nyplatonisme

Nyplatonismens grundsynspunkt er, at den egentlige virkelighed er transcendent, immateriel og overindividuel. På grundlag af Platon udformedes et hierarkisk metafysisk system, klarest, enklest og mest indflydelsesrigt formuleret i 200-t. af nyplatonismens førstemand, Plotin. Øverst står det højeste princip (den første hypostase): Det ene, der er princip for alt eksisterende og for al erkendelse, men selv hinsides væren og erkendelse.

Denne hypostase afspejles ved en art udstrømning (emanation) i den anden hypostase, ånden eller fornuften (gr. nus), enheden af erkendelse og intelligible objekter, og denne hypostase afspejles igen i sjælen — verdenssjælen eller enkeltsjæle, der styrer og former materien. Mennesket er en del af den åndelige verden og har mulighed for at identificere sig med de højere, overindividuelle hypostaser; med et Platoncitat "at blive Gud lig".

Plotins system videreførtes af hans elev Porfyrios (200-t.). Jamblichos (ca. 300) udarbejdede et kompliceret metafysisk system, hovedsagelig kendt gennem Proklos (400-t.).

I den sene kejsertid eksisterede der en nyplatonisk skole i Athen, indtil kejser Justinian lukkede Akademiet 529, og en i Alexandria, der ophørte med arabernes erobring 641. Nyplatonismen efter Plotin er bl.a. karakteriseret af en udstrakt kommenteringsvirksomhed af såvel Platons som Aristoteles' skrifter.

Nyplatonismen har øvet betydelig indflydelse på senere filosofi. I den vestlige, latinske verden er Augustin en hovedrepræsentant for den overførelse til et kristent tankeunivers, der dominerede tidlig middelalder; i østen fik navnlig Pseudo-Dionysios Areopagitten betydning.

Fra senmiddelalderen kan nævnes Nicolaus Cusanus. Renæssanceplatonismen (Marsilio Ficino, Pico della Mirandola) var hovedsagelig nyplatonisk inspireret. Direkte eller indirekte rækker indflydelsen videre fx til Cambridgeplatonikerne i 1600-t. og til romantisk filosofi og digtning.

• Platonisme
• hypostase