Arabisk filosofi, opstod i 800-tallet i Det Arabisk-muslimske Imperium. En vigtig inspirationskilde var oversættelser af græske værker, og det arabiske ord for filosofi, falsafa, kommer fra det græske filosofia.

Den videnskabelige metode blev præget af aristotelisk logik og metafysikken af den nyplatoniske lære om altings udstråling (emanation) fra en første årsag (Gud). Medicin og statsteori var også filosofiske discipliner, og mange arabiske filosoffer var læger og embedsmænd.

Med muslimsk teologi, ilm al-kalam, delte arabisk filosofi doktrinen om Guds absolutte enhed, og i begyndelsen var arabisk filosofi ikke en modsætning, men et supplement til teologien.

De største filosoffer fra denne periode er al-Kindi (lat. Alcindius, død ca. 866), al-Farabi (lat. Alpharabius, død 950) og Ibn Sina (lat. Avicenna, død 1037), alle fra Den Nære Orient. Teologen al-Ghazali (lat. Algazel, død 1111) formulerede en skarp kritik af filosofien. At man skulle kunne finde sandheden alene ad fornuftens vej, fandt han modbevist af filosoffernes indbyrdes uenighed. Hans kritik gjaldt især tre stridspunkter:

1) Ifølge filosofien er Gud kun ophav til den jordiske verden via mellemled, idet al mulig væren aktualiseres ved en "kædereaktion", emanation, med udgangspunkt i Gud; den skabte verden må have eksisteret fra evig tid ligesom Gud, for hvis man antog, at verden blev skabt senere end Gud, ville det kræve enten en indre forandring i den uforanderlige Gud eller en ydre årsag med virkning på den første årsag, Gud, hvilket var absurd. Ifølge teologerne, al-mutakallimun, er verden derimod skabt direkte af Gud på en bestemt tid og derfor ikke evig.

2) Ifølge teologien kan mennesket med sit individuelle legeme få belønning eller straf på genopstandelsens dag. Ifølge filosofien er belønning eller straf kun spirituel, og menneskets udødelighed består alene i en forening af dets forstand med den overjordiske "aktive forstand" (jf. Avicenna).

3) Ifølge Koranen ved Gud besked med alle enkeltforhold og kan gribe ind i dem, men arabisk filosofi antog, at kun det immaterielle og almene kan være genstand for Guds viden.

Al senere arabisk filosofi måtte tage stilling til Algazel. De kendteste tænkere fra perioden efter hans død er i den østlige del af den arabisk-muslimske verden Fakhr al-Din al-Razi, død 1209, og i den vestlige del Ibn Bajja (lat. Avempace, død 1138/39), Ibn Tufayl (lat. Abubacer, død 1185/86) og Ibn Rushd (lat. Averroës, død 1198), der alle tre levede i den muslimske del af Spanien.

Her stiftede den kristne verden bekendtskab med arabisk videnskab; fra 1100-tallet blev arabiske tekster oversat til latin, herunder nogle ældre arabiske oversættelser af antikke græske værker, som ikke alle forelå i direkte græsk-latinsk oversættelse.

Vesteuropæisk filosofi bekendte sig — ganske som den arabiske — til Aristoteles, og Avicenna og Averroës kom i tidsrummet fra begyndelsen af 1200-tallet til op i 1500-tallet til at præge den latinske verdens forståelse af aristotelisk filosofi (se også skolastik).

Algazel fik også afgørende betydning for den senere, mere mystisk prægede islamiske filosofi, hikma.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig