Humor. Arkitektgruppen SITE har opført en række bygninger til forretningskæden BEST Products, hvor de driver gæk med beskuerens forventninger om bygningers soliditet. Her ses deres bygning til forretningskæden i Houston, Texas, 1975.

.

Humor. I kunstmuseet Louisianas grønne omgivelser står Joan Mirós Personnage (1970) som et overraskende væsen med sin fremmede fortrolighed. Figuren har humorens virkning i sin kropslige underfundighed, en alvorlig-lystig leg med tilværelsens proportioner og tegnverden.

.

Humor har bl.a. med proportionsforskydninger at gøre, fx misforholdet mellem en hændelse og reaktionen derpå. Faldet er et yndet komisk virkemiddel; her lyder kommentaren: Gud! Stødte De Dem?. Fra Fritz Jürgensen 40 Tegninger (1860).

.

Humor, den latinske etymologi fortæller, at humor er nøje forbundet med det kropslige. I den antikke og middelalderlige medicin betragtedes blandingen af de fire kropsvæsker som afgørende for et menneskes temperament (se humoralpatologi). Det tydeligste udtryk for humor er latteren, som adskiller mennesket fra andre skabninger; omvendt er latteren, fx den skadefro, ikke altid udtryk for humor.

Faktaboks

Etymologi
Ordet humor kommer af latin humor 'væske'.

Ordets moderne betydning er relativt sen, først brugt i forbindelse med engelske humorister i 1700-tallet. Derfra indførtes ordet i tysk romantisk æstetik; det blev især brugt af Friedrich Schlegel, der lancerede begrebet i tidsskriftet Athenäum fra 1798. På dansk møder vi først det nye ord i begyndelsen af 1800-tallet.

Litterært

Illustration fra Alice in Wonderland: "You're nothing but a pack of cards!"

Hos Ludvig Holberg forekommer ordet kun i formen humeur og da i den gamle betydning af legemsvæske, temperament, sindstilstand, svarende til nutidens humør. Den store franske Encyclopédie forklarer i 1765 humeur over flere spalter, men har kun ca. 30 linjer om humour, der beskrives som et engelsk begreb, den særlige form for spøgefuldhed hos Jonathan Swift i hans Gullivers rejser (1726). Men det tilføjes med selvfølelse, at Swift har trukket stærkt på de franske forfattere: François Rabelais og Cyrano de Bergerac.

I antikken, således hos Aristoteles, vækkes latteren ved det hæslige og deforme, det som afviger fra det naturlige eller normale. Og sådan lyder latteren da også gennem hele historien og i mange historier ved synet af eller tanken om dværge, krøblinge, grimrianer, idioter, fordi de i uventede sammenhænge støder an mod normen. Det er en måske ubevidst afværgelatter med visse træk af aggression. Reaktionen er således amoralsk, hinsides godt og ondt.

Det overraskende er en væsentlig del af den humoristiske virkning til udløsning af latter. Et fald, en snublen, som netop afbryder rutinen, kalder på latteren og er derfor uundværlig i enhver komisk performance. En særlig karakter får reaktionen, når en autoritet kommer galt af sted, helst på en vis afstand.

Afstanden er en vigtig komponent i det komiske, som derved måske netop adskiller sig fra det egentlig humoristiske. Den franske filosof Henri Bergson har i sin afhandling om latteren, Le Rire (1900, da. 1993), understreget ubarmhjertigheden, den ubevidste lyst til at ydmyge og straffe "naboen". Den sympati, der hører sig til, når man ler med nogen, er fraværende, når man ler ad nogen; "hjertets momentane anæstesi", kalder Bergson det.

Faldet, sammenstødet, afstanden er faktorer, som indgår i provokationen af sansen for humor, der bredt kan bestemmes som en skærpet sans for proportioner. Man skal have blik for det små og for det store og for sammenstødet mellem dem.

Humor forudsætter et mentalt overskud, især når man er impliceret i en situation. Humor er således en form for luksus, løftet over eksistenskampen. Den sammenkobler to forskellige regelsæt, to koder, der egentlig udelukker hinanden. En form for inkompatibilitet. Med sådanne vendinger definerer man gerne humorens fænomen.

Definitionen viser sig gyldig i små øjebliksforhold, på livsholdningernes plan og dér, hvor komik og tragik mødes i paradokset. Således i vitsen, anekdoten, situationen og kunsten. Det er ikke givet, at alle vil le ad det samme. En fortælling og dens virkning er fx gerne knyttet til tid og sted. Det humoristiske materiale eller stof hænger sammen med specifikke kulturvaner og nationaliteter.

Humor er en holdning eller egenskab, og humor fungerer som en genre, et produkt i kunst, underholdning og fortælling med en fremstillingsteknik, der i alle tilfælde er et spil af modsætninger. Digteren og kritikeren J.L. Heiberg betragtede digterværker som resultater af forfatternes karakter. Således forholder det sig i hans litteraturhistorisk berømte polemik med Adam Oehlenschläger 1827-28 i anledning af hans kritik af tragedien Væringerne i Miklagaard.

I sin afvisning af digterens indvendinger får Heiberg gennem sin tillempning af G.W.F. Hegels dialektik defineret begrebet humor: Enhver vil let fatte, siger han, at begrebet det komiske "i sin Umiddelbarhed er Lune, i sin Reflexion Ironie, og i Eenheden af begge Humor. Oehlenschlägers umiddelbare Genie er i alle Grene af Poesien lunefuldt". Men, tilføjer han, da digteren desværre savner ironi, ejer han heller ikke humorens højere enhed.

Så formelt gradueret fik Heiberg defineret nogle beslægtede begreber i forhold til hinanden. Og så meget fik han sagt, at humor er en sammensat størrelse, en høj eller dyb egenskab, resultat af en udvikling, der indbefatter spontanitet og distance.

Om modsætningsspillet hed det hos Friedrich Schlegel i forbindelse med ironi og selvironi: Mennesket bliver sig en idés omfang bevidst, når det ser "dens paradoksale spændvidde og tør tænke de modsætninger, som synes uforenelige, men skal gå op i en rigere harmoni".

At humor skulle være et moderne fænomen, resultat af en nyere tænkemåde og holdning til tilværelsen i den vestlige verden, må nærmere begrundes.

Kollisionen af modsatrettede aktiviteter, modsigelser, der fremtræder for os som handling, sammenstød af dumhed og fornuft, er alt sammen grundlag for komik og må trods alt antages at være elementært menneskelige, gyselige lysterfaringer i alle kulturer.

Vi kender dem fra antikkens komedier, som er en objektiv digtning, dvs. uden forfatterindividuel, subjektiv investering. Det samme gælder tragedien. De to genrer er karakteristisk nok adskilte, ikke samlet i humorens vidde som menneskelig holdning. Ironien er til stede, i en grundlæggende form hos Sokrates, atter som en objektiv holdning: bevidst at sige noget andet, end man mener, eller stille sig uvidende an, med det formål at fremkalde en eftertanke og en dialog.

Middelalderen har rige eksempler på komik og farce, kalkmaleriernes scenerier har gru og groteske som tydelige elementer. Hele den folkelige karnevalstradition går ud på at vende forholdene på hovedet, at bytte om på magt og afmagt i et stort kropsligt latteranfald, som degraderer de øverste. Denne "latterkultur", som er beskrevet af M.M. Bakhtin i "Rabelais og hans verden" (1965) har et langt efterliv af folkelig skæmt, som man heller ikke vil kalde humor i nyere forstand. Skæmteeventyr handler i al forenkling om, hvordan man ubarmhjertigt narrer hinanden, og hvordan de store, herremænd og ikke mindst præster og degne, bedst kan ydmyges. Latterkulturens hovedingredienser er ved siden af lorteorgier åben mund og åbent skød.

