. Flere undersøgelser viser, at drenge er klart mere fysisk aggressive end piger, der til gengæld er mere sprogligt aggressive.

Denne vigtige forskel i kønnenes optræden kan være medbetinget af biologiske kønsforskelle. Men den hænger formentlig sammen med forskelle i kønsrolleindlæringen, der forstærker forskellig slags adfærd hos de to køn gennem opvæksten.

Det er åbenlyst, at mange forældre ligefrem opmuntrer drenge til at vise aggressiv adfærd i visse situationer; i vestlig kultur græder raske drenge ikke — men de skal kunne slå fra sig. Også videnskabelige undersøgelser peger på kønsrolleindlæringens betydning. Fx er det godtgjort, at amerikanske skolelærere i almindelighed ikke bryder sig meget om uafhængige, selvhævdende og ukonforme børn, men mens denne adfærd til en vis grad accepteres hos drenge som "naturlig", tolereres den mindre hos piger.

Måske er det mest interessante spørgsmål her samspillet mellem biologiske og sociale faktorer. Det er muligt, at der uanset skiftende tiders og steders ideologier findes kønsbiologiske grænser for variationsmuligheden i kønsrolleopdragelsen.

Medieaggression

Børn kan lære, at aggressiv adfærd er tilladelig og normal fra mange andre end deres forældre. I adskillige år har aggressiv modelindlæring fra medierne, især tv, været et omdiskuteret emne.

I USA ser børn tv 2-6 timer om dagen. I 1982 skønnedes det, at den gennemsnitlige 18-årige amerikaner havde set 18.000 mord på tv. Hvert 16. minut optræder der en voldelig episode, hvert 31. minut et mord på de amerikanske kanaler. 80 procent af alle fiktionsprogrammerne indeholder voldelige handlinger, og børneprogrammerne søndag morgen rummer 20 voldshandlinger i timen. Af samtlige typer handlinger i fiktionsprogrammerne er det vold, der oftest fremstilles som midlet til problemløsning, og den slags har den 18-årige amerikaner ifølge en undersøgelse fra 1991 set 200.000 eksempler på i sit liv.

Det er store tal. Spørgsmålet er, om det fører til aggression hos seerne, specielt børn og unge. De fleste undersøgelser konkluderer, at oplevelser af medievold har tre følger; det skal dog bemærkes, at der er betydelig uenighed blandt forskere om disse konklusioner.

For det første sænkes aggressionshæmningen i almindelighed, og medfødte eller erhvervede aggressive dispositioner aktiveres, fordi aggressiv adfærd i medierne som oftest giver resultater og fremstår som acceptabel til løsning af uoverensstemmelser og konflikter. Identifikationen med skuespillerne øger i kraft af modelindlæringen sandsynligheden for aggressiv adfærd i hverdagen.

For det andet indlæres aggressionens teknikker. Det er et alvorligt problem, dels fordi der forekommer mange former for aggression i programmerne, dels fordi programmerne bl.a. produktudvikles gennem opfindelse af nye aggressionsteknikker.

For det tredje sænkes medfølelsen for menneskelig lidelse, når man vedvarende udsættes for vold i medierne. Denne almene afstumpning er måske den alvorligste langtidsvirkning, når det aggressive og bizarre bliver norm.

Det er et uafklaret problem, om de børn, der ser flest programmer med aggressiv adfærd, i forvejen er mere aggressive end andre og dermed lettere modelindlærer. Aggressive børn er i almindelighed mindre populære i deres kreds og mindre optaget af at læse lektier end andre, og det kan være medvirkende årsag til, at de ser mere tv end andre. Herved bliver de endnu mere aggressive og indelukkede i en ond cirkel.

Aggressionskontrol

I instinkts- og driftsteorien, og til en vis grad også behovsteorien, er det en udbredt opfattelse, at aggression ikke helt kan undgås, da den er et fast træk ved vor natur. Aggressionen kan kun kontrolleres, hvis den ledes ind i socialt acceptable baner — og bliver "udløst" for en tid. Det kaldes, med et begreb hentet fra Aristoteles, katarsis (renselse), der betyder, at et drama og især en tragedie på scenen kan have en rensende virkning på sjælen. Man kan også kalde det "afreagering" eller "afløb", når man identificerer sig med aggressive mennesker i medierne eller i forskellige former for sport og lever med i deres handlinger. Dette "afløb" finder dog tilsyneladende ikke sted. Når man overværer en boksekamp eller en ishockey-match, formindsker det åbenbart ikke aggressionen hos tilskuerne hverken under eller efter kampen. Det samme gælder for udøverne. Det kan ganske vist se ud til, at når aggressionen er udløst, så falder sandsynligheden for flere aggressive handlinger lige umiddelbart efter. Men virkningen er ikke langvarig, og desuden kan man øge sin selvstimulering så voldsomt, at den aggressive handling virker som en såkaldt indlæringsforstærker, der kan øge de aggressive handlingers antal.

Endnu en måde at få afløb for sine aggressive tilbøjeligheder er at forskyde dem til mere socialt acceptable aktiviteter. Sport er en mulighed, men det kan i princippet være al slags skabende virksomhed. Sublimering kaldes det ofte; det er imidlertid tit lettere sagt end gjort. Alt i alt er hovedkonklusionen på undersøgelser, der omhandler medieaggression og aggressionsafløb, at aggression avler aggression.

Ifølge frustrationsteorien er den enkleste kontrol af aggression at undgå frustrationer. Det er ikke muligt i et normalt liv, og man må derfor acceptere dem som uundgåelige. Man må vænne sig til dem og tilpasse sig — uden samtidig at blive passivt offer for omstændighederne. Man kan tage luften ud af frustrationerne ved at mindske deres betydning for det livsområde, de angår. Man skal kort sagt prøve at gennemtvinge en holdningsændring og gennem selvindsigt lære, hvilke situationer der i særlig grad skaber frustrationer for én — og prøve at undgå dem. Man må bearbejde sine reaktionsmåder og erstatte primitive aggressive reaktioner med mere modne konfliktløsninger.

Indlæringsteorien mener, at man gennem opvæksten skal undgå at belønne barnet for aggressive handlinger og undgå at udsætte det for aggressive situationer. Det kan man gøre ved at ignorere barnets aggression, men det er bedre at fjerne det fra den givne situation en tid og forklare det, hvorfor man har handlet sådan. Indlæringsteorien anbefaler, at man viser børn ikke-aggressive modeller. Det har vist sig muligt at dæmpe aggressiv adfærd hos børnehavebørn ved at bede pædagogerne om konsekvent at ignorere børnenes aggressive handlinger, men tydeligt belønne ikke-aggressiv adfærd.

Aggressionens biologi

Adskillige undersøgelser har vist, at børn fødes med ret forskelligt temperament. Nogle nyfødte er således mere pirrelige, irritable og vanskelige at gøre tilpas end andre. Dette er ikke aggression, men det udgør et medfødt individuelt forskelligt grundlag for, hvordan barnet tager imod verden — og bliver taget imod af verden. Forældre behandler nemlig deres børn forskelligt alt efter disses temperament og forstærker derved nogle adfærdsnormer. Dette medfødte grundlag præger det senere mere komplekse mentale liv ved at lede det ind i nogle baner snarere end i andre.

Individuelle forskelle i tilbøjelighed til egentlig aggressiv adfærd synes imidlertid også at optræde meget tidligt og holde sig ret konstant. Det kunne tyde på, at arvelige faktorer spiller ind, omend samspillet mellem arv og miljø her og alle vegne er et indviklet forhold. Skønt sociale faktorer er vigtige for forekomsten af aggression, er der givetvis også biologiske årsager. Især har man hæftet sig ved den rolle, som kønshormonerne spiller, og dermed naturligvis også ved kønsforskellene.

Der er formentlig en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af det mandlige kønshormon testosteron og aggression. Fx har det vist sig, at indsprøjtning af testosteron i dyr øger deres aggressive adfærd markant. Nogle mænd, der begår voldshandlinger, har højere testosteronniveau end andre, især unge mænd, idet mængden af testosteron falder med alderen. De unge mænds større voldelighed kan forklares med kulturelle faktorer, men det ser også ud til at være tilfældet i andre kulturer.

Da mænd naturligt producerer mere testosteron end kvinder, er det derfor ikke underligt, at mænd af denne biologiske årsag generelt er mere aggressive end kvinder, i hvert fald hvad fysisk aggression angår. Men dette forhold må ikke overbetones, for dels har mange voldskriminelle en normal mængde testosteron i kroppen, og dels begår de fleste mænd med højere testosteronniveau end normalt ikke voldskriminalitet. Måske er det snarere sådan, at højt testosteronniveau medfører en generelt dominerende adfærd, og dette resulterer i flere aggressive handlinger end gennemsnittet, når situationen er til det.

Al adfærd og alle hormonbalancer styres til syvende og sidst af hjernen. Det kan da også vises, at aggression ændres som følge af forskellige slags påvirkninger af hjernen. Det drejer sig især om de centre i mellemhjernen, der kaldes hypothalamus, det limbiske system, septum og amygdala, som i øvrigt spiller en stor rolle for følelseslivet i almindelighed. Også den såkaldte XYY unormalitet ved nogle mænds kromosomer har en overgang tiltrukket sig interesse som medvirkende biologisk forklaring på aggression, men denne teori betragtes ikke længere som væsentlig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig