Sundhed. Fra 1960'erne blev konditionstræning og ikke mindst jogging populær. Løbearrangementer som her Copenhagen Marathon 1999 tiltrækker store deltagerskarer, både af trænede og utrænede løbere. Der er sikre beviser for, at regelmæssig motion er sundhedsfremmende og bl.a. beskytter mod hjertesygdomme og mod hjertestop under udøvelse af fysisk aktivitet. På den anden side medfører en pludselig fysisk anstrengelse hos utrænede en klart øget risiko for kollaps og endog pludselig død, fx pga. hjerteslag.

.

Overvægt øger risikoen for en række følgesygdomme, fx diabetes.

.

Sundhed er et begreb, med en meget bred betydning. Det kan dog fastslås, at sundhed er en positiv tilstand, der findes hos levende væsener, og som har betydning for vitale funktioner.

Det er blevet defineret meget forskelligt på forskellige tidspunkter af forskellige personer. Også denne fremstilling vil rumme varierende udlægninger.

Udtryk som en "sund sjæl i et sundt legeme", en "sund tankegang", en "sund indstilling", "sund fornuft" og — om genstande — en "sund tagkonstruktion" betyder i alle tilfælde, at her er der sundhed — af forskellig art.

Mens der fx med en "sund latter", en "sund søvn", et "sundt arbejdsmiljø", en "sund livsstil" og "sunde vaner" i almindelighed forstås, at disse fremmer sundhed. Det er sundt at spise grøntsager og ikke at ryge. Sund mad ejer ikke sundhed, men befordrer sundhed.

Sundhed som modsætning til sygdom

På græsk hedder sundhed hygieia (da. hygiejne), og i den græske mytologi er navnet på sundhedens gudinde Hygieia. Hun er datter af Asklepios, lægekunstens gud. Det har altid været naturligt at se sundhed i nær forbindelse med lægedom for sygdom. Sundhed står således i modsætning til sygdom, og sund synes nærmest at være ensbetydende med rask.

Men når man taler om at være "sund og rask", er det ikke en tautologi, dvs. et overflødigt dobbeltudtryk, for man kan godt være rask uden at være sund, og man kan være sund uden at være rask. Den influenzaramte er syg uden nødvendigvis at være usund. Forbigående sygdom er ikke i sig selv udtryk for dårlig sundhed. Heller ikke vedvarende sygdom behøver at være ensbetydende med usundhed.

Fx kan en patient, der sidder i kørestol, en patient, der har allergi, og en patient, der får hormontilskud for nedsat stofskifte, være sunde. Omvendt opfattes den overvægtige ryger, der let bliver forpustet, som usund uden at være syg, se også sygdom.

WHO's definition og målsætning

Verdenssundhedsorganisationen WHO fastslog i sit stiftelsesår 1948, at "Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse". Da de færreste kommer til at opleve denne tilstand bortset fra måske i korte glimt, betragtes WHO's definition som verdensfjern.

Desuden har man peget på, at WHO på denne måde snarere kom til at definere lykke end sundhed. Det følger heraf, at det at være ulykkelig, hvilket er en menneskelig tilskikkelse, bliver et sundhedsproblem. Derved bliver forespørgslen efter sundhed uden grænser, fordi menneskets søgen efter lykke er uden grænser.

Dette kan igen retfærdiggøre et uhæmmet krav om sundhedsresurser; og et uhæmmet forbrug af sundhedsydelser kan true målet om lighed i adgangen til dem. Endelig vil sammenkoblingen mellem lykke og sundhed kunne føre til totalitære regimer, idet ethvert forsøg på at maksimere befolkningens lykke indebærer denne risiko.

I 1975 lancerede WHO's daværende generaldirektør, danskeren Halfdan Mahler, sloganet "Sundhed for alle år 2000" og erklærede, at han ikke var i tvivl om, at dette mål ville nås før 2000. WHO gjorde det til sin officielle målsætning i 1977, og der var fuld enighed herom ved FN's verdenssundhedskonference i Alma Ata i 1978.

I 1983 lød mottoet for Verdens Sundhedsdag: "Sundhed for alle: Nedtællingen er begyndt"; indtil midten af 1980'erne var der i WHO stadig officiel tiltro til, at "Sundhed for alle år 2000" ikke var utopisk, men at opgaven ville blive gennemført. Optimismen havde formentlig baggrund i WHO's succesrige gennemførelse af en verdensomspændende vaccination mod kopper, hvorefter denne frygtede sygdom kunne erklæres udryddet i 1980.

I samme årti led en fjerdedel af Jordens befolkning af hungersnød, og hver dag døde 30.000-40.000 børn af sygdomme relateret til underernæring. Sundhedsudgifterne pr. indbygger i Afrika, Latinamerika og Asien faldt, udgifter til militæret steg derimod og er i mange udviklingslande mere end hundrede gange så store som udgifter til sundhedsvæsenet. Hen imod årtusindskiftet prægedes den globale sundhedstilstand først og fremmest af fattigdom, herunder mangel på føde og rent vand.

Sundhed som menneskerettighed

Fattigdommen i verden er formentlig den største hindring for sygdomsbekæmpelse, sundhed og gennemførelse af menneskerettighederne. I FN's verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948 taler artikel 25 om retten til at leve et familieliv i sundhed og velvære. I forbindelse med udarbejdelsen af de to afledte FN-konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966 drøftedes det, om sundhed kunne betragtes som en menneskerettighed og skulle inkluderes i konventionsteksten.

På den ene side kan "retten til sundhed" ses som en parallel til "retten til liv", "retten til arbejde", "retten til uddannelse" osv. På den anden side: Hvis sundhed fastslås som en menneskerettighed, kan sygdom da blive en menneskerettighedskrænkelse, og hvem er da krænkeren? Ingen lov kan sikre sundhed eller beskytte mod sygdom. Derfor nævnes det i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bl.a., at enhver har ret til at arbejde under sikre og sunde omstændigheder og "ret til at nyde den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed".

Sundhedsfremme og sundhedsoplysning

På basis af WHO's generelle målsætning blev der i 1984 vedtaget 38 ideale mål for WHOs regionale europæiske sundhedsstrategi. De blev gengivet i hæftet Sundhed for alle i år 2000 (1985), udgivet af Komitéen for Sundhedsoplysning under Indenrigsministeriet. Heri omtales betydningen af levevis, miljø, forskning og sundhedsvæsen for folkesundheden (se socialmedicin).

I 1985 fremhævede WHO's rådgivende komité for sundhedsforskning: "Sygdom er ikke en uundgåelig del af den menneskelige tilværelse. Undtagen når den er opstået ved graviditet, skyldes sygdom principielt usunde levevaner og kan derfor undgås, såfremt man kan ændre disse vaner". Dette afspejler en udbredt tiltro til, at mange eller de fleste sygdomme kan forhindres i at opstå, og at udgifterne til sundhedsvæsenet kan reduceres, hvis man kan få folk til at spise det rigtige, motionere, lade være at ryge osv.

Sundhedsoplysning synes dog at prelle af på store befolkningsgrupper, der på trods af den givne information vælger en risikobetonet livsstil, fx rygning. Det har uden tvivl også betydning, at tilliden til sundhedsoplysningen svækkes, fordi der i tidens løb har været overdrevne eller direkte modstridende oplysninger om, hvad der gavner eller skader sundheden, især hvad angår ernæring og kosttilskud.

Sundhed er et plusord, fordi sundhed er et menneskeligt gode, som betragtes som så efterstræbelsesværdigt, at sundhedsfremmende foranstaltninger, fx forebyggende undersøgelser i form af screening, som udgangspunkt vil blive positivt modtaget og støttet. WHO spåede, at et betragteligt antal medicinske fakulteter ville have skiftet navn til sundhedsfakulteter ved årtusindskiftet.

Det er delvis gået i opfyldelse; de danske lægevidenskabelige fakulteter har siden 1992 heddet sundhedsvidenskabelige fakulteter. Tilsvarende har amternes sygehusforvaltninger skiftet navn til sundhedsforvaltninger, og Danmark har tillige et sundhedsministerium.

Sundhed over for "sundhedisme"

Den tankegang, at de fleste tilfælde af sygdom skyldes et usundt miljø og usunde levevaner og derfor kan undgås, har vundet frem i den vestlige verden, ikke mindst i sidste halvdel af 1900-t. Sygdom ses dermed ikke som et udtryk for uheld eller vanskæbne, og sundhed bliver samfundets og den enkeltes ansvar.

Samfundet forpligtes og berettiges derved til at sætte ind med sundhedsbevarende foranstaltninger inden for fx arbejds- og boligmiljø og sygdomsforebyggelse, og den enkelte får medansvar for sin egen sundhed. Forfølges tankegangen, kan det blive den ansvarlige borgers pligt at holde sig sund, og sygdom anskues som resultatet af forkert adfærd. Ord som livsstilssygdomme opstår. Den enkelte bliver skyld i sin sygdom, og den syge betragtes som skyldig eller endog syndig.

Disse antydninger af religiøs art afspejles i nedsættende udtryk som "sundhedsevangelium" og "sundhedsapostle". I 1800-t. prædikede sundhedsapostle med lidt forskellige betoninger afholdenhed fra kød, alkohol, krydderier, kødelige lyster og magelighed, og disse har også nulevende repræsentanter. Budskaberne formidles i nutiden desuden gennem sundhedsoplysning fra det offentlige, patientforeninger mfl., ofte i form af kampagner.

Selvom officielle anbefalinger udformes mere moderat, spores der en nypuritanisme eller nymoralisme, hvor fx den overvægtige, den tobaksafhængige, den stofmisbrugende, alkoholisten og patienten med aids fordømmes og stemples som ansvarlig (stigmatiseres). Der ses tillige en tendens til, at behandling af patienter, som er usunde eller har en usund og risikobetonet livsstil, fx misbruger alkohol eller tobak, prioriteres lavere, og der er et stigende antal eksempler på, at sygdomsbehandling endog nægtes disse patienter.

Det er dog ikke al risikoadfærd, der på denne måde fordømmes. Idræt betragtes i almindelighed som sundt, og skader, der opstår hos sportsudøvere, fx skiløbere, behandles af særlige lægelige specialer (bl.a. idrætsmedicin og -kirurgi).

I sidste halvdel af 1900-t. har den lægevidenskabelige faglitteratur i tiltagende grad beskæftiget sig med risikofaktorer for udvikling af sygdomme. Der har været en så kraftig fokusering på begrebet risiko, at man har betegnet det som en "risiko-epidemi". Det er blevet set som et resultat af øgede muligheder for at behandle og kontrollere sygdom og som et resultat af ideologien om sundhedsfremmende foranstaltninger. I samme tidsrum er der rejst tvivl om denne ideologi.

Skarpe kritikere som Ivan Illich pegede allerede i 1970'erne på, at sundhedsvæsenet måske er den største trussel mod sundheden. Siden har bl.a. den tjekkoslovakiskfødte læge Petr Skrabanek gjort opmærksom på, at den stærke fokusering på sundhed fører til sygdomsoptagethed og sygeliggørelse.

At efterstræbe sundhed kan være udtryk for usundhed, og hvis det bliver en ideologi og et politisk formål (se folkesundhed), bliver health ('sundhed') til healthism ('sundhedisme'), der består i dyrkelse af det sunde, smukke, unge, stærke, rene og ubesmittede og i sin yderste konsekvens retfærdiggør eugenisk kontrol (se eugenik), racisme og bortdømmelse af dem, der svigter eller falder udenfor. Dette er også historiens lektie.

Der er fare for udvikling af sundhedisme, hvis lykke, livskvalitet, æstetik og korrekt adfærd indgår i definitionen af sundhed.

Kulturhistorie

Sundhed. Gadeskilt fra 1905. Skiltet bærer foroven et lorrainekors, som var bomærke for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, stiftet i 1901, og som stadig er det i dag, hvor foreningen hedder Danmarks Lungeforening. Fra middelalderen havde brug af et kors som en signelse været anvendt som afværgemiddel mod alt ondt. Lorrainekorset bruges siden slutningen af 1900-t. som det internationale symbol på kampen mod lungesygdomme.

.

Den tidlige sundhedsinteresse

Sundhed og sygdom er væsentlige menneskelige grundvilkår, og det at være sund eller syg har givetvis altid været af betydning for mennesker. Derimod vil det variere over tid, hvilken betydning sundheden tillægges, hvordan den bestemmes, hvilke årsager der gives til en sygdoms opståen, hvordan den håndteres, og hvilke symbolværdier de enkelte sygdomme får tilskrevet.

I Danmark har der eksisteret bøger med gode råd om behandling af sygdomme i form af urte- og lægebøger siden renæssancen (se Henrik Smith), og såvel høj som lav har både behandlet sig selv og søgt hjælp hos andre mod sygdomme og skavanker. Men det var først i slutningen af 1700-t., at der blandt lærde og embedsmænd fremkom en egentlig opmærksomhed rettet mod sundhedens betingelser og befolkningens sundhedstilstand.

Denne udvikling genfinder man i det meste af Europa, og den knytter sig til oplysningstidens tro på muligheden af forandring og forbedring af de eksisterende tilstande. En række af tidens oplysere gjorde sig til talsmænd for et nyt syn på krop og sundhed. I modsætning til den almindelige mening i store dele af befolkningen insisterede de på, at sundhed og sygdom ikke bare var givet af enten skæbnen eller Gud, men var tilgængelige for det enkelte individs fornuftige handlen. Individet kunne og burde selv gøre noget for sin sundhed, først og fremmest ved at lade sin levevis styre af regelmæssighed og mådehold.

De tidlige sundhedsoplysere, fx J.C. Tode, var på den ene side bekymrede over det, de så som overflod, ødselhed og lediggang hos samfundets bedrestillede, og på den anden side foruroligede over almuens fattigdom og ikke mindst det, som i deres øjne fremstod som overtro og uvidenhed. For dem var det vigtigt, at alle tog ansvar for egen sundhed.

De begrundede nødvendigheden heraf dels med individernes egeninteresse, dels med nytten af sunde samfundsborgere for samfundshelheden, dels med det ansvar, man havde for at forvalte Guds gaver godt; Gud havde nemlig skabt mennesket sundt, for at det kunne leve sundt. At passe på sin sundhed blev derfor af oplyserne set som et rimeligt moralsk krav til samfundets medlemmer.

Sundhedsinteressen 1850-1950

Selvom der i det sene 1700-t. opstod en interesse for sundheden blandt de mere oplyste dele af den danske befolkning, var der endnu langt fra tale om et egentligt folkeligt gennembrud. Det kan man måske snarere tale om i slutningen af 1800-t., der ligesom det sene 1700-t. havde sin sundhedsinteresse, men nu i en anden udformning og et noget større omfang.

I løbet af 1800-t. havde der været øget fokus på betydningen af fattigdom for sundhedsforholdene, og navnlig var den hastigt voksende gruppe af byarbejdere blevet synlig for læger og andre, der var engageret i sundhedsspørgsmålet. Ikke mindst var der en større opmærksomhed på renlighedens sundhedsbetydning, bl.a. næret af koleraepidemierne i 1850'erne, og med opdagelsen af mange af de vigtigste sygdomsforvoldende bakterier i 1800-t.s sidste årtier blev nødvendigheden af renlighed understreget.

Hygiejne, som engang betød den sunde levevis, fik mere og mere tendens til i dagligsproget at betyde renlighed, og opmærksomheden på renlighed og smittebekæmpelse var så udtalt, at det kunne udarte til en overdreven bakterieangst, bl.a. synlig i markedsføringen af forskellige produkter lige fra sæbe til støvsugere og luftrensere.

Det sene 1800-t.s sundhedsinteresse blev dog ikke kun til en opmærksomhed på renlighed, men drejede sig også om at skabe og vedligeholde en almindelig modstandskraft mod sygdomme hos børn og voksne ved at styrke og hærde legemet.

Der opstod en række forskellige sundhedssystemer, som tog udgangspunkt i bestemte gymnastikformer, særlig kost, friluftsliv, kolde bade, nøgenkultur eller dragtreform eller i kombinationer af disse. Vegetarianismen fik en opblomstring, bl.a. inspireret af de amerikanske, puritanske sundhedsapostle Sylvester Graham og John H. Kellogg.

Selvom systemerne var mange, var der en vis enighed om, at sundheden fordrede en mere naturlig levevis end den rådende, om end man var uenige om, hvori det naturlige mere præcist bestod.

I slutningen af 1800-t. var det ikke mindst tuberkulosen, der fremstod som sundhedens store fjende, som man forsøgte at bekæmpe dels ved gennem større renlighed og påpasselighed at forhindre smitte, dels ved at styrke legemets almene modstandskraft. Men man så også samtidens mennesker plaget af andre sygdomme: hjerte-kar-sygdomme, alkoholisme og den tidstypiske sygdom nervesvækkelse, som blev set som et resultat af samfundets alt for hurtige teknologiske udvikling og bykulturens opskruede tempo.

Også degenerationen regnedes for et af samtidens store problemer. Den naturlige udvælgelse, som Charles Darwin midt i 1800-t. havde udviklet en teori om, blev af mange anset for at være sat ud af kraft af samfundets tagen hånd om de svage med det resultat, at menneskeslægten svækkedes. Som hovedregel regnede man dog med, at degenerationen kunne bekæmpes og forebygges gennem oplysning og en sundere livsførelse.

Dyrkelsen af det unge, sunde og stærke legeme var udbredt omkring 1900. En rationel legemspleje syntes at bære løfter om en bedre og skønnere fremtid præget af viden, fornuft, energi og styrke. Denne forestilling fandt senere sin særegne og uhyggelige udformning i nazismens dyrkelse af det sunde, racerene menneske, som skulle udbredes dels gennem uddannelse og oplysning af befolkningen, dels ved en befolkningspolitik, som fremmede visse gruppers forplantning og forhindrede andres.

Nutidens sundhed

I løbet af 1900-t. kom der især fokus på livsstilssygdomme; se livsstil. Mens man i begyndelsen af 1900-t. i nogen grad kunne koncentrere sig om enkelte sygdomsvoldende bakterier, rettedes opmærksomheden inden for sundhedsoplysning derefter mere på en ændring af folks levevis, især mht. kost, rygning og motion. Den sundhedsoplysende indsats skal navnlig dæmme op for de to store sygdomsgrupper: hjerte-kar-sygdomme og kræft, selvom visse infektionssygdomme stadig spiller en vis rolle i sundhedskampagnerne, i den nyeste tid således aids.

Ligesom slutningen af 1700-t. og slutningen af 1800-t. var slutningen af 1900-t. præget af en stor interesse for sundhed. Sundhed er et plusord, og talrige er de produkter, som markedsføres under henvisning til deres betydning for forbrugernes sundhed. Der kan spores en tendens til, at sundhed ikke blot skal betegne fravær af sygdom, men mere omfattende også skal dække det gode liv, livskvalitet eller lykken. Dermed bliver sundhed ikke blot et middel til at opnå andre goder, men et mål i sig selv.

Statens sundhedsinteresse

I takt med den større interesse for sundheden og sundhedsspørgsmål i det sene 1700-t., navnlig blandt læger, fik også statslige embedsmænd øje på den. Sundhedstilstanden i befolkningen blev set som et væsentligt grundlag for statens styrke. Siden da er staten og de offentlige myndigheder i stigende grad gået ind i arbejdet for en sundere befolkning gennem forskellige forebyggende foranstaltninger, reguleringer og oplysningsvirksomhed.

Initiativerne begyndte i sidste halvdel af 1700-t. med den gradvise opbygning af et sygehusvæsen, en forbedret uddannelse af bl.a. læger og jordemødre samt et distriktslægesystem, som skulle stå for kontrollen med befolkningens sundhedsforhold og yde lægehjælp til fattige (se Danmark – sundhed).

I løbet af 1800-t. gik de offentlige myndigheder stadig mere aktivt ind i ordningen af byens sanitære forhold og oplysningen af borgerne om sundhed, og med fremvæksten af en velfærdsstat i 1900-t. kom der en bredspektret statslig intervention mhp. at sikre befolkningens fysiske og psykiske velvære.

Behovet for at styre udgifterne til sundhedssektoren har givet forskellige former for sundhedsoplysning fornyet aktualitet, idet man håber at kunne forebygge en række sygdomme. Men trods store sundhedskampagner og andre sundhedsfremmende initiativer findes der stadig omfattende folkesundhedsproblemer i den danske befolkning.

Psykologi

Som det fremgår, er sundhed ikke et entydigt, veldefineret begreb, og opfattelsen af sundhed og det sunde har varieret gennem tiderne og fra kultur til kultur. Den amerikanske sygeplejeprofessor Nola J. Pender (f. 1941) har i 1987 defineret sundhed som en fysiologisk proces (biologisk orientering), en funktionskapacitet (sociologisk orientering), en oplevelsesmæssig tilstand (psykologisk orientering) og en holistisk proces (bio-psyko-social orientering). I de fleste senere definitioner af sundhed er det en pointe, at der er et samspil mellem det biologiske, det sociale og det psykologiske, dvs. en holistisk tilgang til begrebet.

Psykisk sundhed

defineres forskelligt afhængigt af, hvilket menneskesyn og hvilken psykologisk teori der lægges til grund.

Ifølge behaviorismen defineres psykisk sundhed som passende social adfærd. Man er sund, hvis man opfører sig i overensstemmelse med kulturens normer og fordringer. Psykisk sundhed er således ensbetydende med tilpasning.

Ifølge psykoanalysen defineres sundhed som psykisk balance samt evnen til at "elske og arbejde", som Sigmund Freud har formuleret det. Psykisk sundhed er desuden karakteriseret ved en høj, men realistisk selvfølelse og frihed for tyngende bekymringer og skyld.

Ifølge eksistentialistisk/humanistisk psykologi defineres sundhed som selvaccept og selvaktualisering, dvs. som realisering og accept af individets potentialer. Psykologiske skoler inspireret af østlig filosofi vil fremhæve "sindets fred" (Peace of Mind) som et psykisk sundhedstegn.

I psykologisk forstand er sundhed ikke ensbetydende med isolerede evner eller funktioner, men snarere en psykofysisk funktionsudnyttelse, som sætter individet i stand til at reagere i overensstemmelse med sine mål, forestillinger og ønsker. Dette indebærer en relativ evne til selvbestemmelse (autonomi) og tilpasning (fleksibilitet), der igen betyder frihed for tvangsmæssige, psykologiske kræfter, som indsnævrer individets adfærdsmæssige, følelsesmæssige og kognitive funktioner.

Sundhedspsykologisk forskning

har både belyst psykisk sundhed og psykens indflydelse på fysisk sundhed og sygdom. Et centralt spørgsmål er, hvad der hos det enkelte menneske skaber sammenhængen mellem psyke og krop. I 1920'erne og 1930'erne formulerede bl.a. den amerikanske psykoanalytiker Franz Alexander (1891-1964) den hypotese, at særlige psykiske konflikter kunne føre til specifikke sygdomme, fx blodtryksforhøjelse, mavesår og astma (specificitetshypotesen). Denne hypotese er i dag forladt.

Siden 1950'erne har man arbejdet med en teori om, at psyken kan påvirke kroppen via en stressfysiologisk respons (se stress og psykoneuroimmunologi). Ved oplevelse af en trussel sættes kroppen i et akut alarmberedskab, hvorved der udskilles en øget mængde stresshormoner (binyrebarkhormoner), der bl.a. medfører hurtigere hjerteslag, øget blodtryk og øget vejrtrækning.

Når truslen er forsvundet eller overvundet, vender kroppen sædvanligvis tilbage til sin normalfysiologiske balance, og stressreaktionerne forsvinder. Ved kronisk stress vender kroppen imidlertid ikke tilbage til sin normale balance, og teorien er, at personen derfor er i stor risiko for at udvikle en lang række stressbetingede lidelser: blodtryksforhøjelse, hjerte-kar-sygdomme og mavesår.

Desuden antages det, at immunforsvarets effektivitet nedsættes med det resultat, at personen har forøget risiko for at få infektioner. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at menneskers tolerance for og forvaltning af stress er meget forskellig. Dette afhænger bl.a. af, hvilke former for forsvarsmekanismer og mestring individet bruger.

Ved undersøgelse af mennesker, der har været udsat for forskellige belastende livsbegivenheder, som fordrer større omstillinger, fx skilsmisse, tab af ægtefælle, fyring fra job, men også positive oplevelser, fx graviditet og ægteskab, har man fundet ud af, at jo større omstillingen og dermed stressfaktoren er, desto større er sundhedsrisikoen, dvs. risikoen for at udvikle sygdom.

Oplevelsen af at have kontrol over og se meningsfylde og sammenhænge i livet disponerer alt andet lige for sundhed. Det samme gør oplevelsen af social støtte og tilknytning til andre mennesker. Mange undersøgelser har vist, at pessimisme, depression og håbløshed øger risikoen for udviklingen af alvorlige sygdomme, fx hjertesygdomme.

Den såkaldte "C-adfærd", der er karakteriseret ved følelsesfortrængning og overdreven hensyntagen til andre, betragtes ifølge teorier og undersøgelser som en risikofaktor for udviklingen af kræft; en kynisk, negativ opfattelse af omverdenen parret med fjendtlighed og aggressioner synes at være en risikofaktor for både hjerte-kar-sygdomme og dødelighed.

Endelig har befolkningsundersøgelser tydet på, at den såkaldte "A-adfærd", der er karakteriseret ved en aggressiv utålmodighed med kronisk tidnød, anspændthed og manglende evne til at slappe af, øger risikoen for udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Nyere undersøgelser har dog rejst tvivl om disse sammenhænge.

Følelsesmæssige reaktioner fører imidlertid ikke automatisk til legemlig sygdom. Fx er det blevet påpeget, at der er en indirekte sammenhæng mellem personlighed og kroppens fysiske tilstand i og med, at visse mennesker med en bestemt personlighedskonstitution vil have en adfærd, som fysisk påvirker kroppens helbredstilstand, fx motionsvaner, kostvaner og forbrug af tobak og alkohol.

Køn og sundhed

Overalt i verden er kvinders middellevetid 6-8 år længere end mænds. Dette betyder, at ældre kvinder har risiko for at udvikle flere slidskader med det resultat, at sygeligheden relativt vil øges. Man taler om, at kvinder har flere "tabte, gode leveår" end mænd. Drenge og mænd derimod vil typisk rammes af flere ulykker pga. deres mere udadrettede, voldsomme adfærd. Denne kønsforskel er formodentlig dels et produkt af forskellige opdragelsespraktikker, dels hormonelt betinget, idet mandlige kønshormoner (androgener) fremmer aggression og risikopræget adfærd.

Sygeligheden blandt kvinder er generelt højere, ikke blot i de ældre år. Dette kan bero på særlige kvindelige livsomstændigheder, der ifølge undersøgelser fører til en højere grad af ulykkelighedsfølelse og en ringere oplevelse af sammenhæng i livet. Endvidere er kvinder mere opmærksomme på deres krop og helbred; ca. dobbelt så mange kvinder som mænd vurderer deres generelle helbred som dårligt, og de har gennemgående flere symptomer end mænd. I den vestlige verden ses imidlertid en tendens til, at de to køn mht. sundhed og sygdom nærmer sig hinanden. I mange år har mænd haft langt flere livsstilssygdomme end kvinder, fx alkoholisme og hjerte-kar-sygdomme, men alt tyder på, at dette er ved at ændre sig.

Sundhed og samfund

Ud fra en medicinsk-sociologisk synsvinkel kan sundhed defineres som et menneskes evne til at forholde sig til indre og ydre belastninger og påvirkninger på en sådan måde, at helbredsproblemer ikke opstår, eller eksisterende sygdom ikke forværres. I denne definition lægges der vægt på, at mennesket indgår i et aktivt samspil med sine omgivelser med gensidig prægning.

Definitionen giver også plads til den almenkendte erfaring, at udsættelse for de samme belastninger, fx arbejdsløshed eller tab af ægtefælle, kan have vidt forskellige helbredsmæssige konsekvenser for det enkelte menneske. Nogle bukker under, andre klarer sig uden at blive syge.

Selvom begrebet sundhed i 1900-t.'s seneste årtier vandt indpas overalt i samfundet, forstås det sædvanligvis som fravær af sygdom. Det er der flere gode grunde til. Sygdom er en umiddelbar manifestation af manglende sundhed. Sygdom kræver konkret handling i form af behandling, pleje og omsorg. Manglende sundhed, der ikke har givet sig udslag i sygdom, er en mere abstrakt tilstand, hvor handling i form af sundhedsfremme ikke nødvendigvis giver samme synlige resultater som sygdomsbehandling.

En anden væsentlig grund til fokuseringen på sygdom er, at det er svært at måle sundhed. Det er betydelig enklere at måle tilstedeværelsen af forholdsvis veldefinerede sygdomme som lungekræft og sukkersyge eller funktionstab, som medfører førtidspension eller sygefravær.

Det er også nemmere at sammenligne forekomst af sygdom end sundhed i forskellige lande eller foretage analyser af ændringer i sygdomsforekomsten i en befolkning over tid. Kendskabet til befolkningernes helbredsforhold er historisk baseret på dødsårsags- og behandlingsstatistikker fra sundhedsvæsenet. Internationalt bruger man epidemiologiske mål som middellevetid, dvs. den forventede gennemsnitlige levetid for en nyfødt på et givet tidspunkt, eller børnedødelighed, når man skal sammenligne sundhedstilstanden mellem nationer.

I takt med at det bredere sundhedsbegreb har vundet stadig større indpas i den sundhedspolitiske tænkning, har man i de seneste årtier af 1900-t. i mange vestlige lande gennemført systematiske og løbende interviewundersøgelser af repræsentative udsnit af befolkningerne, hvorunder sundhed og ikke kun sygdom er undersøgt.

I Danmark har Statens Institut for Folkesundhed (tidl. Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi) forestået sundheds- og sygelighedsundersøgelser siden 1987. Disse undersøgelser har haft stor betydning for forebyggende arbejde og sundhedsfremme, herunder de statslige forebyggelsesprogrammer fra 1989 og 1999.

Kun få forskere har indtil videre konsekvent søgt at forholde sig til sundhed som andet end fravær af sygdom. En af disse er den amerikansk-israelske sociolog Aaron Antonovsky (1923-94), som i sin bog Unraveling the Mystery of Health (1987, da. Helbredets mysterium, 2000) har argumenteret for en sundhedsorienteret tilgang, hvis centrale forskningstema er, hvilke faktorer der betinger, at mennesker ikke bliver syge.

Antonovskys konkrete udgangspunkt var en undersøgelse af midaldrende israelske kvinder. En række af kvinderne var født i Østeuropa og havde været i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig og var derefter emigreret til Israel, hvor de havde oplevet yderligere tre krige. Det forbløffede Antonovsky, at næsten en tredjedel af disse kvinder med et så traumatisk livsforløb havde et godt mentalt helbred.

På baggrund af dybdegående interview opstillede Antonovsky den hypotese, at de kvinder, der havde klaret sig mentalt godt, havde et livssyn (sense of coherence), der indebar, at de opfattede deres tilværelse som forståelig, struktureret og forudsigelig, at de havde resurser til at klare udfordringer og belastninger, og at deres liv på trods af modgang og problemer havde mening og var værd at leve.

Dette livssyn skabes ifølge Antonovsky under opvæksten og ændres ikke væsentligt i voksenlivet. Antonovskys teori om sense of coherence er et fremtrædende eksempel på nyere teorier om, hvorledes mennesker klarer belastninger.

Forskning i sundhed og sygdom

Det ændrede sygdomsmønster i 1900-t. med et markant fald i forekomsten af infektionssygdomme og kraftig vækst i kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og kræft gav efter 2. Verdenskrig anledning til en række store befolkningsundersøgelser, fx Framingham-undersøgelsen i USA, British Doctors- og Whitehall-undersøgelserne i Storbritannien og senere de danske epidemiologiske Glostrup- og Østerbroundersøgelser.

Siden 1950'erne er der især fokuseret på betydningen af adfærdsfaktorer, fx rygning, alkohol, kost og motion, og på fysiologiske faktorer, fx blodtryk og kolesterolindholdet i blodet. Det står nu klart, at disse faktorer spiller en væsentlig rolle for forekomsten af en række udbredte sygdomme, livsstilssygdomme, i de industrialiserede lande, men at de indgår i et kompliceret samspil med faktorer som fx uddannelse, social klasse, socialt netværk, arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsmiljø.

Især i 1990'erne kom det til en stadig dybere erkendelse af, hvorledes selve den sociale organisation i samfundet og på arbejdspladserne påvirker individernes helbred, og hvordan social ulighed på afgørende vis præger individernes kontrol over deres tilværelse og handlemuligheder og dermed i sidste instans også deres sundhed.

Det er velkendt fra snart sagt alle samfund og tider, at sundhed og sygdom er tæt relateret til social status. Dette gælder også Danmark. Selv efter en helt usædvanlig økonomisk og social vækstperiode siden 2. Verdenskrig er der stadig en udtalt social forskel i dødelighed. Kvinder og mænd uden erhvervsuddannelse lever fx færre år end kvinder og mænd med lang videregående uddannelse.

Paradoksalt nok vokser den helbredsmæssige ulighed i befolkningen disse år, formentlig som følge af fokuseringen på sundhed. Privilegerede grupper tager nemlig hurtigere budskaber om sund levevis til sig end mindre privilegerede, og det antages at være grunden til, at de har en længere levetid.

Sundhedsfremme

Gennem sundhedsfremme søger individet og samfundet at øge den enkeltes evne til at undgå at blive syg, fx gennem motion, sund kost, rygeophør eller mere generelle tiltag som øget tryghed i ansættelse.

I 1970'erne og 1980'erne gennemførtes en række storstilede interventionsforsøg med det formål at reducere forekomsten af risikofaktorer i forskellige lokalsamfund. Blandt de mest kendte er forsøgene fra Nordkarelen i Finland, fra Minnesota og Stanford i USA og fra Wales.

Interventionen har som regel bestået i en bredspektret indsats med elementer som oplysningskampagner, tilbud om helbredsundersøgelse, sundhedsfremmetiltag på arbejdspladser, i skoler og institutioner, samarbejde med fødevareproducenter, restauranter og detailhandlende om mere fedtfattige produkter, medieomtale mv. Resultaterne har dog gennemgående været skuffende.

Erfaringerne fra disse omfattende interventionsforsøg har afdækket behovet for en langt dybere videnskabelig forståelse af samspillet mellem viden, holdninger og adfærd hos det enkelte individ og de omgivelsesbetingelser, der styrker eller svækker den enkeltes sundhed. Der er en stigende erkendelse af, at fx sundhedsoplysning er en nødvendig, men langt fra altid tilstrækkelig forudsætning for adfærdsændringer.

Omsætning af viden til adfærd forudsætter i sig selv en række erkendelses- og læringsprocesser hos personen, herunder ikke mindst motivation til at gennemføre en ændring. Et andet væsentligt forhold er, hvorvidt personens omgivelser, dvs. familie og sociale netværk i øvrigt, økonomi, arbejdsmiljø mv., hæmmer eller understøtter sundheden.

Forskelle i levetid inden for befolkningen øges i disse år. Dette afspejler næppe, at der er store forskelle i viden om sund adfærd, men snarere, at der er forskellige vilkår og motivation for at gennemføre adfærdsændringer. Sundhedsfremme skal derfor ikke kun rettes mod det enkelte individ, men også mod levekår og sociale strukturer, der hæmmer den enkeltes muligheder for at leve sundt.

Sundhed, sundhedsvæsenet og de nye patienter

Den øgede fokusering på sundhed påvirker forholdet mellem befolkningen og sundhedsvæsenet. Mens patienter for blot få årtier siden var objekt for behandlingen, og den primære opgave var at følge den foreskrevne behandling, tager patienter nu i stigende grad ansvaret for behandling og sundhed, bl.a. ved at søge oplysninger om sygdom, behandlingsmuligheder og sundhedsfremme på Internettet. I takt hermed ændres sundhedsprofessionernes rolle til at blive mere og mere konsultativ i forhold til patienterne. Dette stiller stigende krav til sundhedsformidling på alle niveauer og inden for alle områder af sundhedsvæsenet.

Sundhedsprofessionernes monopol på indsigt og kompetence lader sig stadig vanskeligere opretholde, og det er givet, at patienterne hyppigere sætter spørgsmålstegn ved den behandling og rådgivning, de tilbydes. Det hastigt stigende antal formelle patientklager over sundhedsvæsenets indsats er et af udtrykkene for denne udvikling.

Et andet udtryk er den stigende brug af alternativ behandling, der afspejler en kløft mellem sundhedsvæsenets dominerende biomedicinske sygdomsbegreb og befolkningens forestillinger om sundhed og sygdom, hvor et helhedssyn på krop og sjæl og en tro på, at man selv spiller en vigtig rolle for helbredelse, er centrale elementer.

Stadig større dele af befolkningen lever med kroniske sygdomme, funktionshæmninger og aldersproblemer. Det hænger dels sammen med, at der bliver flere ældre, dels med forbedrede behandlingsresultater af fx kræft, hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge, som gør, at flere overlever med disse sygdomme.

At leve med en kronisk sygdom stiller store krav til patient, familie og omgivelser og i mange tilfælde også til arbejdspladsen. Patientens egen indsats vil være særdeles betydningsfuld for sygdommens forløb, men det forudsætter, at patienten støttes heri gennem rådgivning eller egentlige rehabiliteringsprogrammer. Sådanne programmer omfatter normalt elementer som hjælp til omlægning af ryge-, kost- og motionsvaner, psykosocial støtte til at dæmpe sygdomsangst, tilpasninger af arbejde og arbejdsmiljø og information om sygdommens forløb, medicin, anden behandling osv.

Det nuværende sundhedsvæsen må ændres radikalt for at kunne dække sådanne behov hos patienterne. I 1999 etableredes Netværk af Forebyggende Sygehuse i Danmark med dette formål for øje. Netværket indgår i WHO's europæiske netværk af Health Promoting Hospitals.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig