Faktaboks

Adam Ferguson
Født
1723
Død
1816

Adam Ferguson, 1723-1816, skotsk teolog, historiker og filosof, 1759 professor i fysik ved universitetet i Edinburgh, fra 1764 i metafysik og moralfilosofi; en af hovedskikkelserne i den skotske oplysning.

I modsætning til fransk oplysningsfilosofi stod den skotske på kristen grund, og Adam Fergusons calvinistiske forudsætninger kom til udtryk i hans opfattelse af mennesket som del af et samfund.

Samfundsudviklingen og historien forstod han som resultat af en guddommelig plan, som mennesket realiserer uden hverken at vide eller ville det.

Sin historieopfattelse fremlagde Ferguson i hovedværket Essays on the History of Civil Society (1767, Afhandling om det borgerlige samfunds historie), som ved at være baseret på omfattende historisk viden brød med spekulative forsøg på at forstå samfundets oprindelse og udvikling.

I Principles of Moral and Political Science (1792, Principper for moral og politisk videnskab) hævdede han en normativ moral, dvs. en lære om, hvordan mennesket bør være.

Med sine skrifter søgte Adam Ferguson tillige at give den skotske nation et moralsk grundlag.

Se evt. også oplysningstiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig