Stadielæren, teori om forholdet mellem tre eksistenssfærer: det æstetiske stadium, det etiske stadium og det religiøse stadium. Teorien er udviklet af Søren Kierkegaard, der dog ikke selv har benyttet betegnelsen.

Ifølge stadielæren går umiddelbarheden forud for det æstetiske stadium. Der findes forskellige former for æstetiske standpunkter, men oftest gøres æstetikeren i Enten-Eller s første del (1843) til prototype. Livsnydelse, men også kedsomhed herover kendetegner æstetikeren, der finder livet meningsløst.

Den ironiske distance til verden og sig selv er et grænseområde, som støder op til det etiske stadium. Her antager mennesket, at noget eviggyldigt er til; noget, der står absolut fast og stiller krav. Assessor Wilhelm fra Enten-Ellers anden del gøres til prototype for dette stadium.

Humoren er en mellemposition, der grænser op til det religiøse stadium. Her kombineres det etiske standpunkt med troen på en personlig Gud (humanreligiøsiteten), der ikke blot stiller krav, men også tilgiver mennesket dets ulydighed mod disse krav.

Tilgivelsen skænkes mennesket i og med, at Gud i Kristus er blevet menneske (paradoksreligiøsiteten). Kierkegaards tale om stadier findes især i Stadier paa Livets Vei (1845) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846).

Fortalere for stadielæren ser overgangen mellem de enkelte stadier som spring (springet) og opfatter disse som udviklingstrin.

Søren Kierkegaard har selv betegnet stadierne som eksistenssfærer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig