Parmenides fra Elea

Parmenides fra Elea, ca. 525-450 f.Kr., den første græske filosof, hvis værk er bevaret i et omfang, så vi kan følge hans tankegang (se også eleaterne). Han fremstillede sin filosofi i form af et digt, hvor verdens sande sammenhæng beskrives som en åbenbaring, men med brug af logiske argumenter. Digtet er delt i to, hvoraf første del handler om det værende, mens anden del beskriver den verden, menneskene lever i og oplever.

Ifølge Parmenides er det nødvendigt, "at det, man siger og erkender, er; for det må være, mens 'intet' ikke er" (fragment 6). For Parmenides ser hovedsagen ud til ikke så meget at være at bestemme, hvad det værende er, som at analysere, hvad det implicerer, når man siger, at noget eksisterer: Det værende kan ikke forandre sig, det kan ikke opstå eller gå til grunde, for så ville det opstå af eller blive til det ikke-værende.

Hvis man følger denne tankegang i sin yderste konsekvens, må den almindelige sanseverden miste sin status, og derfor bliver det, menneskene siger herom, til tomme ord.

Parmenides' kritik ramte alle hans forgængeres forsøg på at identificere verdens grundstof, og hans stringente logik bestemte i høj grad udviklingen af græsk filosofi inden for ontologi, erkendelsesteori og sprogfilosofi.