Elementlære, betegner inden for filosofi, fysik og kemi læren om, at verden består af et bestemt antal grundsubstanser, der ikke kan opløses i mindre enheder. Elementlæren opstod hos førsokratikerne, dvs. græske filosoffer før midten af 400-t. f.Kr.; i sin klassiske form ("alting består af kombinationer af fire grundelementer: ild, luft, vand og jord") er den formuleret af Empedokles.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet element kommer af latin elementum 'grundbestanddel'.
Den blev overtaget af Aristoteles, og gennem hans filosofi forblev elementlæren dominerende i både dagliglivet og videnskaben helt frem til 1700-t. Galenos' lære om de fire legemsvæsker (100-t. e.Kr.) bygger på elementlæren.
Den klassiske elementlære bygger på en spekulativ analyse snarere end på en fysisk-kemisk viden om verdens bestanddele, og det er værd at bemærke, at elementlæren først mistede sin betydning med udviklingen af den eksperimentelle fysik og kemi, repræsenteret ved fx Richard Boyle, Antoine Laurent de Lavoisier og Michael Faraday.
Det periodiske system over grundstofferne er den moderne variant af elementlæren, men et grundstof i den nutidige betydning af ordet kan yderligere opdeles i atomare bestanddele.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.