Faktaboks

David Hume
Født
7. maj 1711, Edinburgh, Storbritannien
Død
25. august 1776, Edinburgh, Storbritannien
Filosoffen David Hume
David Hume, malet af Allan Ramsay i 1766.
Af /Scottish National Portrait Gallery.
Licens: CC BY NC 3.0

David Hume var en skotsk filosof. Efter uafsluttede universitetsstudier i klassiske sprog og filosofi kastede David Hume sig over retsvidenskabelige studier, som han imidlertid opgav til fordel for selvstudier i filosofi, historie og litteratur.

Resultatet af intense filosofiske studier under et treårigt ophold i Frankrig blev A Treatise of Human Nature (3 bd., 1739-40; En afhandling om den menneskelige natur). Det første bind rummer hans empiristiske og skeptisk prægede erkendelsesteori, andet bind hans lære om det menneskelige sinds drivkræfter (følelserne), og tredje bind hans moralfilosofi.

Udgivelsen blev ikke bemærket, og salgsmæssigt var værket en fiasko. "Det kom dødfødt fra trykpressen", skrev han selv senere, men han opgav ikke sine litterære ambitioner.

I 1741 udgav han den første og året efter den anden del af en samling essays, og flere kom siden til. Den korte essayform blev en succes. Hume behandlede emner, der rækker fra æstetik over moralfilosofi til historie, økonomi og politik; især hans økonomiske essays vakte opsigt og gjorde ham kendt i udlandet.

Han var talsmand for en liberalistisk økonomi, men gjorde samtidig opmærksom på, at en nations velstand er betinget af samtlige borgeres velfærd. I 1748 udgav han en forkortet og omarbejdet version af første bind af Treatise, der senere fik titlen Enquiry concerning Human Understanding (Undersøgelse af den menneskelige fornuft) og i 1751 en forkortet version af tredje bind med titlen Enquiry concerning the Principles of Morals (Undersøgelse af moralens principper).

I sin erkendelsesteori bygger David Hume på den 80 år ældre John Lockes syn på erkendelsen som en oplevelse (perception) af idéer eller af relationer mellem idéer (fx lighed eller forskellighed). Ud fra sanseindtryk danner bevidstheden idéer, som enten er kopier af sanseindtryk, sammensætninger af sådanne eller dannet ved sammenligning.

Hume tilhører således den empiristiske skole og er fænomenalist i den forstand, at han mener, at både den indre og den ydre verden, vi oplever, er fænomenverdener. At den ydre verden er en fænomenverden, havde allerede George Berkeley argumenteret for; Hume gik et skridt videre og søgte at påvise, at mennesket ikke oplever sig selv som et substantielt jeg, men kun som et bundt af fænomener.

Sin lære om idéer opfattede Hume også som en meningsteori; et ords mening er en til ordet knyttet idé, og hvis en formodet mening ikke kan føres tilbage til sanseindtryk, er ordet meningsløst. Denne meningsteori anvendte Hume som et kritisk redskab imod den traditionelle metafysik.

Gennem sanserne foreligger der noget umiddelbart for bevidstheden. For at kunne gå fra det umiddelbart oplevede til noget tidligere eller senere, dvs. for at opnå erkendelse i egentlig forstand, må bevidstheden gå ud over det umiddelbart givne. For at kunne gøre det, mener Hume, kræves en erkendelse af eller vished om kausale forbindelser imellem idéerne.

At der består en kausalrelation kan imidlertid hverken bevises rationelt eller empirisk. I forbindelse hermed formulerede Hume som den første induktionsproblemet, dvs. problemet om muligheden for at slutte fra en række singulære udsagns sandhed til et alment udsagns sandhed, og afviser gyldigheden af sådanne slutninger.

I stedet hævder han, at hvis bevidstheden har oplevet, at to eller flere idéer altid har været forbundet, så medfører det, at når den ene idé opleves umiddelbart, opstår en følelse af vished om, at den anden vil følge efter. Det er denne følelse, der styrer vore handlinger og kommer til udtryk i formuleringen af lovmæssigheder. Vor viden om kausale forhold er således ikke et fornuftanliggende; den er baseret i følelseslivet, dvs. i et irrationelt princip, og er ikke umiddelbart baseret på iagttagelse. "Fornuften er altid følelsernes slave".

Også i forbindelse med moralske vurderinger hævder David Hume følelsernes primat. Kilden til moralsk billigelse eller afstandtagen kan aldrig være fornuften, thi fornufterkendelse udmøntes i udsagn om, hvilke egenskaber genstande kan tilskrives eller fraskrives, dvs. i beskrivende (deskriptive) udsagn, hvorimod moralske udsagn er forskrifter (præskriptive udsagn).

Disse udsagn om, at noget bør være tilfældet, kan aldrig udledes af deskriptive, som udtrykker, at noget er tilfældet. Kilden til moralsk vurdering er derimod følelsen, idet den moralske billigelse opleves som en følelse af lyst opstået ved betragtning af handlinger, der gavner og glæder andre, hvorimod den moralske afstandtagen udspringer af en tilsvarende følelse af ulyst. Disse moralske følelser grunder sig i en medfødt velvilje over for andre mennesker.

I begyndelsen af 1750'erne udarbejdede David Hume sit religionsfilosofiske hovedværk, Dialogues concerning Natural Religion (Dialoger om den naturlige religion, 1996), som af forsigtighedsgrunde først udkom tre år efter hans død. Her afslørede han det fysiko-teologiske gudsbevis (se fysiko-teologi) som et skinbevis, der kun er blevet accepteret, fordi dets tilhængere i forvejen tror på en almægtig guddoms eksistens.

Den psykologiske baggrund for denne tro har Hume beskrevet i A Natural History of Religion (1757, Religionens naturlige oprindelse), som er et hovedværk inden for 1700-t.s religionsvidenskab. Hume delte den religionskritik, som fik mæle hos franske oplysningstænkere som Voltaire og Holbach, men han afviste oplysningstidens dyrkelse af fornuften og satte følelserne i dens sted.

Som britisk militær gesandtskabssekretær deltog han 1746-49 i rejser på kontinentet. Efter i 1745 og 1751 forgæves at have søgt filosofiske professorater i hhv. Edinburgh og Glasgow var han en årrække den skotske advokatstands sekretær i Edinburgh, hvor han skrev History of England (6 bd., 1754-62).

Denne Englandshistories formål var at vise, at både Torypartiets og Whigpartiets appel til historien var forfejlet, og at begge partier i deres modspil og samspil har været væsentlige for det engelske samfunds stabilitet. I 1763-66 var Hume britisk gesandtskabssekretær i Paris, og efter et par år i Udenrigsministeriet i London trak han sig i 1769 tilbage og boede i Edinburgh til sin død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig