emotivisme

Selv om tanken om en forbindelse mellem etiske vurderinger og menneskelige følelser har rødder langt tilbage i filosofiens historie, er emotivismen en teori, der først blev fuldt udfoldet i den første halvdel af 1900-tallet.

I takt med udviklingen af den såkaldte logiske positivisme og dens syn på, at sætninger kun er meningsfulde, for så vidt som de kan føres tilbage til noget, der er empirisk verificerbart, udvikledes også den tanke, at etiske udsagn reelt ikke har noget meningsindhold. Derimod skal de opfattes som en slags følelsesmæssige udbrud.

En central fortaler for emotivismen var den engelske filosof A.J. Ayer, der udviklede sine tanker herom i ungdomsværket Language, Truth, and Logic fra 1937. Et andet indflydelsesrigt forsvar for emotivisme blev givet af Charles Stevenson i værket Ethics and Language fra 1947.

I den nyeste filosofiske tænkning er dele af emotivismens tankegods videreført i såkaldte hybridteorier, ifølge hvilke etiske udsagn som fx ”aktiv dødshjælp er forkert” både rummer en egentlig beskrivelse og en afstandtagen.

I den anden halvdel af 1900-tallet har emotivismen været genstand for mange former for filosofisk kritik. Blandt andet har det været anført, at den måde etiske udsagn bruges, på synes at harmonere meget dårligt med en emotivistisk fortolkning. For eksempel er etiske udsagn formuleret som egentlige hævdende udsagn (”dødshjælp er forkert”), hvilket kræver en forklaring, hvis de kun dækker over følelsesudbrud. Endvidere synes man sagtens at kunne overveje at diskutere etiske udsagn, og dermed benytte etiske termer som ”rigtigt” og ”forkert”, uden at have nogen klar følelsesmæssig attitude til det, der diskuteres.

• metaetik