Dantes Den guddommelige komedie rummer derimod 1300-t.s ophøjede sammensætning af stort og småt, af gru og glæde, så at den på en vis måde kan kaldes humor, men næppe moderne. Den er konfessionel og henholder sig til én bestemt målestok for godt og ondt. Øverst i det jordiske paradis hersker den kærlige alvor.

Dantes yngre landsmand, Boccaccio, var med Dekameron (ca. 1350) friere i verdslig fantasi og skrev sine muntre historier om skæbnens tilskikkelser og omvendinger og individets handlekraft. Der er oprør i Boccaccios menneskecentrerede livssyn med intelligens og erotik som drivkraft. Det er sådanne spændinger, der opfattes som moderne.

I Rabelais' 1500-tals-fortællinger om Gargantua og Pantagruel mødes modsætningerne og presses til det yderste i hans groteske opgør med kirkelige og universitære myndigheder. Han udnyttede den folkelige karnevalisme, skruede den op i et artistisk niveau, etablerede sit brogede menneskelige univers, hvor alle moralske domme er sat ud af kraft, så kun fortællingen er sandheden og åbner for den store humoristiske virkning. Det er for en læser ikke muligt at øve ret og skel mellem personerne og deres drastiske handlinger, uden at man gør sig selv til grin. Fra Rabelais stammer begrebet pantagruelisme om den livsnydende højere munterhed.

Den humoristiske fortælling udviklede sig til fantastiske rejseberetninger, fx hos Cyrano de Bergerac. Og netop rejsen skulle blive et hjælpemiddel for humoren frem til 1700-t.s engelske romaner, som de blev skrevet af bl.a. Jonathan Swift, Henry Fielding, Tobias Smollet, Oliver Goldsmith, Laurence Sterne, hvor begrebet humour nystøbtes, idet der åbnedes for en broget verden fuld af overraskelse. På rejsen konfronteres man med det forunderlige.

Allerede i Cervantes' roman Don Quixote (1605-15) begiver helten sig således på rejse inspireret af sin læsning i eventyrlige ridderromaner. Det bliver til en evig række af sammenstød mellem hans fiktioner og realiteternes verden. Gennem komiske situationer — berømt er kampen mod vejrmøllerne — udvikles så den højere forsonlige humor, som gør ridderen af den bedrøvelige skikkelse til en ædel helt i komikkens patos. Og her folder den såkaldt moderne vestlige humoropfattelse sig ud — før ordet, den humor, som optager det tragiske i sig.

Humorens moralske flertydighed opleves tilsvarende i William Shakespeares samtidige dramatik. Således de komiske forviklinger i En Skærsommernatsdrøm (1600), der afslører kærlighedens latterlige vilkårlighed. Dermed åbnedes dramaet for den store humor, ligesom Cervantes skabte en humorens scene i romanen.

I sådanne store værker må man regne med langstrakte spændingsforhold mellem modsætningerne, men gerne vedligeholdt af situationskomik, af verbale kortslutninger, ikke mindst hos Shakespeare i vittige replikvekslinger og vovede ordspil.

Til humor hører en subjektiv frihed til at tænke og opleve uden for normer eller i deciderede normbrud. Litterært set er essayet en sådan subjektiv genre, hvor man også tør betragte verden gennem hullerne i sin viden. Montaigne var med sine essays et af de store forbilleder for Holbergs Epistler (1748-54), der, som denne siger det, befattede sig med "adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philosophiske, Item skiemtsomme Materier". Andet ord end dette, som han selv kursiverer, havde han ikke for den humoristiske islæt, der fandtes i hans holdning til verden.

Søren Kierkegaard, som erklærede sig for kristen tænker, bekræfter, at begrebet humor, der også for ham tilhørte subjektiviteten, netop kun grænser til det religiøse. Humoren forbliver i relativitetens sfære. Humoristen er "den nærmeste Approximation til den Religieuse" og har en væsentlig forestilling om lidelsen og dens forhold til eksistens, "men saa er det Humoristen gjør den svigefulde Vending og tilbagekalder Lidelsen i Spøgens Form".

Den religiøse kan imidlertid bruge humoren "inkognito", og således gennemprøvede Kierkegaard under sine varierende pseudonymer humorens forskellige kategorier. Derunder også den ironi, han analyserede i Om Begrebet Ironi (1841), forstået som en førkristelig betragtningsmåde, med særligt henblik på Sokrates. Humor var for ham en efterkristelig bestemmelse. Den indeholder en langt dybere skepsis end ironien.

Filosoffen Harald Høffding beskrev i Den menneskelige Tanke (1910) og i Den store Humor (1916) den subjektive "livsstemning", som er humorens. Den er opstået af erfaringer om livets blanding af tragedie og komedie, nederlag og sejre. Humoren er alvorlig ved sit indhold og ironisk ved tanken om det umulige i at fastholde én form.

Dette værdisyn hos Høffding bunder i overbevisningen om en stor enhed i tilværelsen, mod hvis tilskikkelser man da kan forholde sig spøgende. Det er dog "en spøg gennem tårer", da man resigneret må erkende, at det store altid er behæftet med det ringe. Hvor man med Bergson ler ad nogen, ler man med Høffding med nogen ud fra den humane holdning, der bærer hans opfattelse.

Humor har da at gøre med humanisme i vid forstand og med individualisme. Derfor er fundamentalisme og diktatur i princippet fjender af humoren, som er farlig ved sin kritik af det entydige. Det er fx pointen i Umberto Ecos roman Rosens navn (1980) om et italiensk 1300-tals-kloster, hvor man omhyggeligt skjuler et kosteligt manuskript om humoren.

Humoristisk-satiriske skildringer af samfundet, eksempelvis af Hans Scherfig, Finn Søeborg, Leif Panduro, kan påskønnes i et liberalt samfund, fordi de på én gang virker som "spejl og nødudgang", som det er sagt, og dermed hos læseren fremmer oplevelsen af at beherske dobbeltheden.

Høffdings beskrivelse af humor havde som underlag troen på værdiernes beståen, på tilværelsens mening. Opfattelsen af, at der ikke eksisterer nogen forudfattet mening med tilværelsen, men at den er overladt til den enkelte, kan give humoren karakter af det absurde, tilspidset som en sort humor eller "syg" humor med træk af kynisme og sadisme.

Den absurde humor kan udtrykkes ved at understrege det fantastiske i det kendte eller omvendt det kendte i det fantastiske, som Franz Kafka gjorde det i romanen Processen (1925), hvor en fremmed parallelverden bryder ind i hovedpersonens dagligliv, og i fortællingen "Forvandlingen", hvor den unge mand langsomt antager skikkelse af et hæsligt krybdyr, hvad alle søger at negligere.

Det er let at se noget latterligt eller grotesk ved mennesker, i og med at de er mennesker. De kan også finde på som Lewis Carrolls Alice at gå om bag spejlet eller gennem et kaninhul ned i et Eventyrland, hvor alle ingredienser kan blandes.

I travestien og i parodien gennemføres en trivialisering af en højere verden, eller en jævn verden udstyres med sublime træk, som det er tilfældet i Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper, mens man holder masken. Efterligning, personlighedsskift og forklædning er nogle af virkemidlerne i enten overdrivelsens eller forenklingens tegn. Og det er den samme humorens grammatik, der forekommer i bildende kunst og i film.

Humor, psykologisk

Humor er et af de mest komplekse fænomener i dagligdagen og åndslivet. En spøg kan være dyb, skønt tilsyneladende overfladisk eller meningsløs. Den kan udtrykke venlighed og sympati eller fjendtlighed og spot. Den kan skabe nærhed eller afstand, jubel eller eftertænksomhed. Den kan forene mennesker med samme sans for humor eller skille dem ad; begge dele på en undertiden stærkere måde end så mange andre former for tiltrækning eller frastødning.

Adspurgt mener de fleste mennesker at have en sans for humor, der ligger over gennemsnittet af befolkningen. Da dette er en statistisk umulighed, afspejler det den høje værdi, som vi tillægger humor. Veludviklet humor anses af næsten alle for en ønskværdig egenskab.

Det opfattes som tegn på et harmonisk forhold til tilværelsen, udtrykt gennem en fornemmelse for de proportioner, der muliggør evnen til at se det store i det små og det små i det store. Det gælder også det groteske i sort eller syg humor, der kan fascinere i sin blanding af det dragende og det skræmmende; for de fleste dog kun i mindre doser ad gangen.

Humor har en mængde udtryksformer og funktioner i det mentale og sociale liv. En humoristisk bemærkning tillader relativt risikofri tilkendegivelse af synspunkter og holdninger til kontroversielle forhold, som dagligdagens konventioner ellers ikke tillader.

Humoren kan både kommunikere følelser og medvirke til at kontrollere dem i sociale sammenhænge. Hos mentalt forstyrrede mennesker såvel som hos børn kan humor dog omvendt udløse kontroltab og angst gennem manglende forståelse af den eller dens berøring af forbudte temaer på en uigennemsigtig måde. Humoren kan anvendes som et våben, der muliggør tilsløret angreb på modstandere i en diskussion eller underminering af statusforskelle.

Som våben kan humoren herigennem bruges til kontrol af andre i form af forklædte fornærmelser, som det er vanskeligt at replicere på uden at blive yderligere til grin. Modsat kan humoren bruges som forsvar til at afværge eller tage brodden af angreb på ens integritet eller position. Humoren kan oprette immune zoner, der tillader afsløringen af svagheder hos en selv eller mindsker byrden i gennemlevelsen af tunge vilkår og tragiske skæbneforhold på en let måde, der ikke belaster andre med at skulle tage stilling eller engagere sig deri for alvor.

Folkeviddet mildner mistrøstige tilstande, som det fx er kendt fra jødisk humor gennem tiderne. Humor værdsættes som middel til at afværge truende konflikter og afvæbne dem, når de er opstået. Humoren kan forene modsætninger og genoprette balance i sociale relationer og befæste alliancer og solidaritet til samling om fælles mål og opgaver.

I en gruppe eller på en institution udgør humoren således ofte en slags pagt mellem medlemmerne (undertiden vendt mod andre grupper), idet den giver frihed til indbyrdes mild forklejnelse, der er midlet til omfortolkning af fælles erfaringer og en beroligende sikkerhedsventil til udløsning af spændinger i gruppen.

Skønt humoren i moderne forstand hører vor kultur og tidsalder til, kender alle samfund på en eller anden måde den magt, som humoren har til at påvirke den menneskelige adfærd. Alle steder og til alle tider har man ligefrem ritualiserede roller til at befordre den slags humor, der anfægter tabuer og bryder normer for passende anstand.

Rollerne kendes fra stammefolk, og i vor historie har vi figurer som hofnarren, landsbytossen og cirkusklovnen. Disse figurers sociale funktion er dels at tillade publikum at tage imod ellers ilde hørte sandheder om sig selv, dels gennem identifikation med dem at kaste hverdagens selvkontrol af sig og delvis opføre sig som dem, uden at det får følger i form af offentlig spot og latterliggørelse.

Humoren hører langtfra til de mest udforskede fænomener i psykologien. Psykologien har ingen samlet teori om humor, men der kan måske afgrænses tre delteorier, som beskæftiger sig med hvert sit grundlæggende træk ved humoren. Det drejer sig om spændingsudløsning, uforenelighed og mestring.

Spændingsudløsning. For den tyske filosof Immanuel Kant bestod humor i en pludselig forvandling af en spændt forventning til ingenting, altså en antiklimaks og gerne en overraskende. Samme antagelse havde den amerikanske eksperimentalpsykolog Daniel Berlyne, idet han opfattede humor som en pludselig udløsning af en spændingstilstand.

Det er imidlertid Sigmund Freud, der frem for nogen har bearbejdet denne teori på sin måde. I sit arbejde Der Witz und seine Beziehung zum Unbewussten (1905) skelnede Freud mellem komikken, vitsen og humoren. Alle tre havde efter hans mening den funktion at tilfredsstille individets drifter ved brug af de samme kognitive processer som drømmen, de såkaldte primærprocesser, først og fremmest fortætning og forskydning. Disse mentale processer er anderledes end den normale tænkning, idet de sammenfatter et psykisk indhold i kort form og afleder energien fra fortrængte og dermed forbudte motiver og følelser.

Derigennem neutraliseres fortrængningen for en stund, og det forbudte kan komme til udtryk i tilsløret skikkelse. Mens ophævelsen af fortrængningen for det forbudte er fælles for komikken, vitsen og humoren, formår humoren desuden at ophæve fortrængningen for det smertelige, fortvivlede og tragiske og lade dette i en vis udstrækning få afløb i humorens indirekte form. Derfor anså Freud humoren for den mest modne og kreative mentale mekanisme til indirekte tilfredsstillelse af menneskets grundlæggende drifter seksualitet og aggression.

Ligesom drømme, leg og kunst udgør humoren for Freud den tilfredsstillelse, der ligger i en spændingsudløsning gennem ophævelse af hæmninger i en tilbagevenden til barnlige former for tænkning med disses delvise frigørelse for realitetsorientering. Budskabet inden i budskabet eller metabudskabet "dette er kun for sjov" forklæder og formilder budskabet og tillader midlertidig ophævelse af reglerne for kritisk rationalitet og passende moralsk opførsel med hensyn til seksualitet, aggression og andre forbudte temaer, som normalt ville vække ubehag eller endog angst hos både afsender og modtager, hvis budskabet blev udtrykt direkte.

Denne tilbagevenden til tidligere mentale funktionsmåder er dog kun delvis og afgrænset og kontrolleres af jeget, hvorfor den kaldes "regression i jegets tjeneste". Nogle af Freuds efterfølgere har bearbejdet denne opfattelse til en generel psykoanalytisk teori om kunst, kreativitet og originalitet.

Uforenelighed. Det inkommensurable eller det indbyrdes uforenelige er formentlig et centralt træk ved megen humor ifølge blandt andre den tyske filosof Arthur Schopenhauer. Inkommensurabilitet vil sige indføringen af et moment i en situation, som normalt tilhører en anden situation, som når fx Mark Twain placerer en nutidig yankee ved kong Arthurs middelalderhof. Det gælder ikke mindst, når noget foregiver at være, hvad det ikke er, og ikke formår at leve op til det, hvilket der er rige eksempler på i klassiske og moderne komedier.

Det inkommensurable medfører uoverensstemmelse i form af kontrast, modstrid, paradoks eller manglende proportion mellem det opfattede og det forventede, hvilket kan antages at være en betingelse for humor. Uforeneligheden kan også føre til tænksomhed og nøjere undersøgelse, men humoren indtræder, når kontrasten ophæves og bliver meningsfuld ved at gøre uoverensstemmelsen forståelig med en skæv vinkel eller en dobbelttydighed, en overdrivelse eller underdrivelse, en konfrontation mellem en højstemt idé og en lav eller triviel, mellem det tragiske og det komiske, det timelige og det evige osv.

Den humoristiske ophævelse af kontrasten består i en overraskende forbindelse af komponenter, som ingen før har tænkt på at forbinde, og som normalt er adskilte og vækker helt forskellige holdninger og fornemmelser, og hvis sammenkobling har præg af en kun skrøbelig ligevægt eller en lettere absurditet, der kaster tvivl over fornuft og følelsesliv og vedtagne værdier. Eksempler kan være Bernard Shaws karakteristik af den konventionelle seksualmoral som "de gifte kvinders fagforening" eller Oscar Wildes bemærkning om "arbejdet som den drikkende klasses forbandelse".

Mestring. Den engelske filosof Thomas Hobbes mente, at humor altid rummer en følelse af overlegenhed forbundet med en nedsættende opfattelse af genstanden for overlegenheden. Når vi fx ler ad den gerrige, den grådige eller den, der får en lagkage i hovedet, kan det skyldes, at vi føler os overlegne i forhold til dem, idet vi indser, at vi er bedre stedt end dem, og det er denne overlegenhed, vi nyder. Derfor kan vi også le ad vore egne tidligere dårskaber, når vi vel at mærke tror at have overvundet dem.

Sådanne teorier kan forklare aggressive vitser, hvis hyppighed Freud naturligvis ikke var ene om at iagttage. Aggression kan utvivlsomt være en komponent i humor, og psykologien har påvist, at aggressive personligheder foretrækker aggressiv humor mere end andre. Men teorien har begrænset rækkevidde til forståelse af humor generelt.

Imidlertid kan overlegenhedsteorien udvides med den amerikanske psykolog Robert Whites (1904-2001) antagelse om eksistensen af et universelt behov hos mennesker for kompetence og mestring. Behovet kan føre individet til både nysgerrig undersøgelse af noget eller til problemløsning, men også til nydelse af den slags humor, som støtter individet i en følelse af at beherske en situation eller en livsomstændighed.

I en sådan tilstand betragter vi den menneskelige skueplads fra et ophøjet stade lidt under evighedens synsvinkel, hvor alle aktørerne fremstår som elskværdige, men svage og selvoptagne. Når overlegenhed opfattes på denne måde snarere end som foragt for skavanker, som vi ikke selv mener at lide af, kan vi med Høffding forstå den stille glæde og sympati, en humoristisk figur som Don Quixote vækker i os. Vi ler ikke kun ad Don Quixote, men også med ham og uden at vide af det med os selv i tavs identifikation med den kære uduelighed og storladne maskerade ved hans forsøg på i store dyders navn at knægte de kræfter, der altid ender med at være stærkere end han.

Ak, hvor menneskeligt, tænker vi med vemodigt overbærende humor og ikke kun komik, idet vi græder og ler på samme tid over den inkommensurabilitet mellem idealiteten og realiteten, som vi selv ophæver eller mestrer på hans vegne i mildt tilbagelænet overblik. Det samme gælder Shakespeares figur Falstaff, og det er næppe en tilfældighed, at Cervantes og Shakespeare indvarsler den moderne opfattelse af humor i vor kultur.

Hos barnet er en følelse af sikkerhed nødvendig, for at et humoristisk smil eller latter kan indfinde sig. Smil og latter optræder hos spædbarnet, før man må formode, at de er forbundet med humor, men der er ikke enighed i psykologien om, hvornår humor kan iagttages hos barnet.

Nogle mener, at det sker allerede omkring firemånedersalderen, når barnet i en tryg situation præsenteres for uventede og uoverensstemmende stimuli, mens andre hævder, at humor først indfinder sig omkring toårsalderen, hvor barnet besidder sprog og nogen evne til fantasi og dermed til at kunne forestille sig "som om"-virkeligheder hinsides det realt foreliggende. Det kan ske i legen, hvor humoren tillader barnet indirekte afløb for den slags vrede, seksualitet, generthed og angst, der er normalt forbundet med de udviklingsfaser, som barnet gennemløber.

Metabudskabet "dette er kun for sjov" opretter en facade, bag hvilken barnet kan være uartigt, drille og tale obskønt, samtidig med at det fralægger sig ansvaret herfor. Sociale og kulturelle faktorer spiller en rolle i smilets og latterens udvikling og funktion hos barnet og den voksne, men grundtræk i smilet og latteren er utvivlsomt universelle udtryksformer i den følelsesmæssige kommunikation.

I begyndelsen kan børn kun forstå enkle vitser og komik, men kræver efterhånden stadig mere kompleks stimulering for at vække humoren til live. Udviklingen af barnets smil fra ren fysiologisk velbehagsreaktion til social interaktion er meget udforsket i psykologien, men smilets forhold specifikt til humor er ikke, og det er heller ikke nemt at undersøge.

Latteren optræder først hos spædbarnet som en reaktion på uventede rytmiske bevægelser, senere som resultat af kilden og drilleri som fx i borte-tit-legen. Først derpå bliver latteren en social reaktion. Med latteren kommunikerer barnet (og den voksne) et fuldt og uvilkårligt følelsesmæssigt engagement i situationen, mens det humoristiske smil udtrykker en vis kontrol over og distance til situationen.

Forskellen mellem mennesker og dyr synes at være så stor, hvad humor angår, at vi anser humoren for at være specifik for mennesket. Men som allerede Darwin iagttog, besidder nogle dyr tilsyneladende primitive humoristiske udtryk i form af den evne til at kommunikere behag gennem ansigts- og kropsudtryk, der hos mennesket bliver til smil og latter.

Metabudskabet "dette er kun for sjov" synes også at være indeholdt i legen hos pattedyrs unger, hvorunder de bl.a. nyder det spændingsudløsende overraskelsesmoment ved at fange fællen i en uopmærksom situation. Det ser ud til, at aber i zoologiske haver holder af at klovne for det menneskelige publikum, og hos chimpanser iagttages utvivlsomt snyd, drilleri, skalkagtige løjer og gavtyvestreger.

Sådan adfærd forudsætter muligvis en vis evne til at forestille sig "som om"-virkeligheder, og adfærden udløser i hvert fald den slags reaktioner i flokken, som vi mennesker vel intet andet rammende begreb har for end morskab, og som ligner menneskebørns tilsvarende adfærd betragteligt.

Humor kan bruges i psykoterapeutisk behandling. Den bevidste anvendelse af uoverensstemmelser, kontraster, paradokser, selvmodsigelser og overdrivelser kan stille klientens negative selvopfattelser i relief. Herigennem kan den smertefulde fortid synliggøres og konfronteres på en konstruktiv måde. Med respekt for individets integritet bruges humoren her til at arbejde med følelser af ensomhed og værdiløshed i et slags spøgende spil mellem terapeut og klient mhp. styrkelse af klientens selvagtelse og tilhørsforhold til andre.

Kommentarer (2)

skrev Jens Hougaard Nielsen

Kære forfattere!

Der står i artiklen om "humor":
"Adspurgt mener de fleste mennesker at have en sans for humor, der ligger over gennemsnittet af befolkningen. Da dette er en statistisk umulighed, afspejler det den høje værdi, som vi tillægger humor. Veludviklet humor anses af næsten alle for en ønskværdig egenskab."

Jeg vil mene at ideen om at et flertal ikke kan ligge over gennemsnittet er en udbredt "matematisk myte". Lad os antage at humor kan klasificeres på en skala fra 0 til 10. I en gruppe på 10, hvor 9 har en humoristisk sans på 10 og én har en humoristisk sans på 0, vil den gennemsnitlige humoristiske sans være på ((9 x10) + 0) /10 = (90 + 0)/10= 90/10= 9. De 9 med en humoristisk sans på 10, et flertal, vil således have en humoristisk sans over gennemsnittet på 9, hvorfor jeg vil mene, at påstanden, om at det er statistisk umuligt, at et flertal kan have en humoristisk sans over gennemsnittet, er forkert. Jeg kan ikke udelukke, at der i min argumentation er forhold, jeg har overset, der gør, at den ikke er er gangbar, men umiddelbart forekommer den mig at "holde vand".

I øvrigt tak for en inspirerende og oplysende artikel.

Venlig hilsen

Jens Hougaard Nielsen

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Vi lader den stå til almindelig orientering.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig