Anselm af Canterbury

Anselm af Canterbury, 1033-21.4.1109, filosof og teolog, født i Aosta i Norditalien, fra 1093 ærkebiskop af Canterbury. Hans uddannelse i bl.a. Frankrig blev bekostet af hans adelige forældre. I 1060 indtrådte han i klostret Bec i Normandiet, hvor han studerede under sin landsmand Lanfranc.

Allerede i 1063 blev Anselm prior og leder af den blomstrende klosterskole, en post han beholdt, også efter at han i 1079 blev udnævnt til abbed. Han efterfulgte Lanfranc som ærkebiskop af Canterbury, men under investiturstriden blev Anselm som tilhænger af det pavelige parti tvunget i eksil i to perioder, 1097-1100 og 1103-06. Disse år tilbragte han i Cluny og i Rom, hvor han medvirkede til udformningen af Londonkonkordatet, der for en tid bilagde striden mellem paven og den engelske konge. Anselms levned er udførligt skildret af hans elev og sekretær, Eadmer.

Anselms litterære produktion er omfattende og udmærker sig ved stor tankemæssig klarhed. Princippet for sin teologiske tænkning udtrykte han i sætningen credo ut intelligam, 'jeg tror for at kunne forstå', og han gav troen forrang i forhold til menneskets fornuft. Troens erkendelse, som udvindes gennem enkle og klare argumenter, anså han for at være et trin på vejen fra den enfoldige tro til salighedens evige skuen af Gud.

Anselm er især kendt for det såkaldte ontologiske gudsbevis og for sin formulering af den objektive forsoningslære.

Udformningen af det ontologiske gudsbevis findes i værket Proslogion, 'Tiltale': Da Gud er den genstand, i forhold til hvilken intet større kan tænkes, og da det at eksistere i virkeligheden er større end det, der kun kan findes i tanken, er det ifølge Anselm en logisk selvmodsigelse at hævde, at Gud ikke eksisterer.

Den objektive forsoningslære udfoldes i dialogen Cur Deus homo, (Hvorfor Gud blev menneske, da. 1978), hvor Anselm viser nødvendigheden af inkarnationen og af Kristi død på korset: Ved syndefaldet havde mennesket krænket Guds ære og pådraget sig uendelig skyld.

For at det brudte forhold mellem Gud og mennesket kunne genoprettes, måtte mennesket gøre denne forseelse god igen; men en sådan uendelig godtgørelse er mennesket som endeligt væsen ude af stand til at yde. Kun Gud formår derfor at yde det, som mennesket skylder. På den anden side kan Gud ikke blot se bort fra synd og skyld, for Hans ære kræver genoprejsning, og den skal ydes af mennesket som den skyldige part. Følgelig må Anselm konkludere, at Gud nødvendigvis måtte blive menneske og lide det skyldige menneskes død, for at mennesket skulle undslippe fortabelsen.

Frelsesordningen er i den forstand nødvendig; men Anselm understreger, at det alene skyldes Guds barmhjertige kærlighed, at den overhovedet realiseres.