Retfærdighed (juridisk retfærdighed), Gennem tiderne har begrebet retfærdighed været målestok for vurdering af retsregler og retsanvendelse. Siden Aristoteles har man skelnet mellem formelle retfærdighedsforestillinger, der alene sikrer krav til reglers form eller til den måde, hvorpå der træffes retsafgørelser, og materielle retfærdighedsforestillinger, der stiller indholdsmæssige krav til retten, for at den kan kaldes retfærdig.

Indtil 1800-t. var det en almindelig antagelse, at man på objektivt grundlag kunne bestemme, hvilket indhold retsregler skulle have for at være retfærdige, men det blev derefter mere almindeligt at opfatte forestillinger om materiel retfærdighed som udtryk for subjektive vurderinger, der ikke kan gøre krav på generel accept. Den danske retsfilosof Alf Ross var en fremtrædende fortaler for dette synspunkt. De materielle retfærdighedskrav har ofte været religiøst begrundet, fx i middelalderen, hvor den kristne kirke stillede bestemte retfærdighedskrav til retten, bl.a. krav om at tage særligt hensyn til de svage i samfundet. Fra renæssancen blev det mere almindeligt at begrunde kravene med, at de med fornuften kan indses at være gyldige. Denne opfattelse er senere blevet kritiseret med bl.a. henvisning til, at man i forskellige lande og til forskellige tider har haft forskellige opfattelser af, hvilke indholdsmæssige krav der skal stilles til et retfærdigt retssystem.

Formel retfærdighed forstås ofte som et krav om, at retsregler skal være generelt udformet, således at de ikke på urimelig måde favoriserer bestemte grupper eller personer på bekostning af andre. Men formel retfærdighed indebærer også et krav til domstolenes retsanvendelse. Retsanvendelsen kan også karakteriseres som formelt retfærdig i processuel forstand, hvis den er reguleret af procedureregler, der sikrer, at en sags parter generelt får en fair behandling.

Med Aristoteles' sondring mellem den lovsikrede og den distributive retfærdighed fremkom to forskellige retlige typesituationer. Den første angår forholdet mellem to parter i en aftale, hvor forestillingen om retfærdighed indebærer, at der gives en passende betaling for den ydelse, der modtages. Den anden angår forestilling om retfærdighed ved uddeling af ydelser til borgerne, fx fra staten. I den moderne velfærdsstat er den sidste form for retfærdighed blevet meget vigtigere end tidligere. Der findes flere forskellige opfattelser af, hvad der gør statens fordeling af goder retfærdig. Nogle mener, at de bør uddeles på grundlag af borgernes behov, andre, at det bør ske ud fra deres fortjenester. Atter andre har lagt afgørende vægt på, at fordelingen sker efter helt objektive kriterier, således at fx den enkeltes plads på en venteliste til en hospitalsoperation er afgørende for, hvornår den pågældende får plads på hospitalet.

Selvom man i nutiden ikke anser det for muligt at opstille objektive materielle retfærdighedskrav til retten, har materielle retfærdighedsforestillinger dog fortsat betydning i retsanvendelse, i den retspolitiske debat og i borgernes holdning til retten. Forestillinger om retfærdighed ligger til grund for indholdet af retsregler både inden for den nationale ret og inden for folkeretten, herunder for indholdet af menneskerettighedskonventioner, der har som mål at sikre en almen anerkendelse af og respekt for både den formelle og den materielle retfærdighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig