Faktaboks

Alexander Gottlieb Baumgarten
Født
1714
Død
1762

Alexander Gottlieb Baumgarten, 1714-1762, tysk filosof, elev af Christian Wolff, der var den tyske oplysningsfilosofis dominerende skikkelse. Immanuel Kant betragtede Baumgarten som en af samtidens betydeligste filosoffer og brugte hans lærebøger i metafysik og moralfilosofi.

Set med nutidens øjne er Baumgartens vigtigste indsats at stå som grundlægger af den nyere æstetik eller "læren om det skønne".

Wolff havde skelnet imellem en lavere erkendeevne (sansningen) og en højere (fornuften) og havde bestemt den første som uklar og ufuldstændig. Sanseforestillinger burde følgelig erstattes af fornuftbegreber. Da skønhedsoplevelsen for Wolff er oplevelse af lyst eller glæde knyttet til sanseforestillinger, bliver den æstetiske oplevelse fraskrevet enhver selvstændighed.

I Filosofiske betragtninger over forskellige træk ved digtet (1735, da. 1968) afviste Baumgarten den tilgrundliggende nedvurdering af sanserne og brugte betegnelsen "æstetik" om videnskaben om den fuldkomne fremstilling af noget sanseligt.

Senere i hovedværket Aesthetica (1750-58) defineres æstetik som videnskaben om sansningen og det skønne selv, som oplevelsen af en fuldkommen enhed af indhold, orden og udtryk.

Hos Baumgarten indledtes således den selvstændiggørelse af kunsten og kunstneren, som blev fremtrædende i romantikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig